Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 22. marts 2016
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh.: DEPPRR
Sagsnr.: 1603793
Dok. nr.: 44396
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 1. marts 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 372 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).
Spørgsmål nr. 372:
”I forlængelse af svar på SUU alm. del - spørgsmål 166 bedes ministeren sende
udvalget en oversigt over, hvor man i det danske sundhedsvæsen i dag benytter sig af
immunterapi som led i behandlingen af visse kræftsygdomme, hvilke specifikke
kræftsygdomme der er tale om, samt hvilke behandlingsresultater man har set på
hver enkelt af de pågældende kræftformer?”
Svar:
Ministeriet har til brug for min besvarelse anmodet om bidrag fra Sundhedsstyrelsen,
der oplyser følgende:
”Kroppens immunforsvar er normalt i stand til at beskytte mod fremmede eller
unormale celler, herunder også kræftceller som genkendes som fremmede celler. Når
immunforsvaret ikke er i stand til at beskytte kroppen tilstrækkeligt ved at ødelægge
kræftcellerne, skyldes det, at kræftcellernes har forskellige mekanismer til at modstå
immunforsvaret.
Immunterapi-behandling er et meget specifikt forsøg på at styrke immunforsvarets
evne til at genkende og angribe kræftcellerne og svække kræftcellernes evne til at
forsvare sig. Immunterapi som behandling kan således være baseret på mange
forskellige typer af specifikke mekanismer.
Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at nogle former for immunterapi anvendes som
standardbehandling af visse kræftsygdomme, blandt andet ved modermærkekræft,
nyrekræft, og visse typer af lungekræft. For andre grupper af kræftsygdomme mang-
ler man stadig mere viden om behandlingen og effekten heraf. Der er som følge heraf
igangsat en række forskningsprotokoller med immunterapi med henblik på at under-
søge effekten.
Immunterapi som standardbehandling anvendes hovedsageligt på Aarhus Universi-
tetshospital, Odense Universitetshospital og Herlev Hospital. Forsøgs- og
eksperimentel behandling af kræft med immunterapi foregår hovedsagligt ved de
Kliniske Forskningsenheder og Enheder for Eksperimentel Kræftbehandling.
Der er indenfor de seneste år sket en stor udvikling inden for immunterapi som led i
behandling af kræftsygdomme. I løbet af de kommende år forventes det, at der
markedsføres en række nye lægemidler til immunterapibehandling, hvoraf nogle af
disse vil være til kræftbehandling.