SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1010: Spm. om redegørelse for tidsrammen for, hvornår patientskadeankenævnet kan omgøre en erstatningssag til ugunst for patienten, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 19-10-2016

Enhed: Primær Sundhed, Ældrepo-

litik og Jura

Sagsbeh.: DEPSIST

Sagsnr.: 1609014

Dok. nr.: 189444

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 21. september 2016 stillet følgende

spørgsmål nr. 1010 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besva-

res.

Spørgsmål nr. 1010:

”Ministeren bedes redegøre for tidsrammen for, hvornår patientskadeankenævnet

kan omgøre en erstatningssag til ugunst for patienten, og herunder opliste konkrete

eksempler.

Kan en patient risikere, når patienten f.eks. har ventet med at bruge sin erstatning de

tre måneder, hvor sagen kan påklages af andre, at patienterstatningen omgør afgø-

relsen, på trods af, at klagefristen er gået og patienten dermed i god tro, måske har

valgt at bruge sin erstatning? Mener ministeren, at det er rimeligt?”

Svar:

Idet jeg henviser til min besvarelse af 5. september 2016 af spørgsmål nr. 757 (Alm.

del), hvor jeg har redegjort for regler og praksis i sager, hvor en afgørelse om patient-

erstatning ændres til ugunst for patienten, kan jeg oplyse følgende:

Patienterstatningen træffer efter reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden

for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven) afgørelser om anerkendelse af an-

svarsgrundlag og udmåling af erstatning som 1. instans.

Sager, der omgøres, forløber ofte sådan, at Patienterstatningen i sin første afgørelse

anerkender, at patienten er påført en erstatningsberettigende skade. I nogle tilfælde

kan der i samme afgørelse tages stilling til en eller flere erstatningsposter. I andre til-

fælde omhandler den første afgørelse kun selve ansvarsgrundlaget og ikke nogen er-

statningsposter. Efterfølgende træffes der nye (del)afgørelser om de resterende er-

statningsposter, efterhånden som disse kan gøres op. Der kan i en anerkendt erstat-

ningssag være tale om en række afgørelser truffet over en periode, som alt efter sa-

gens konkrete omstændigheder kan strække sig over flere år. Det gælder for eksem-

pel, hvis afgørelse om en eller flere erstatningsposter må afvente afklaring af skadens

omfang i medicinsk og erhvervsmæssig henseende.

Patienterstatningens afgørelser kan påklages til Ankenævnet for Patienterstatningen

(tidl. Patientskadeankenævnet). Klagefristen er tre måneder og er fortolket og an-

vendt således, at den gælder for hver afgørelse for sig. I patienterstatningssager er

der flere parter. Det er dels patienten selv, dels den driftsansvarlige region, kommune

eller et forsikringsselskab, som skal betale erstatningen, hvis patienten påføres en er-

statningsberettigende skade.

Jeg kan anføre følgende tænkte eksempel på, hvordan en sag

kan

forløbe:

SUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1010: Spm. om redegørelse for tidsrammen for, hvornår patientskadeankenævnet kan omgøre en erstatningssag til ugunst for patienten, til sundheds- og ældreministeren

Patienterstatningen træffer afgørelse nr. 1 om, at der er påført en skade som følge af

behandling på et sygehus. På dette tidspunkt kan hverken godtgørelse eller erstatning

opgøres, fordi den helbredsmæssige situation ikke er stationær og/eller der for ek-

sempel mangler kvitteringer, arbejdsgivererklæringer, afklaringsforløb omkring pati-

entens erhvervsevne o.lign.

Denne afgørelse påklages ikke.

I takt med, at helbredssituationen afklares /og/eller Patienterstatningen får de mang-

lende oplysninger, er Patienterstatningen i stand til at træffe (del)afgørelser om er-

statningsudmålingen. For eksempel kan der ved afgørelse nr. 2 tilkendes 1.300 kr. i

erstatning for helbredelsesudgifter (faktiske udgifter) og 15.000 kr. i skønsmæssig

godtgørelse for svie og smerte.

Denne afgørelse påklages ikke.

Afgørelse nr. 3 vedrører for eksempel varigt mén, hvor patienten tilkendes godtgørel-

se på 125.000 kr.

Denne afgørelse påklages ikke.

Afgørelse nr. 4 angår for eksempel tabt arbejdstjeneste, hvor der tilkendes erstatning

på 85.000 kr.

Denne afgørelse påklages ikke.

I den sidste afgørelse nr. 5 vurderes erhvervsevnen til at være nedsat, og der tilkendes

500.000 kr.

Denne afgørelse påklages til Ankenævnet for Patienterstatningen.

Klagen kan indgives af:

patienten, der mener, at erhvervsevnetabserstatningen er fastsat for lavt;

regionen, der mener, at erhvervsevnetabserstatningen er sat for højt, eller at

patienten slet ikke er påført et erhvervsevnetab som følge af behandlings-

skaden (dette ses i et mindre antal tilfælde). I den forbindelse ses det i meget

få tilfælde, at regionen især gør gældende, at patienten slet ikke er påført en

skade ved behandlingen.

Ankenævnet tager i ankesagen stilling til den påklagede erstatningspost - erhvervsev-

netabserstatning. Afgørelsen kan gå ud på, at erhvervsevnetabserstatningen fasthol-

des, sættes op eller ned, herunder at patienten ikke har fået et erhvervsevnetab som

følge af den anerkendte behandlingsskade. Ankenævnet vurderer ikke de øvrige po-

ster og beløb, der tidligere er tilkendt af Patienterstatningen.

Ankenævnet påser dog altid af egen drift, at der faktisk er et ansvarsgrundlag (afgø-

relse nr. 1). I særlige tilfælde kan ankenævnet komme frem til, at skaden ikke kan til-

skrives behandlingen (afgørelse nr. 1). I disse tilfælde træffer ankenævnet i overens-

stemmelse med højesteretspraksis afgørelse om, at patienten ikke er påført en be-

handlingsskade, og ophæver de efterfølgende afgørelser, Patienterstatningen har

truffet (afgørelse nr. 2-5).

Da Patienterstatningens afgørelser i disse særlige tilfælde er blevet ugyldige og er

ophævet, er det op til regionerne (eller kommunerne eller forsikringsselskaberne) at

vurdere, om de vil kræve tilbagebetaling af de udbetalte beløb.

Side 2

En patient kan således principielt risikere at skulle tilbagebetale en allerede tilkendt

erstatning eller godtgørelse, indtil den sidste afgørelse i sagen er truffet, og klagefri-

sten af denne er udløbet.

Jeg kan godt forstå, at det kan føles urimeligt, hvis man skal tilbagebetale en erstat-

ning eller godtgørelse, som ingen af parterne har påklaget (afgørelse nr. 2-4).

Som jeg allerede tidligere har meldt ud, vil jeg tage initiativ til en generel drøftelse af

retsstillingen med sundhedsordførerne.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Signe Struberga

Side 3