UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 11. februar 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 30.01.2016.
URU alm. del spm. 116 stillet af
Peter Hummelgaard Thomsen (S)
Spørgsmål 116:
Ministeren bedes oven på den seneste udenlandske interesse og mediekritik redegøre for
regeringens egen opfattelse af Danmarks internationale omdømme?
Svar:
Der har over den seneste periode været omfattende international debat af regeringens tiltag,
herunder asylpakke II og L87. Dele af den internationale debat har været præget af en række
misforståelser omkring Danmark og de danske initiativer. Det er, og har været, en klar prioritet
for regeringen at imødegå disse misforståelser. Udenrigsministeriet, danske ambassader og
øvrige danske myndigheder har derfor løbende og systematisk arbejdet for at sikre retvisende
dækning og imødegå fejlagtige historier. Det er mit indtryk, at der i stigende grad generelt er
forståelse for de danske tiltag, og en bevidsthed om, at en række øvrige europæiske lande,
herunder lande som hidtil har været meget åbne over for at modtage flygtninge og migranter,
har fundet det nødvendigt ligeledes at tilpasse deres asylpolitik betragteligt.