SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1015: Spm. om, hvordan hhv. Schweiz, Storbritannien og USA har indrettet deres sundhedsvæsen med hensyn til systematisk efteruddannelse og certificering af speciallæger, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 17-10-2017

Enhed: Sygehuspolitik

Sagsbeh.: DEPKNI

Sagsnr.: 1609106

Dok. nr.: 196278

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 22. september 2016 stillet følgende

spørgsmål nr. 1015 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besva-

res. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S).

Spørgsmål nr. 1015:

”Ministeren bedes redegøre for, hvordan hhv. Schweiz, Storbritannien og USA

har indrettet deres sundhedsvæsen med hensyn til systematisk efteruddannelse og

certificering af speciallæger?”

Svar:

Til brug for min besvarelse af ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som

kan oplyse følgende:

”Til brug for Sundheds- og Ældreministeriets besvarelse af spørgsmål 1015 har Sund-

hedsstyrelsen indhentet bidrag fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som er ansvarlig

for autorisation af læger samt udsteder ret til selvstændig virke som læge og special-

lægeanerkendelser. Styrelsen for Patientsikkerheds bidrag indgår som en del af det

samlede bidrag fra Sundhedsstyrelsen i det følgende:

Det er for patienterne væsentligt, at læger og speciallæger vedligeholder og udvikler

kompetencer og et fagligt niveau, så opgaverne i sundhedsvæsenet varetages på et

professionelt niveau.

I Danmark vil en læge, der har gennemgået den formelle videreuddannelse og opnået

speciallægeanerkendelse, skulle vedligeholde, udvikle eller øge mængden af viden,

færdigheder og professionel opgavevaretagelse og relationer, som indgår i speciallæ-

gens ydelser overfor patienter, samfundet og inden for professionen selv. Kompeten-

cen til at vurdere behovet for dette er erhvervet gennem videreuddannelsen til spe-

ciallæge. Internationalt anvendes de to begreber ajourføring af kompetencer (CME

continuous medical education) og den løbende kompetencevedligeholdelse og udvik-

ling (CPD continuous professionel development).

Begge begreber beskriver sundhedspersoners individuelle behov for professionel ud-

vikling og en række faktorer i omgivelserne. Begreberne anvendes almindeligvis sy-

nonymt, som et overordnet begreb, der indeholder al supplerende indsigt, viden og

færdigheder, der tilgår en professionel efter denne har fuldført en formaliseret ud-

dannelse, som fører til erhvervsudøvelse.

I Danmark udstedes autorisation efter afsluttet lægevidenskabelig eksamen samt af-

læggelse af lægeløftet, og efter ansøgning i Styrelsen for Patientsikkerhed gives tilla-

delse til selvstændigt virke efter afsluttet og godkendt klinisk basisuddannelse samt

speciallægeanerkendelse efter afsluttet og godkendt speciallægeuddannelse. Tilladel-

sen til selvstændigt virke bortfalder ved det fyldte 75. år, men retten til at benytte

professionsbetegnelsen læge og retten til at betegne sig som speciallæge indenfor et

bestemt speciale bortfalder ikke.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1015: Spm. om, hvordan hhv. Schweiz, Storbritannien og USA har indrettet deres sundhedsvæsen med hensyn til systematisk efteruddannelse og certificering af speciallæger, til sundheds- og ældreministeren

Begrebet certificering kan forstås på forskellig måde og således dække over andre be-

tegnelser som autorisation, ”license to practice” og legitimation mv. afhængigt af,

hvordan det enkelte lands lovgivning er. Internationalt har landene således også op-

bygget forskellige systemer til registrering af læger på forskellige måder afhængig af

gældende lovgivning i landet. Der er således lande som Danmark, hvor der ikke er en

central lovbaseret recertificering system, og lande der har dette. Sundhedsmyndig-

hederne internationalt stiller også forskellige betingelser i forbindelse med recertifi-

cering, således kan der være forskelle i hvilke faglige krav, der stilles dokumentation

ved CME-point, bestået eksamen, supplerende uddannelseskrav i form af gennemfør-

sel af kurser mv., samt hvor hyppigt recertificering skal foregå, og hvem der finansie-

rer recertificeringen.

Indretningen i andre lande

Schweiz, Storbritannien og USA

Sundhedsstyrelsen kan inden for den givne svarfrist bidrage med følgende oplysnin-

ger om de tre pågældende lande, hvor der er etableret systemer - men forskellige - til

recertificering af læger.

Schweiz

I Schweiz findes ikke én organisation, der udsteder en tilladelse til at udføre lægeer-

hvervet, men dette foregår i de 26 kantoner (regioner/stater). Læger med egen prak-

sis skal have licens til at praktisere og læger ansat på sygehuse skal have en tilladelse

afhængig af lokale kantonale regler. Speciallæger er via den schweizske lovgivning

forpligtet til at udvikle deres faglige viden, færdigheder og kompetencer gennem livs-

lang uddannelse. Læger, som ikke følger sin videreuddannelsesmæssige forpligtelse

kan få en advarsel af de kantonale sundhedsmyndigheder, eller modtage en irette-

sættelse eller eventuelt en bøde. Recertificering af uddannelsesbeviser foretages af

de respektive faglige selskaber på vegne af SIWF. ”Schweizerisches Institut für ärztli-

che Weiter- und Fortbildung“.

Storbritannien

I Storbritannien blev der i december 2012 indført et ”revalideringssystem”, som GMC

(General Medical Council) forvalter. Læger med ”licence to pratice” skal recertificeres

(”revalidation”) hvert 5. år. Denne vurdering af den enkelte læge er baseret på:

en indstilling fra en såkaldt ”Responsible Officer” - almindeligvis en ansvarlig udpe-

get, der hvor lægen er ansat. Den pågældende indsender én af tre anbefalinger:

• en positiv tilbagemelding om at lægen er up to date og ”fit for practice”

• en indstilling om at udskyde recertificeringsprocessen, fordi der er brug for mere

tid eller flere oplysninger for at fremsætte en indstilling.

• en tilkendegivelse af manglende engagement, undladelse af at indgå i de årlige

vurderinger, ikke deltaget i lokale systemer og processer eller lignende, som er

iværksat for at støtte op om recertificeringssystemet.

Lægens aktive deltagelse i en vurderingsproces, hvor lægens skal kunne de-

monstrere at have reflekteret og samlet oplysninger om blandt andet efteruddannel-

se, kvalitetsforbedrende aktiviteter, feedback fra kollegaer, tilbagemeldinger fra pati-

enter og gennemgang af klager og ros.

Hvis lægen undlader at engagere sig i de lokale processer i certificeringssystemet eller

undlader at give oplysninger til GMC efter anmodning, kan GMC tilbagetrække læ-

gens ”licence to pratice”.

Side 2

USA

Sundhedsstyrelsen har ikke detaljeret kendskab til licens-procedurerne i de mange

stater i USA. Processen med at opnå en licens i USA - enten indledende licens eller en

efterfølgende licens i en anden stat – er ikke en simpel beskrivelse af én proces. Up-

to-date information om krav og regler på tværs af alle amerikanske stater opgøres år-

ligt og offentliggøres i ”State Medical Licensure Requirements and Statistics”.

Helt overordnet udstedes licens til at praktisere medicin af individuelle ”licensed

boards” og gennemførslen af en United States MedicalLicensing Examination® (USM-

LE) accepteres som bevis på, at en ansøger har kernekompetencer til at praktisere

medicin og således opfylder en for nationen fælles standard. Ved efterfølgende for-

nyelser af licensen er der ofte krav om beståelse af eksamener, og der er udviklet et

særligt marked for test og eksamener.

Parallelt med staternes licens procedurer findes en frivillig certificeringsproces hos

American Board of Medical Specialities (ABMS) og et ABMS Program for vedligehol-

delse af certificering (ABMS MOC®) blandt 24 forskellige råd. ”Board Certificering” er

forskellig fra tildelingen af en licens. Erhvervelse af en licens er baseret på minimum

kompetencekrav og er ikke speciale specifikke. Ved en ”Board Certificering” vurderes

en læges kompetencer og ekspertise i et bestemt speciale og/eller subspeciale og

ABMS – MOC programmet et system til sikring af en løbende kontinuerlig faglig ud-

vikling (CPD) inden for lægens kompetenceområder.

Sverige, Norge og Finland

Afslutningsvis kan Sundhedsstyrelsen supplerende oplyse, at for de tre nordiske lande

Sverige, Norge og Finland gælder, at i Sverige findes ingen krav om recertificering, og

der er ingen planer om at indføre dette. I Finland er der heller ikke etableret et sy-

stem med recertificering, men der er krav om at læger, speciallæger og andre sund-

hedspersoner opretholder og udvikler kompetencer og færdigheder således, at de

kan varetage professionernes opgaver. Det er her, som i Danmark arbejdsgiverne, der

skal følge og sikre at kompetencer og færdigheder vedligeholdes og udvikles på for-

svarlig vis til at opgaverne kan varetages. I Norge er der krav til recertificering i spe-

cialet almen medicin (praktiserende læger) hvert 5. år, men ikke i de øvrige specialer.

Recertificering bygger på aktivitetstid i specialet og et pointsystem for supplerende

uddannelsesaktiviteter.”

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Sundhedsstyrelsen.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Kasper Østergaard Nielsen

Side 3