SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 379: Spm. om de kliniske retningslinjer for knæartrose er opdaterede i forhold til den seneste videnskabelige evidens, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 31. marts 2016

Enhed: Primær Sundhed, Ældrepo-

litik og Jura

Sagsbeh.: SUMEER

Sagsnr.: 1603844

Dok. nr.: 49354

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 3. marts 2016 stillet følgende spørgs-

mål nr. 377 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 377:

”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 22. januar 2016 fra danske fysiotera-

peuter, jf. SUU alm. del – bilag 402 og herunder forholde sig til incitamentsstrukturen

i sundhedsvæsenet der fremmer operationer og kan være medvirkende til at be-

grænse den superviserede træning m.m.? ”

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Sund-

hedsstyrelsen, hvortil jeg kan henholde mig:

”I henvendelsen af 22. januar 2016 fra Danske Fysioterapeuter omtales Sundhedssty-

relsens retningslinje: ”Knæartrose – nationale kliniske retningslinjer og faglige visitati-

onsretningslinjer” fra 2012. I den forbindelse gives en kort orientering vedr. de natio-

nale kliniske retningslinjer, herunder implementering af retningslinjerne.

Med finansloven for 2012 blev der afsat 20 mio. kr. årligt i perioden 2012-2015, i alt

80 mio. kr., til udarbejdelse af ca. 50 nationale kliniske retningslinjer (NKR) i Sund-

hedsstyrelsen. Projektperioden er i mellemtiden blevet forlænget til medio 2016. Per

15. marts 2016 er der publiceret 33 retningslinjer, som alle findes på Sundhedsstyrel-

sens hjemmeside,

www.sst.dk.

De nationale kliniske retningslinjer er karakteriseret ved at være tværfaglige og tvær-

sektorielle og fokuserer på nedslagspunkter i patientforløbet, hvor fagfolk på områ-

det vurderer, at der er særlig behov for at afdække evidensen og lave evidensbase-

rede anbefalinger. Det er samtidig vigtigt at understrege, at de nationale kliniske ret-

ningslinjer ikke er én samlet behandlingsvejledning for et sygdomsområde, men inde-

holder anbefalinger for 8-10 udvalgte og velafgrænsede kliniske problemstillinger.

Det betyder, at retningslinjerne ikke står alene som anbefalinger for klinisk praksis,

men skal indarbejdes i landsdækkende, regionale og kommunale retningslinjer og in-

strukser på området.

Den kliniske retningslinje for knæartrose er udarbejdet i 2012, forud for ovenstående

bevilling, og er på daværende tidspunkt bygget på en systematisk litteratursøgning og

efterfølgende vurdering af den fundne, videnskabelige litteratur. Retningslinjen inde-

holder desuden to visitationsretningslinjer, som forholder sig til, hvordan patienten

skal henvises, herunder hvilke kriterier der bør være opfyldt. Der er på nuværende

tidspunkt ikke lavet en plan for opdatering af den pågældende retningslinje.

I forhold til implementering af de publicerede nationale kliniske retningslinjer, er

dette et regionalt og kommunalt ansvar. For at understøtte implementeringen har

SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 379: Spm. om de kliniske retningslinjer for knæartrose er opdaterede i forhold til den seneste videnskabelige evidens, til sundheds- og ældreministeren

Sundhedsstyrelsen dog udarbejdet en implementeringshåndbog, som indeholder

konkrete forslag til, hvordan regioner og kommuner kan iværksætte lokale initiativer

for at fremme implementeringen. Håndbogen er tilgængelig på Sundhedsstyrelsens

hjemmeside, hvor der også findes information om den valgte metode, kommissorier

til de enkelte retningslinjer og referater fra møder i det Nationale Udvalg for de natio-

nale kliniske retningslinjer. Implementering af retningslinjerne drøftes desuden lø-

bende på møder i det Nationale Udvalg samt i Styregruppen for de nationale kliniske

retningslinjer.

Det anføres desuden i notatet fra Danske Fysioterapeuter, at

”for borgere, som er ud-

redt i hospitalsregi og efterfølgende bliver tildelt en genoptræningsplan, har kommu-

nen ifølge Sundhedslovens § 140 pligt til at tilbyde gratis genoptræning. Det er imid-

lertid ikke alle kommuner, der følger denne del af lovgivningen. Fx vælger man i Sla-

gelse Kommune at tilbyde gratis deltagelse i GLAD-forløb til særligt udsatte borgere

med en genoptrænings-plan, mens andre borgere med genoptræningsplaner henvises

til privat praksis og dermed pålægges egenbetaling”.

Patienter der udskrives fra stationært afsnit, ambulatorium eller akut modtageafsnit

har retten til en genoptræningsplan efter sundhedslovens § 84, såfremt der på ud-

skrivningstidspunktet er taget lægelig stilling til, at patienten har behov for genoptræ-

ning eller rehabilitering. Kommunalbestyrelsen har i henhold til sundhedslovens §

140, ansvaret for at tilbyde genoptræning vederlagsfrit på grundlag af den lægefag-

lige vurdering af genoptræningsbehovet, som er indeholdt i genoptræningsplanen.

Sundhedslovens § 140, stk. 3 fastlægger, at kommunerne kan tilbyde genoptrænin-

gen ved egne institutioner eller ved indgåelse af aftale herom med regionsråd, andre

kommunalbestyrelser eller private institutioner. Det er kommunen, der visiterer pati-

enten til de konkrete indsatser jf. vejl. 9759 af 08-10-2014.

Jf. vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner,

afsnit 13.1, kan patienter, der har været vurderet lægefagligt ved udskrivelse, klage til

Patientombuddet over den lægefaglige vurdering af patientens genoptræningsbehov,

og den evt. sundhedsfagligt begrundede tidsfrist for opstart af indsatsen. En patient

kan også klage over den lægefaglige vurdering af patientens genoptræningsbehov i

situationer, hvor en læge ikke finder, at patienten har et genoptræningsbehov efter

udskrivning fra et sygehus – og dermed heller ikke har behov for en genoptrænings-

plan. En patient kan desuden klage over sundhedspersoners faglige virksomhed i for-

bindelse med udførelsen af genoptræningen, herunder klage over hvorvidt genop-

træningsydelsen svarer til almindelig anerkendt faglig standard, og om sundhedsper-

sonen har udvist omhu og samvittighedsfuldhed. Patienten kan endvidere klage til

Patientombuddet over kommunens vurdering af, om patienten skal have genoptræ-

ning på basalt eller avanceret niveau, når patienten har fået en genoptræningsplan til

almen ambulant genoptræning. Klager over serviceniveauet, herunder manglende

overholdelse af tidsfrist, ventetider og organiseringen af genoptræning, i forhold til

genoptræning, der ydes af kommunen efter udskrivning fra sygehus, skal rettes til

den kommune, der yder genoptræningen.”

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Erich Erichsen

Side 2