Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 29. juni 2016
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh.: DEPRSS
Sagsnr.: 1606121
Dok. nr.: 112208
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 1. juni 2016 stillet følgende spørgs-
mål nr. 646 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 646:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke sundhedspersoner, som er ansvarlige for behand-
lingen med assisteret reproduktion, der kan foretage vurderingen af evnen til at dra-
ge omsorg for et kommende barn, herunder om andre end læger kan foretage denne
vurdering og sidste ende afvise at indlede behandling med assisteret reproduktion?”
Svar:
Det følger af § 6a i lov om assisteret reproduktion, at hvis den sundhedsperson, som
er ansvarlig for behandlingen med assisteret reproduktion, vurderer, at der er tvivl
om en enlig kvindes eller et pars evne til at drage fornøden omsorg af barnet efter
fødslen, skal sundhedspersonen med den enlige kvindes eller parrets samtykke an-
mode Statsforvaltningen om at træffe afgørelse om, hvorvidt der kan iværksættes
behandling med assisteret reproduktion. Ved manglende samtykke fra den enlige
kvinde eller parret til videregivelse af oplysninger til Statsforvaltningen skal sund-
hedspersonen afvise at indlede behandling med assisteret reproduktion.
Begrebet sundhedsperson afgrænses som i sundhedslovens § 6, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1202 af 14. november 2014, hvoraf det fremgår, at der ved sundhedsperson for-
stås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning (autorisationsloven)
til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar.
I praksis er den ansvarlige sundhedsperson for behandlingen med assisteret repro-
duktion oftest en læge eller jordemoder.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
/
Rikke Skadhauge Seerup