Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Sagsnr.
2016-3270
Dato
29-06-2016
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har d. 20. april 2016 stillet følgende spørgs-
mål nr. 506 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares ende-
ligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peder Hvelplund (EL).
Spørgsmål nr. 506:
”Vil ministeren redegøre for normeringerne pr. beboer med psykisk sygdom i botilbud
(servicelovens § 107 og § 108), fordelt på landsplan, regioner og kommuner for hvert
af årene 2007-2016?”.
Endeligt svar:
Socialstyrelsen har siden oversendelsen af det foreløbige svar på spørgsmål 506,
foretaget en konsolidering af data, hvor identificerede fejl i datagrundlaget er rettet.
Det vurderes imidlertid, at validiteten af normeringstallene ikke gør det muligt at tegne
et retvisende billede af den gennemsnitlige normering på baggrund af det foreliggende
data. Det er således ikke muligt på nuværende tidspunkt at oversende en opgørelse
over den gennemsnitlige normering pr. borger med psykiske vanskeligheder i botilbud
efter servicelovens § 107 og § 108, som der kan drages konklusioner ud fra med til-
strækkelig præcision.
Usikkerheden omkring normeringstallet formodes at skyldes, at dele af data er indbe-
rettet i overgangsperioden for tilsynsreformen 2014-2015 og hermed behæftet med
stor usikkerhed. Samtidig kan den efterspurgte gennemsnitlige normering for regioner
og kommuner variere markant, hvis nye tilbud oprettes eller ophører, eller hvis tilbud
på tværs af flere kommuner sammenlægges.
Det er tilbuddenes ansvar at indberette fyldestgørende og korrekt, og socialtilsynenes
opgave at kvalificere oplysningerne, inden de publiceres i Tilbudsportalen. Social-
styrelsen er i tæt dialog med socialtilsynene om, hvordan validiteten af oplysningerne i
Tilbudsportalen kan forbedres, herunder hvordan Socialstyrelsen kan understøtte
tilbuddene og socialtilsynene.
Som led i det løbende arbejde med den generelle datakvalitet har Socialstyrelsen
desuden gennemført en række understøttende tiltag bl.a. i form af automatisk kontrol
af en række af de oplysninger, der indberettes på Tilbudsportalen samt undervisnings-
og formidlingstiltag målrettet tilbud og socialtilsyn. Endvidere vil Socialstyrelsen frem-
adrettet udarbejde statusrapporter, der identificerer potentielle udfordringer, som soci-
altilsynene bl.a. kan belyse gennem stikprøvekontroller, med henblik på at kvalificere
oplysningerne om tilbuddene.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann