Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 6514
Doknr.
390942
Dato
05-10-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 7. september 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 392 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 392:
”Med henvisning til SOU alm. del – svar på spørgsmål 367 bedes ministeren
redegøre for, om ministeren ser muligheder for en løsning på de praktiske
problemer og besværligheder, der kan opstå for personer med særlig adres-
se- og CPR-beskyttelse.”
Svar:
Særlig adressebeskyttelse har til formål at yde den bedst mulige beskyttelse af den
faktiske adresse i forhold til borgere, som på grund af persontrusler i forbindelse med
æresrelaterede eller samlivsrelaterede konflikter befinder sig i en meget udsat situati-
on. Der kan være tale om situationer, der kan udvikle sig meget alvorligt for offeret, og
hvor offeret ikke ser sig i stand til eller har mulighed for at sikre sig imod, at situationen
forværres.
Det kan oplyses, at på nuværende tidspunkt er ganske få personer registreret med
særlig adressebeskyttelse i CPR.
Særlig adressebeskyttelse indebærer, at de pågældendes faktiske bopælsadresse
ikke fremgår af CPR og derfor ikke videregives til myndigheder og virksomheder, som
aftager oplysninger om adresser fra CPR. Ordningen medfører derved en effektiv
beskyttelse af de pågældendes faktiske bopælsadresse.
Det forhold, at den faktiske bopælsadresse ikke fremgår af CPR, vil nødvendigvis
indebære, at de pågældendes kontakt med myndigheder og virksomheder ikke i alle
tilfælde opleves sædvanlig smidig og hurtig. I visse tilfælde vil de pågældende for-
mentlig også kunne opleve, at virksomheder afviser at indgå kreditaftaler eller abon-
nementsaftaler som følge af, at virksomheden ikke kan tilgå pågældendes adresse i
CPR.
For mig er det afgørende, at den særlige adressebeskyttelse, der tilbydes truede per-
soner, udgør et meget højt beskyttelsesniveau. Henset til formålet med den særlige
adressebeskyttelse er jeg på det foreliggende grundlag indstillet på, at beskyttelsen
indebærer, at de pågældendes kontakt med myndigheder og virksomheder ikke i alle
tilfælde vil blive oplevet sædvanlig smidig og hurtig.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann