ULØ, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 114: Spm. om en kommune kan gøre ydelser af personlig pleje, hjælp og omsorg til en borger bosiddende på en småø betinget af, at borgeren flytter til fastlandet m.v., til social- og indenrigsministeren

Udvalget for Landdistrikter og Øer 2015-16
ULØ Alm.del
Offentligt

Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer

Sagsnr.

2016 - 4792

Doknr.

367997

Dato

05-07-2016

Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer har d. 15. juni 2016 stillet følgende

spørgsmål nr. 114 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 114:

”Kan en kommune gøre ydelser af personlig pleje, hjælp og omsorg til en borger bo-

siddende på en småø betinget af, at borgeren flytter til fastlandet? Ministeren bedes

redegøre for, hvilke økonomiske og andre hensyn kommunen kan lade indgå i afgø-

relser om sociale ydelser til personer bosiddende på småøer.”

Svar:

Servicelovens afsnit V indeholder bestemmelser om en række ydelser i form af per-

sonlig pleje, hjælp og omsorg, som kommunen kan tildele på baggrund af en konkret

og individuel vurdering i det enkelte tilfælde.

Som eksempler på ydelser kan nævnes servicelovens § 83 om personlig og praktisk

hjælp i hjemmet, § 85 om socialpædagogisk bistand, § 97 om ledsagelse og § 98 om

særlig kontaktperson til borgere, som er døvblinde. I forhold til servicelovens § 83

bemærkes, at denne bestemmelse henhører under Sundheds- og Ældreministeriets

ressort.

For hver enkelt ydelse er det angivet i loven, hvilke betingelser borgeren skal opfylde

for at modtage hjælp. Det gælder både i forhold til målgruppe og øvrige visitationskri-

terier, herunder formålet med hjælpen. Serviceloven indeholder ikke i forhold til nogen

af ydelserne regler, hvorefter kommunen kan gøre hjælpen betinget af, at borgeren

flytter fra en småø til fastlandet.

Kommunen tilrettelægger hjælpen til borgeren på baggrund af en konkret og individuel

vurdering i samarbejde med den enkelte, jf. servicelovens § 1, stk. 3, 2. pkt. Visse

hensyn/kriterier kan være pligtmæssige, fx skal det i forbindelse med en afgørelse om

personlig og praktisk hjælp indgå i vurderingen, om andre medlemmer af husstanden

deltager i husarbejdet.

Kommunen må i sin afgørelse lægge faglige og økonomiske hensyn til grund, som det

anføres i servicelovens § 1, stk. 3, 3. pkt.

Faglige hensyn er fx behandlingsmæssige, socialfaglige og sundhedsmæssige hen-

syn, der er relevante i forhold til den konkrete borgers situation og i forhold til den kon-

krete sag.

Økonomiske hensyn er hensyn til, om tilbud efter loven er anskaffet og/eller leveret på

en økonomisk hensigtsmæssig måde. Fx bør kommunen, hvis den skal vælge mellem

to tilbud, som er lige egnede til at opfylde borgerens behov, vælge det billigste.

ULØ, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 114: Spm. om en kommune kan gøre ydelser af personlig pleje, hjælp og omsorg til en borger bosiddende på en småø betinget af, at borgeren flytter til fastlandet m.v., til social- og indenrigsministeren

Kommunalbestyrelsen har en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt.

Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal inddrage både faglige og økonomiske hen-

syn, når der skal træffes afgørelse. Hensynet til kommunernes økonomi kan dog aldrig

stå alene, da kommunalbestyrelsens afgørelse skal baseres på en konkret, individuel

vurdering af borgerens behov. Kommunalbestyrelsen må derfor aldrig vælge en ind-

sats alene ud fra økonomiske overvejelser (almindelige bemærkninger til L 140 FT

2011/2012 afsnit 2.1). Den enkelte kommunalbestyrelse kan heller aldrig afvise at

hjælpe borgere, der har krav på hjælp efter loven, med henvisning til kommunens

økonomi.

Kommunalbestyrelsen skal udover de hensyn, der følger af serviceloven, træffe sin

afgørelse i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Det betyder bl.a., at der alene må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn er hen-

syn, der har sammenhæng med formålet med og indholdet i den anvendte bestem-

melse. Det betyder i denne sammenhæng, at myndigheden i sin behandling og afgø-

relse af konkrete sager ikke må forfølge formål, som ikke er relevante for sagen.

Kommunalbestyrelsen skal herudover træffe sine afgørelser i overensstemmelse med

den generelle lighedsgrundsætning. Det indebærer bl.a., at kommunalbestyrelsen ikke

må have forskellige serviceniveauer afhængig af, hvilken del af kommunen borgeren

bor i.

Det er mit indtryk, at der i nogle tilfælde eksisterer en gensidig forståelse mellem den

kommunale forvaltning og beboerne på de små øer om, at et særligt krævende pleje-

behov bedre kan imødekommes nærmere kommunens større byer. Som en konse-

kvens heraf vælger nogle at flytte nærmere en by, hvor denne form for hjælp og pleje

er lettere tilgængelig. Det må understreges, at en sådan ordning efter sagens natur er

frivillig for den enkelte borger.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann