Til Sundheds- og Ældreministeriet
Sundhedsdatastyrelsen
Ørestads Boulevard 5
2300 København S
www.sundhedsdata.dk
+45 7221 6800
Dato: 01. september 2016
Redegørelse om fejlaflevering af anbefalet brev indeholdende personoplysninger.
Sundhedsdatastyrelsen er blevet bedt om en redegørelse for sagen vedrørende et
fejlafleveret anbefalet brev indeholdende persondata. Brevet blev afsendt fra Statens
Serum Instituts Forskerservice. Brevet var adresseret til Danmarks Statistik, men blev i
februar 2015 afleveret af Post Danmark til Chinese Visa Application Centre, en privat
virksomhed der formidler visumansøgninger til Kina.
Redegørelsen skal bl.a. indeholde følgende:
A. Beskrivelse af sagsforløbet (kronologisk fremstilling)
B. Information om baggrunden for SSI’s fremsendelse af personnumre og
helbredsoplysninger til Danmarks Statistik
C. Redegørelse om, hvilke tiltag Sundhedsdatastyrelsen har taget som led i
håndteringen af sagen og i øvrigt med henblik på at sikre en mere professionel
sagsbehandlingspraksis
D. Information om, hvorledes sagsbehandlingen og udlevering af data foregår i
dag (til Danmarks Statistik såvel som til andre)
Nedenfor følger Sundhedsdatastyrelsens redegørelse for den konkrete sag.
Sundhedsdatastyrelsen udarbejder redegørelsen, da Forskerservice blev overført fra
Statens Serum Institut til Sundhedsdatastyrelsen ved etableringen af
Sundhedsdatastyrelsen i november 2015. Indtil 2012 var Forskerservice en del af
Sundhedsstyrelsen.
Redegørelse
Sundhedsdatastyrelsen skal indledningsvis beklage, at personfølsomme data blev
fremsendt ukrypteret til Danmarks Statistik og dermed potentielt kunne være kommet
til uvedkommendes kendskab. Der var tale om en utilstrækkelig praksis, som burde
have været ændret før denne hændelse.