SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 876: Spm. om ministrene i forlængelse af samrådet den 18. august 2016 vil redegøre for, hvordan man sikrer, at regioner og kommuner overholder ansvarsfordelingen på psykiatri- og misbrugsbehandlingsområdet, og hvilke redskaber kan i den forbindelse tages i anvendelse, til sundheds- og ældreministeren og social- og indenrigsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del
Offentligt

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Sagsnr.

2016 - 6164

Doknr.

390891

Dato

23-09-2016

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har d. 26. august 2016 stillet følgende

spørgsmål nr. 876 (alm. del) til sundheds- og ældreministeren og social- og inden-

rigsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 876:

"Vil ministrene i forlængelse af samrådet i Sundheds- og Ældreudvalget den 18. au-

gust 2016 redegøre for, hvordan man sikrer, at regioner og kommuner overholder

ansvarsfordelingen på psykiatri- og misbrugsbehandlingsområdet, og hvilke redskaber

kan i den forbindelse tages i anvendelse? Hvad gør ministrene, hvis regioner og

kommuner ikke overholder ansvarsfordelingen?”

Svar:

Det er aftalt med sundheds- og ældreministeren, at hun redegør for ansvarsfordelin-

gen mellem regioner og kommune på psykiatri- og misbrugsbehandlingsområdet, som

spørger konkret spørger til, og at jeg som social- og indenrigsminister redegør for

reglerne om tilsynet med kommuner og regioner.

Det påhviler kommuner og regioner som ansvarlige myndigheder at indrette deres

opgaveløsning efter de til enhver tid gældende regler på området. I den forbindelse

påhviler det myndigheden at indrette sin opgaveløsning efter reglerne, således som

de med sædvanlig juridisk metode skal fortolkes. Det forhold, at der i en vejledning

måtte være rejst en beklagelig tvivl om forståelsen af de gældende regler, fritager ikke

kommuner og regioner for forpligtelsen til at indrette sin opgaveløsning efter de gæl-

dende regler.

Jeg kan i den forbindelse generelt oplyse, at hvis en kommune eller region ikke vare-

tager de opgaver, de er blevet pålagt ansvaret for efter lovgivningen, er der to mulige

veje, man kan gå, hvis man bliver berørt heraf.

For det første kan en kommunes afgørelse om stofmisbrugsbehandling efter service-

lovens § 101 indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssik-

kerhed og administration på det sociale område.

For så vidt angår klageadgangen i konkrete i sager på sundhedsområdet, har jeg ind-

hentet bidrag fra Sundheds- og Ældreministeriet, som har oplyst følgende:

”Som borger har man mulighed for at klage over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige

virksomhed til Styrelsen for Patientsikkerhed efter reglerne i klage- og erstatningslo-

vens § 1.

Man har endvidere mulighed for at klage over autoriserede sundhedspersoners sund-

hedsfaglige virksomhed. Disse klager behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinær-

nævn efter reglerne i klage- og erstatningslovens § 2.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 876: Spm. om ministrene i forlængelse af samrådet den 18. august 2016 vil redegøre for, hvordan man sikrer, at regioner og kommuner overholder ansvarsfordelingen på psykiatri- og misbrugsbehandlingsområdet, og hvilke redskaber kan i den forbindelse tages i anvendelse, til sundheds- og ældreministeren og social- og indenrigsministeren

Såfremt en borger er indlagt på en psykiatrisk afdeling, kan klager over tvangsindlæg-

gelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen opfølgning

efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering,

anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig

skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt

oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under

Region Sjælland indbringes for Det Psykiatriske Patientklagenævn. Dette følger af lov

om anvendelse af tvang i psykiatrien § 35, stk. 1. Det er en betingelse for, at Det Psy-

kiatriske Patientklagenævn kan gå ind i sagen, at den udøvede tvang er foregået på

en psykiatrisk afdeling, hvor borgeren er/har været indlagt.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbage-

holdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyt-

telsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen og aflåsning af

døre i afdelingen kan indbringes for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Dette følger af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien § 37.

Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn, der vedrører tvangsbehandling,

anvendelse af fysisk magt, indgivelse af beroligende middel med magt, personlige

alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer

mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen kan indbringes

for Det Psykiatriske Ankenævn, jf. lov om anvendelse af tvang i psykiatrien § 38.

Uden for nævnenes kompetence falder klager over lægelig behandling, der ikke har

været forbundet med tvang. Sådanne klager behandles efter ovenstående regler i

klage- og erstatningsloven.

Klager over personalets adfærd i øvrigt rettes til sygehusmyndigheden. Dette gælder

også klager over mindre vidtgående tvangsindgreb, som fx fratagelse af knive og spiri-

tus.”

For det andet kan det kommunale og regionale tilsyn, som varetages af Statsforvalt-

ningen med ministeriet som øverste tilsynsmyndighed, være relevant i de sager, som

ikke kan behandles af Ankestyrelsen eller relevante klagemyndigheder på sundheds-

området.

Statsforvaltningen fører tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgiv-

ning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.

Statsforvaltningen kan ikke tage stilling til, om kommunernes dispositioner er rimelige

eller hensigtsmæssige, eller til spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet ud-

øves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Statsforvaltningen fører ikke tilsyn, i det omfang særlige klage- eller tilsynsmyndighe-

der kan tage eller har taget stilling til den pågældende sag.

Det er Statsforvaltningen selv, der beslutter, om der er tilstrækkeligt grundlag for at

rejse en tilsynssag.

Det kommunale tilsyn kan fx være relevant, hvor en kommune eller region træffer en

generel beslutning inden for området, som ikke er i overensstemmelse med lovgivnin-

gen, eller hvis en kommune eller region generelt ikke udfører en opgave, som kom-

munen eller regionen efter lovgivningen er forpligtet til at varetage.

Det kommunale tilsyn kan også være relevant, hvis en kommune ikke efterlever en

afgørelse fra en tilsyns- eller klagemyndighed som fx Ankestyrelsen eller relevante

klagemyndigheder på sundhedsområdet som følge af tilsynets såkaldte fogedfunktion.

Fogedfunktionen indebærer, at det påhviler Statsforvaltningen at reagere om fornø-

dent med fastsættelse af tvangsbøder, når en kommune eller region nægter at efterle-

ve en konkret bindende afgørelse fra en klagemyndighed.

Statsforvaltningen kan som led i tilsynet anvende tvangsbøder, jf. § 50 b i lov om

kommunernes styrelse, over for de ansvarlige medlemmer af kommunalbestyrelsen

og regionsrådet, ligesom der er mulighed for at annullere og suspendere en klart ulov-

lig kommunal eller regional beslutning, jf. § 50 a i lov om kommunernes styrelse.

Herudover er der mulighed for at anlægge erstatningssag mod et kommunalbestyrel-

ses- eller regionsrådsmedlem, som er ansvarligt for, at kommunen er påført et tab, jf.

§ 50 c i lov om kommunernes styrelse, og at frafalde at anlægge erstatningssag mod

et kommunalbestyrelses- eller regionsrådsmedlem mod indbetaling af erstatningsretlig

bod, jf. § 50 d i lov om kommunernes styrelse.

I praksis er det dog yderst sjældent nødvendigt at anvende de nævnte sanktioner.

Kommunalbestyrelser og regionsråd reagerer som helt klart udgangspunkt umiddel-

bart ved modtagelse af Statsforvaltningens vejledende udtalelse eller henvendelse om

manglende overholdelse af en afgørelse fra en tilsyns- eller klagemyndighed.

Retsgrundlaget for Statsforvaltningens tilsyn findes i kapitel VI i lov om kommunernes

styrelse (lovbekendtgørelse nr. 769 af 9. juni 2015) og §§ 30-32 i regionsloven (lovbe-

kendtgørelse nr. 770 af 9. juni 2015).

Ud over de nævnte sanktioner kan domstolene i medfør af § 61 i lov om kommuner-

nes styrelse pålægge bøder til kommunalbestyrelsesmedlemmer, der gør sig skyldig i

grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører.

Der er således etableret et system, der efter min opfattelse kan samle op på de tilfæl-

de – konkrete og generelle – hvor kommuner og regioner ikke varetager deres opga-

ver inden for området i overensstemmelse med lovgivningen.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann