Ministeren
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
I brev af 10. juni 2016 har udvalget efter ønske fra Eva Flyvholm (EL) stillet mig
følgende spørgsmål:
Spørgsmål nr. 178 (Alm. del)
Er det ministerens hensigt at ændre de gældende principper om statsfinansieret
videregående uddannelse ved at indføre brugerbetaling på ordinære videregående
uddannelser for personer, der tager 2. videregående uddannelse på samme eller
lavere niveau, eller er det ministerens hensigt at 2. videregående uddannelse i den
situation skal gennemføres som åben uddannelse med deltagerbetaling?
Svar
Som bekendt har regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti med "Aftale
om et tryggere dagpengesystem" forpligtet sig til at tilvejebringe udestående finan-
siering gennem en tilpasning i antallet af videregående uddannelser, der kan gen-
nemføres med fuldt statstilskud.
Ordinær videregående uddannelse tilrettelagt på heltid kan i dag ikke omfattes af
brugerbetaling for danske borger og ligestillede. Med uddannelsesloftet ændres
ikke på dette grundlæggende princip om, at der ikke er brugerbetaling på ordinær
videregående uddannelse.
Således indføres ikke brugerbetaling på ordinære videregående uddannelser for
personer under dobbeltuddannelse. Til gengæld eksisterer der allerede i dag en
række muligheder for deltidsuddannelse og uddannelse i efter- og videreuddannel-
sessystemet, hvor der opkræves deltagerbetaling.
Om kort tid går jeg i gang med at forhandle med de to aftalepartier om, hvordan
aftalen om et uddannelsesloft nærmere skal udmøntes. I den forbindelse vil vi også
tage stilling til, hvilke rammer der skal gælde for de personer, der bliver omfattet af
et uddannelsesloft.
Jeg kan dog allerede nu fastslå, at der ikke bliver indskrænkninger i adgangen til at
uddanne sig på højere niveau, ligesom der heller ikke kommer indskrænkninger i
adgangen til uddannelser i efter- og videreuddannelsessystemet.
Der vil også i forhandlingerne blive taget stilling til de situationer, hvor det kan
være hensigtsmæssigt at give mulighed for dispensation eller undtagelse fra ud-
dannelsesloftet.
15. juni 2016
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Børsgade 4
Post
Postboks 2135
1015 København K
Tel.
3392 9700
Fax
3332 3501
Mail
Web
www.ufm.dk
CVR-nr.
Ref.-nr.
1680 5408
16/021037-02
Med venlig hilsen
Ulla Tørnæs
Side
1/1