Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del
Offentligt
1645242_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 13-06-2016
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh.: DEPKNI
Sagsnr.: 1605307
Dok. nr.: 111153
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 29. april 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 558 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 558:
”Vil ministeren oplyse, hvor mange procent, der efter et indgreb med botox i blæren,
ikke kan tisse selv men må anvende et kateter til selvtømning? Vil ministeren
desuden oplyse, om problemet med ikke at kunne tisse selv efter et indgreb med
botox strækker sig over kortere eller længere tid hos den enkelte?”
Svar:
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen,
som oplyser følgende:
”Den ønskede effekt af Botox-behandlingen er at lamme blæremuskelen helt eller
delvist. Graden af lammelse afhænger af dosis og kan være fra komplet lammelse af
blæremuskulaturen til delvis lammelse. Både ved høj og lav dosis ses henholdsvis
uventet dårlig/utilstrækkelig respons og ’for effektiv’ effekt, det vil sige at
blæremuskelen lammes henholdsvis mindre eller mere end forventet. Dette kan ikke
forudses.
Botox-behandling i blæren fører til reversibel (forbigående) lammelse af
blæremusklen, der mediant varer ca. 7 måneder, med variation mellem ca. 3 og 12
måneder. Herefter fungerer blæren som før. Lammelsen kan være komplet eller
delvis, hvilket i stor grad styres af dosis, således at 300 i.e. giver komplet lammelse,
200 i.e. næsten komplet – og dermed behov for at selvkateterisere (RIK) - mens doser
derunder (150, 100 og 50 i.e.) som regel ikke giver betydende tømningsproblemer.
Men både ved høj og lav dosis ses henholdsvis uventet dårlig/utilstrækkelig respons
og ’for effektiv’ effekt. Dette kan ikke forudses, men specielt hos patienter med ønske
om at opretholde ’egen tømning’ kan man starte at behandle med lav dosis og øge
dosis til man opnår ønskede effekt.
Det er ønskeligt at opnå komplet lammelse hos nogle patienter, fx patienter med
rygmarvsskade og sklerose. I den anden gruppe, hvor komplet lammelse ikke er
ønskeligt, ses komplet lammelse hos <1% ved behandling med almindelig lav
dosering.
Som nævnt tidligere anvendes behandlingen hos to hovedpatientkategorier:
1.
Neurogen overaktiv blæremuskel (NDO ) udløst af kendt nervesygdom, fx
rygmarvsskade og sclerose). I denne patientgruppe tilstræber man normalt
at lamme blæren fuldt, med høj Botox dosis.
 SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 558: Spm. om, hvor mange procent, der efter et indgreb med botox i blæren, ikke kan tisse selv men må anvende et kateter til selvtømning, til sundheds- og ældreministeren
2.
Idiopatisk overaktiv blæremuskel (IDO) det vil sige overaktiv blæremuskel
uden kendt årsag. I denne patientgruppe tilstræber man at opretholde
normal tømningsevne ved kun at lamme delvist blæremuskelen, og de
patienter behandles med en forholdsvis lav Botox dosis.
Patienter med NDO er som oftest svært plaget af urininkontinens, der kan være
meget betydelig, og med volumen på mere end 1 liter pr. dag, dette er selvsagt svært
socialt belastende. Meget ofte har disse patienter foruden urininkontinens samtidig
tømningsproblemer grundet nervesygdommen, og anvender derfor kateter (RIK, Ren
Intermitterende Kateterisering) i forvejen. Man vælger derfor ofte høj dosis, som
oprindelig var 300 i.e., nu rekommanderes 200 i.e. som start, idet man normalt
tilstræber at lamme blæren fuldt, opnå bedst mulig kontinens og opretholde RIK. I en
undersøgelse fra Rigshospitalet blev ca. 85% fuldt kontinente. Litteraturen er
forenelig hermed, men succesraten i reglen lidt lavere. Hos nogle viser behandlingen
med tiden aftagende effekt. Det er uvist hvorfor.
Patienter med IDO har som oftest mindre udtalt urininkontinens volumenmæssigt,
men er ligeledes svært socialt plaget. Denne gruppe har normalt ikke
tømningsproblemer, og ønsker derfor at opretholde normal tømningsevne. Man
starter derfor normalt med 100 i.e., og vurderer effekten. Behandling medfører en
risiko for utilstrækkelig tømning, og dermed midlertidigt behov for RIK. Risikoen for
utilstrækkelig tømning er afhængig af definitionen, men totalt manglende
tømningsevne ses hos <1% ved denne dosis, mens øget resturin efter tømning er
hyppigere, og fx ses >200 ml resturin hos omkring 15%.”
Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Sundhedsstyrelsen.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
/
Kasper Østergaard Nielsen
Side 2