SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 457: Spm. om ministeren er af den opfattelse, at den gældende linje for tilsyn, der nu ligger i Styrelsen for Patientsikkerhed, fortsat er tilstrækkelig, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 3. maj 2016

Enhed: Primær Sundhed, Ældrepo-

litik og Jura

Sagsbeh.: DEPMHE

Sagsnr.: 1604635

Dok. nr.: 77981

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 5. april 2016 stillet følgende spørgs-

mål nr. 457 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).

Spørgsmål nr. 457:

”På trods af at det fremgår af vejledning nr. 9194 om medikamentel behandling

af børn og unge med psykiske lidelser, at det er en børne- og ungdomspsykiatrisk

speciallægeopgave at vurdere, om et barn eller en ung under 18 år

har behov for medikamentental behandling for en psykisk lidelse, oplyste ministerens

forgænger i et svar til Folketinget, at: "Hvis en voksenpsykiater har

børn i behandling, er dette ikke i sig selv grundlag for, at Sundhedsstyrelsen

underlægger den pågældende voksenpsykiater begrænsninger eller andre

sanktioner" (svar på spørgsmål 575 - SUU alm. del, 2014 - 15, 1. samling). Vil

ministeren oplyse, om ministeren deler denne opfattelse, og om den linje fortsat

er gældende for det tilsyn, der nu ligger i Styrelsen for Patientsikkerhed? ”

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Sundhedsstyrelsen, der har oplyst følgende:

”Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9194 fra 2013 fastslår, at det er en børne- og

ungdomspsykiatrisk speciallægeopgave at vurdere, om et barn eller en ung under 18

år har behov for medikamentel behandling af en psykisk lidelse. En praktiserende læ-

ge kan overtage den fortsatte medikamentelle behandling efter aftale med special-

lægen i børne- og ungdomspsykiatri.

Det fremgår også af vejledningen, at andre læger end børne- og ungdomspsykiatere

kan starte den medikamentelle behandling op i akutte tilfælde. Dette må dog kun ske

efter konference med en speciallæge i børne- eller ungdomspsykiatri.”

Den tidligere minister for sundhed- og forebyggelse gengiver i sit svar af 27. marts

2015 på SUU alm. del spørgsmål nr. 575 bl.a. følgende udtalelse fra Sundhedsstyrel-

sen:

”Sundhedsstyrelsens vejledninger er vejledende, men de er et af udgangspunkterne

for, hvordan sundhedspersonerne skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres

patientbehandling. En læge kan godt fravige en vejledning, hvis en sådan afvigelse er

velbegrundet i den konkrete behandlingssituation. Afvigelse fra vejledningen er ikke

nødvendigvis udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed fra lægens side,

men hvis en læge vælger at afvige fra Sundhedsstyrelsens vejledning, skal dette kun-

ne begrundes konkret.

Hvis en voksenpsykiater har børn i behandling, er dette ikke i sig selv grundlag for, at

Sundhedsstyrelsen underlægger den pågældende voksenpsykiater begrænsninger el-

SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 457: Spm. om ministeren er af den opfattelse, at den gældende linje for tilsyn, der nu ligger i Styrelsen for Patientsikkerhed, fortsat er tilstrækkelig, til sundheds- og ældreministeren

ler andre sanktioner. Det skal altid vurderes konkret om de pågældende behandlinger

er udtryk for omhyggelig og samvittighedsfuld lægegerning eller ej. Det skal under-

streges, at relevante faglige vejledninger fra Sundhedsstyrelsen altid vil være ud-

gangspunktet for vurderingen af en sundhedspersons konkrete faglige virksomhed.”

Styrelsen for Patientsikkerhed, der som bekendt har overtaget den tidligere Sund-

hedsstyrelsens opgave med at føre tilsyn med autoriserede sundhedspersoner, har

overfor mit ministerium oplyst, at styrelsen fortsat følger den praksis, som er skitse-

ret i svaret på SUU alm. del spørgsmål nr. 575.

Jeg kan dermed konstatere, at Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat tager udgangs-

punkt i vejledningen på området men vurderer, om en eventuel afvigelse fra vejled-

ningen i den konkrete behandlingssituation har været velbegrundet.

Dette forekommer mig umiddelbart at være en fornuftig og fagligt funderet praksis.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Mette Touborg Heydenreich

Side 2