Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 6897
Doknr.
405526
Dato
26-10-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 20. september 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 434 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Rasmus Nordqvist (ALT).
Spørgsmål nr. 434:
”Hvordan mener ministeren, at Danmark lever op til FN’s bæredygtighedsmål 1 om
afskaffelse af fattigdom, herunder især tredje undermål om sikring af robuste sociale
sikkerhedsnet, når regeringen med sin 2025 plan igen har lagt op til øgede nedskæ-
ringer på overførselsindkomster?”
Svar:
Som nævnt i svar på SOU alm. del-spørgsmål nr. 417 (2015-16) skal arbejdet med
FN’s verdensmål ske i overensstemmelse med hvert enkelt lands nationale tilgang og
prioriteter samt nationale omstændigheder. Således skal Danmarks høje grad af lig-
hed tages i betragtning i denne forbindelse.
Hvad angår spørgsmålet om overførselsindkomsterne, er det regeringens mål, at flere
skal være en del af arbejdsfællesskabet. Den ambition hænger godt sammen med
FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
Regeringen har styrket den økonomiske tilskyndelse til at arbejde. Senest med Hel-
hedsplanen for et stærkere Danmark fra august 2016 er der fremlagt en række for-
slag, der vil styrke tilskyndelsen yderligere.
Det er også afgørende, at flere af de sociale indsatser bliver baseret på indsatser med
dokumenteret effekt. Det skal regeringens sociale mål bidrage til.
Regeringens sociale mål og skatte- og ydelsesreformer supplerer altså hinanden. En
vigtig del af regeringens 10 mål for social mobilitet er at få flere i arbejde. Regeringens
mål handler blandt andet om, at unge skal i uddannelse og job. Mange i gruppen
kommer fra familier med lav grad af beskæftigelse. Regeringens mål handler også
om, at flere med sociale problemer, psykiske vanskeligheder eller handicap skal være
en del af arbejdsfællesskabet.
For yderligere spørgsmål til Helhedsplanen og overførselsindkomster henvises til be-
skæftigelsesministeren.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann