Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 04-11-2016
Enhed: Psykiatri og Lægemiddel-
politik
Sagsbeh.: DEPMSOT
Sagsnr.: 1608724
Dok. nr.: 176614
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 12. september 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 945 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S).
Spørgsmål nr. 945:
”Hvad er begrundelsen for, at nogle borgere får udleveret den medicin, de selv
skal indtage i deres hjem, vederlagsfrit fra sygehuset?”
Svar:
Jeg kan generelt oplyse, at patienter med bopæl her i landet har ret til vederlagsfri
sygehusbehandling, jf. sundhedslovens § 7, stk. 1 og 2, og § 81, stk. 1. Patienters ret
til vederlagsfri sygehusbehandling omfatter også den medicin, som indgår i undersø-
gelse og behandling, der finder sted på et sygehus. Medicin, som et sygehus ordine-
rer, og som skal anvendes uden for sygehuset, må patienten som udgangspunkt selv
købe på et apotek. Regionerne har imidlertid udarbejdet et sæt principper for veder-
lagsfri udlevering af medicin til ikke-indlagte patientgrupper, der er i fortsat sygehus-
behandling. Danske Regioner har til brug for besvarelsen af spørgsmålet således op-
lyst følgende:
”Danske Regioner har sammen med regionerne udarbejdet et sæt principper for ve-
derlagsfri udlevering af medicin til særlige ikke-indlagte patientgrupper, der er i fort-
sat sygehusbehandling. Dette skyldes, at der for visse patientgrupper er særlige be-
handlingsmæssige hensyn, der begrunder vederlagsfri udlevering af bestemte læge-
midler samt at det tilstræbes, at regionerne har en ensartet praksis indenfor udleve-
ring af medicin til ikke indlagte patienter. Medicinen udleveres som led i en igangvæ-
rende behandling, som hospitalet styrer og har ansvaret for.
Herudover er langt hovedparten af den medicin, der udleveres vederlagsfrit, sygehus-
forbeholdt og må i henhold til receptbekendtgørelsen ikke udleveres til borgerne fra
private apoteker.”
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
/
Marie Simone Ottesen