SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 790: Spm. om at uddybe, hvorledes ministeren sikrer, at forældre/patienter får tilstrækkelig og korrekt information om de muligheder, der i dag eksisterer for afprøvning af en kugledyne før medicin, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 06-09-2016

Enhed: Primær Sundhed, Ældrepo-

litik og Jura

Sagsbeh.: SUMLFI

Sagsnr.: 1607774

Dok. nr.: 150765

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 10. august 2016 stillet følgende

spørgsmål nr. 790 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra May-Britt Kattrup (LA).

Spørgsmål nr. 790:

”Som opfølgning på samrådet den 24. juni 2016 om behandling af børn og unge

med særligt søvnbesvær og efter henvendelser fra forældre, der tilsyneladende

ikke informeres om mulighederne for kugledyne, bedes ministeren uddybe,

hvorledes ministeren sikrer, at forældre/patienter får tilstrækkelig og

korrekt information om de muligheder, der i dag eksisterer for afprøvning af en

kugledyne før medicin.”

Svar:

Som jeg også gav udtryk for på samrådet, har jeg helt overordnet tiltro til, at kommu-

ner og regioner selvfølgelig lever op til deres ansvar for, at borgerne har adgang til de

behandlingsredskaber og hjælpemidler, som de har behov for og ret til efter lovgiv-

ningen.

Hvis der måtte være tvivl om, hvorvidt det er kommunen eller regionen, der er an-

svarlig for at udlevere et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab til en patient eller

en borger, er det den myndighed, der har tættest kontakt til borgeren, der i første

omgang skal udlevere redskabet.

Og så må myndighederne efterfølgende indbyrdes finde ud af, hvem der er ansvarlig

for betalingen. Dette fremgår at det såkaldte afgrænsningscirkulære, jf. cirkulære nr.

9079 af 22. februar 2013 om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften

afholdes af sygehusvæsenet.

Som jeg også gav udtryk for på samrådet, er jeg imidlertid klar over, at der kan være

brug for at tydeliggøre dette ansvar yderligere for at sikre, at borgere ikke risikerer at

komme i klemme i myndighedernes diskussioner om, hvem der har leverings- og be-

talingsforpligtelsen.

./.

Derfor har Sundheds- og Ældreministeriet – som jeg også lovede på samrådet – den

1. juli 2016 sendt Danske Regioner en orientering om de gældende retningslinjer for

afgrænsning af behandlingsredskaber og hjælpemidler. Orienteringen er vedlagt.

Generelt set er det væsentligt at være opmærksom på, at kugle- og kædedyner kan

være såvel behandlingsredskaber, hvortil regionerne har leverings- og betalingsan-

svaret som hjælpemidler, hvortil kommunerne har leverings- og betalingsansvaret.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 790: Spm. om at uddybe, hvorledes ministeren sikrer, at forældre/patienter får tilstrækkelig og korrekt information om de muligheder, der i dag eksisterer for afprøvning af en kugledyne før medicin, til sundheds- og ældreministeren

Hvorvidt der i den konkrete situation vil være tale om, at en kugle- eller kædedyne

skal anses som et behandlingsredskab eller som et hjælpemiddel afhænger af den

sammenhæng, som dynen indgår i og de behov, som den skal afhjælpe.

Jeg kan desuden oplyse, at reglerne om informeret samtykke indebærer, at ingen be-

handling må indledes eller fortsættes uden patientens eller værgens informerede

samtykke. En forudsætning for dette samtykke er sundhedspersonens fyldestgørende

information. Patienten eller værgen har således ret til information om sin eller pati-

entens helbredstilstand og om de eksisterende behandlingsmuligheder.

I forhold til behandling af børn og unge med ADHD finder jeg det afslutningsvis væ-

sentligt at fremhæve, at det af Sundhedsstyrelsens ”Nationale kliniske retningslinje

for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge” af 23. maj 2014 fremgår, at

det er hensigtsmæssigt at begynde behandling med ikke-farmakologiske interventio-

ner hos børn med mindre grad af funktionsnedsættelse. Børn og unge med sværere

funktionsnedsættelse kan desuden have gavn af tillæg af farmakologisk behandling.

Kombinationen af indsatser bør basere sig på barnets eller den unges symptomer,

grad af funktionsnedsættelse og almene trivsel.

Sovemedicin er derfor ikke førstevalg i behandlingen af børn og unge med særlige

søvnproblemer fx som følge af ADHD.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Louise Filt

Side 2