Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015 - 9132
Doknr.
290796
Dato
16-12-2015
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 20.11.15 stillet følgende spørgsmål nr.
67 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 67:
”Med henvisning til ministerens svar på spørgsmål S 137 bedes ministeren oplyse om
værger udpeget af Statsforvaltningen for borgere med handicap, er forpligtet til holde
sig orienterede om kommunale sociale afgørelser for borgeren, og herunder at tage
stilling til om der skal klages over afgørelsen.”
Svar:
Idet Statsforvaltningen har ansvaret for at etablere værgemål og dermed fastlægge
hvilket ansvar, der påhviler en værge, har jeg bedt Statsforvaltningen afklare hvilken
forpligtelse en værge har til at holde sig orienteret om kommunale afgørelser.
Det påhviler altid værgen at holde sig orienteret om relevante afgørelser med relation
til den borger, hvis interesser værgen varetager. Det er dog samtidig vigtigt at holde
sig for øje, at der eksisterer forskellige typer af værgemål, og det har betydning for
værgens forpligtigelser.
Af hensyn til den borger, der etableres værgemål for, skal værgemålet afgrænses, så
det passer til borgerens konkrete og aktuelle behov. Et værgemål vil derfor kun omfat-
te personlige forhold, hvis der på afgørelsestidspunktet er et aktuelt behov for det.
Værgen har kun kompetence indenfor rammerne af værgemålet, og skal inden for
disse rammer varetage borgerens interesser. Omvendt må værgen som udgangs-
punkt kun orientere sig i de af borgerens forhold, der er omfattet af værgemålet.
Omfatter værgemålet personlige forhold, generelt eller specifikt i forhold til kommunale
afgørelser, er det værgens pligt at holde sig orienteret om de kommunale sociale af-
gørelser i relation til borgeren og herunder tage stilling til, om der skal klages over
afgørelsen.
Omfatter værgemålet ikke personlige forhold og bliver værgen opmærksom på, at der
er et behov for at søge om ydelser fra kommunen eller at klage over en kommunal
afgørelse, vil det være naturligt, at værgen søger Statsforvaltningen om en ændring af
værgemålet, så det fremadrettet også omfatter personlige forhold.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann