SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 812: Spm. om kommentar til artiklen Advokat: Regioner kan ikke kræve patienterstatninger tilbage, der blev bragt på dr.dk den 13. august 2016, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Dato: 05-09-2016

Enhed: Primær Sundhed, Ældrepo-

litik og Jura

Sagsbeh.: DEPSIST

Sagsnr.: 1607343

Dok. nr.: 146814

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 21. juli 2016 stillet følgende spørgs-

mål nr. 757 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares ende-

ligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 757:

”Vil ministeren kommentere artiklen "Postbud fik 364.000 i erstatning og klagede

over for lille erstatning: Skal nu betale det hele tilbage" bragt på tv2.dk den 21. juli

2016 og i den forbindelse redegøre for, om ministeren generelt mener, at det er ri-

meligt, at patienter risikerer at skulle betale tilkendt erstatning tilbage?”

Svar:

Det er ikke muligt for mig at kommentere på enkeltsager. Min besvarelse vil derfor

tage udgangspunkt i en generel beskrivelse af reglerne.

Med baggrund i en redegørelse fra Ankenævnte for Patienterstatningen har jeg i min

besvarelse af 30. oktober 2015 på SUU alm. del spørgsmål nr. 8, og mit svar af 1. juni

2016 på spørgsmål S 1196 redegjort for regler og praksis i sager, hvor en afgørelse

ændres til ugunst for patienten.

Af mine tidligere besvarelser fremgår det blandt andet, at Patienterstatningen efter

reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og

erstatningsloven) træffer afgørelse om anerkendelse af ansvarsgrundlag og udmåling

af erstatning som 1. instans.

Sagerne forløber ofte sådan, at Patienterstatningen i sin første afgørelse anerkender,

at patienten er påført en erstatningsberettigende skade (ansvarsgrundlag). I nogle til-

fælde kan der i samme afgørelse tages stilling til en eller flere erstatningsposter. I an-

dre tilfælde omhandler den første afgørelse kun selve ansvarsgrundlaget og ikke no-

gen erstatningsposter.

Efterfølgende træffes der nye afgørelser om de resterende erstatningsposter, efter-

hånden som disse kan gøres op. Der kan i en anerkendt erstatningssag ofte være tale

om en række afgørelser truffet over en periode, som alt efter sagens konkrete om-

stændigheder kan strække sig over flere år. Det gælder for eksempel, hvis afgørelse

om en eller flere erstatningsposter må afvente afklaring af skadens omfang i medi-

cinsk og erhvervsmæssig henseende.

Afgørelser truffet af Patienterstatningen kan påklages til Ankenævnet for Patienter-

statningen inden for en frist på 3 måneder. Det følger af klage- og erstatningslovens

§ 35, stk. 2.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 812: Spm. om kommentar til artiklen Advokat: Regioner kan ikke kræve patienterstatninger tilbage, der blev bragt på dr.dk den 13. august 2016, til sundheds- og ældreministeren

I patienterstatningssager er der flere parter. Det er dels patienten selv, dels den

driftsansvarlige region/ kommune/ forsikringsselskab, som skal betale erstatningen,

hvis patienten påføres en erstatningsberettigende skade.

Begge parter har ret til at anke en afgørelse til Ankenævnet for Patienterstatningen,

og klagefristen gælder ens for begge parter. Det vil sige, at såvel patienten som regi-

onen/kommunen/ forsikringsselskabet kun kan påklage en afgørelse inden for 3 må-

neders fristen. Klager indgivet efter udløbet af klagefristen, afvises af ankenævnet.

Bestemmelsen i § 35, stk. 2, er fortolket og anvendt således, at klagefristen på 3 må-

neder gælder for hver afgørelse for sig.

Patienterstatningen anfører ved hver afgørelse en klagevejledning, hvoraf klagefri-

sten på 3 måneder fremgår. Patienterstatningen gør udtrykkeligt opmærksom på, at

ankenævnet kan ændre afgørelsen til ugunst for patienten, så denne i mindre omfang

eller slet ikke er berettiget til erstatning, og at patienten derfor helt eller delvist skal

betale erstatningen tilbage. Tilbagebetaling kommer på tale, hvis regionen/ kommu-

nen/ forsikringsselskabet beslutter at kræve det.

Når Patienterstatningen træffer en ny afgørelse om en erstatningspost i en sag, hvor

der tidligere er anerkendt en behandlingsskade, indebærer det ikke, at klagefristen

for tidligere afgørelser i sagen forlænges, således at der ”lukkes op for” en ny klage-

adgang for tidligere trufne afgørelser. Dette gælder for alle sagens parter, også for

eksempel en region.

Det forhold, at en erstatningssag ofte omfatter flere afgørelser fra Patienterstatnin-

gen, indebærer heller ikke, at der løber en ny klagefrist for de erstatningsposter, der

er opgjort ved tidligere afgørelser. Man kan med andre ord ikke vente med at klage

over tidligere afgørelser, til den sidste afgørelse i sagen er truffet.

Det ovenfor anførte indebærer imidlertid ikke, at Ankenævnet for Patienterstatnin-

gen er forhindret i at tage stilling til ansvarsgrundlaget i en afgørelse, selvom der ikke

er indgivet klage over dette inden for klagefristen. Det følger af Højesterets dom af

10. februar 2005 (U2005.1520H).

Heri blev det fastslået, at ankenævnet er berettiget til at omgøre såvel den påankede

afgørelse (om en eller flere erstatningsposter) som den tidligere, ikke påankede afgø-

relse om fastlæggelse af erstatningspligten, til skade for klager, såfremt nævnet ved

sin vurdering af sagen måtte komme frem til, at afgørelsen er urigtig.

I sager, hvor der alene er klaget rettidigt over en senere afgørelse om erstatningsud-

måling, påser ankenævnet af egen drift, at også den grundlæggende vurdering af an-

svarsgrundlaget er materielt rigtig.

Hvor ankenævnet i særlige tilfælde på grundlag af grundige lægelige og/eller juridiske

overvejelser vurderer, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade,

ændrer ankenævnet den første ansvarsafgørelse til skade for patienten, selv om den-

ne afgørelse ikke er påklaget af nogen af parterne. Dette følger reglen om reformatio

in pejus.

I disse tilfælde fører ankenævnets afgørelse til, at patienten ikke er berettiget til den

erstatning, Patienterstatningen har opgjort. Det gælder også afgørelser, hvor Patient-

Side 2

erstatningen har tilkendt erstatning, men som aldrig er blevet anket af nogen af par-

terne.

Der har i den seneste tid har været en øget opmærksomhed om denne type sager.

Som jeg tidligere har givet udtryk for, er jeg parat til at tage en generel drøftelse af

retsstillingen. Jeg forventer at invitere sundhedsordførerne for Folketingets partier til

møde herom i løbet af efteråret.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Signe Struberga

Side 3