Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 2. februar 2016
Enhed: Sundhedsøkonomi
Sagsbeh.: DEPMNH
Sagsnr.: 1601465
Dok. nr.: 5136
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 5. januar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 192 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 192:
”I december måned har der været omtale af, at tidsplaner og budgetter for de nye
supersygehuse skrider, og at man ender med nye sygehuse, der ikke vil være markant
bedre end de tidligere. Der henvises bl.a. til artiklen ”Eksperter om nye supersygehu-
se: De er ikke meget bedre end de gamle”, der blev bragt på jyllands-posten.dk den
26. december 2015. Vil ministeren på den baggrund redegøre for de forskellige regi-
oners prioriteringer, udskudte mål, besparelser samt hvis ansvar det er, at man ikke
får de sygehuse, der var stillet i udsigt?”
Svar:
Det er regionerne, der som bygherrer har ansvaret for inden for den økonomiske
ramme for hvert af de 16 kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier at etablere et fuldt
funktionsdygtigt sygehus, som er tidssvarende når det bliver ibrugtaget – både i.f.t.
kvalitet og kapacitet. Jeg mener dog ikke, der er belæg for at sige, at vi ikke får de sy-
gehuse vi var stillet i udsigt.
Da den tidligere VK-regering tilbage i 2007 aftalte med regionerne at foretage en hi-
storisk omlægning af den danske sygehusstruktur, var det afgørende at samle læge-
faglige specialer i større enheder for at sikre samme høje behandlingskvalitet i hele
landet. Det var afgørende at skabe fælles akutmodtagelser med speciallæger i front
for at sikre, at man får den rigtige diagnose og kommer i behandling uden unødig
ventetid. Og det var afgørende at etablere enestuer i de nye byggerier, bl.a. for at
mindske risikoen for infektioner og give bedre mulighed for privatliv under indlæggel-
sen.
Ifølge planen vil de 21 fælles akutmodtagelser fra Bornholm til Hjørring være etable-
ret i 2020 og alle nye stuer i de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier vil være ene-
stuer. Regionerne vurderer i deres indberetninger til Sundheds- og Ældreministeriet,
at alle projekter realiseres inden for rammerne af de endelige tilsagn, herunder den
økonomiske totalramme. Desuden etableres der - trods omprioriteringer i en række
projekter - generelt de funktioner der er aftalt i forbindelse med endeligt tilsagn.
Endelig skal det nævnes, at den forventede omlægning på en række områder fra ind-
læggelser til ambulant behandling skrider frem hurtigere end forventet, bl.a. fordi vi
med de nye fælles akutmodtagelser, der allerede er etableret, kan få stillet diagnosen
og startet behandlingen hurtigere end tidligere. Det giver mere sundhed for pengene,
så vi også i fremtiden har råd til et offentligt sundhedsvæsen af høj kvalitet med fri og
lige adgang for alle.