Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 22. december 2015
Enhed: Primær Sundhed,
Ældrepolitik og Jura
Sagsbeh.: DEPASO
Sagsnr.: 1505562
Dok. nr.: 1848938
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 26. november 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 135 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karin Nødgaard (DF).
Spørgsmål nr. 135:
”Vil ministeren kommentere Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes
håndtering af magtanvendelsesreglerne over for borgere med demens fra november
2015 og Ankestyrelsens anbefalinger til kommunerne?”
Svar:
I Ankestyrelsens ”Undersøgelse af kommunernes håndtering af
magtanvendelsesreglerne overfor borgere med demens” har jeg, som
ressortansvarlig minister for indsatser over for borgere med demens, især hæftet mig
ved, at flere kommuner vurderer, at der, særligt blandt det udførende personale, er
behov for mere viden om brug af magtanvendelse og forståelse for formålet,
vigtigheden og konsekvensen af registreringen.
Derudover har jeg hæftet mig ved, at flere kommuner peger på, at plejepersonalet
har vanskeligt ved at vurdere, hvor grænsen går mellem omsorg og magtanvendelse,
og derfor kan være i tvivl om, hvorvidt der er tale om magtanvendelse eller ej. På den
baggrund vurderer flere kommuner, at ikke alle magtanvendelsesindgreb bliver
indberettet.
Som sundheds- og ældreminister finder jeg det helt afgørende, at vi tager ordentlig
hånd om borgere med demens og deres behov. Ankestyrelsens undersøgelse viser, at
medarbejderne på plejecentrene hver dag står overfor komplekse problemstillinger,
når de skal yde pleje og omsorg til demente borgere. Undersøgelsen viser, at
afvejningen af borgerens ret til at bestemme over eget liv på den ene side og
omsorgspligten på den anden side, kan være svær for medarbejderne i de konkrete
plejesituationer.
Demensområdet er et af regeringens store fokusområder. Det er derfor, at vi har sat
os en målsætning om, at Danmark skal være et demensvenligt land, hvor mennesker
med demens kan leve et trygt og værdigt liv. Regeringen har netop sammen med
satspuljepartierne afsat 470 mio. kr. over fire år til en national handlingsplan for
demens 2025.
Handlingsplanen forventes blandt andet at sætte fokus på behovet for
kompetenceudvikling af de medarbejdere, der til dagligt har med demente borgere at
gøre. Her vil magtanvendelse overfor borgere med demens blandt andet kunne indgå
som element. Både i forhold til at forebygge brug af magtanvendelse og i forhold til
at registrere og indberette magtanvendelse.