MINISTEREN
Lovsekretariatet
Folketinget
Dato
J. nr.
14. oktober 2015
2015-6121
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Folketingsmedlem Jesper Petersen (S) har den 9. oktober 2015 stillet mig føl-
gende spørgsmål, som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål nr. S 54:
Vil ministeren tage initiativ til at udvide regeringens analyse af en påtænkt
midtjysk motorvej til at omfatte en mulig linjeføring med sammenfletning med
E45 mellem Christiansfeld og Haderslev?
Svar:
I regeringsgrundlaget har regeringen peget på, at vi vil igangsætte en undersø-
gelse af en ny midtjysk motorvej på strækningen Give-Billund-Lunderskov
samt løbende søge at forbedre fremkommeligheden på den østjyske motorvej
E45. Desuden vil vi igangsætte en undersøgelse af en østlig ringvej i København
(havnetunnel), der blandt andet skal belyse finansieringsmulighederne.
Der er mange spændende infrastrukturprojekter, man ville kunne undersøge
nærmere, men når der som bekendt ikke er ubegrænsede midler til rådighed,
skal der prioriteres, og regeringen har prioriteret de tre nævnte projekter.
I den forbindelse vil jeg gerne erindre spørgeren om, at den forhenværende
regering havde næsten fire år til at tage initiativ til igangsættelse af en undersø-
gelse af en midtjysk motorvej, men valgte at prioritere anderledes.
Derfor glæder det mig, at projektet for en ny midtjysk motorvej også er blevet
socialdemokratisk politik nu, hvor vi har prioriteret, at der skal igangsættes en
undersøgelse af projektet.
Jeg ser derfor frem til at skulle drøfte regeringens forslag med forligskredsen
bag aftale om en grøn transportpolitik (V, S, DF, LA, RV, SF og K).
Med
venlig
hilsen
Hans Chr. Schmidt