Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 6419
Doknr.
368452
Dato
03-10-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 5. september 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 381 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 381:
”Rigsrevisionen konstaterer i sin beretning (21/2015) om anbragte børn, at Ankesty-
relsen ikke siden 2006 har gennemført praksisundersøgelser, der kunne give et bille-
de af, om kommunerne har levet op til kravene om tilsyn med det enkelte anbragte
barn, og at Social- og Indenrigsministeriet derfor ikke har haft systematisk viden om,
om hvorvidt anbragte børn har fået de personrettede tilsyn, og hvorvidt børnenes
handleplaner i den forbindelse er blevet gennemgået og opdateret på baggrund af
børnenes udvikling. Vil ministeren redegøre for, hvorfor man i så lang en årrække ikke
har lavet undersøgelser, der kunne dokumentere, om anbragte børn rent faktisk har
fået de lovbestemte, personrettede tilsynsbesøg? Spørgsmålet stilles på baggrund af
samrådet den 1. september 2016 om Rigsrevisionens beretning (21/2015) vedr. ind-
satsen over for anbragte børn, jf. SOU alm. del – samrådsspørgsmål P og Q.”
Svar:
Ankestyrelsens praksisundersøgelser er ét blandt flere redskaber til at indhente viden
om kommunernes praksis på området, men praksisundersøgelserne er ikke det ene-
ste redskab hertil. Ministeriet får også viden om praksis på området f.eks. gennem
Ankestyrelsens velfærdsundersøgelser, enkeltkommuneundersøgelser, anbringelses-
og underretningsstatistikken og gennem tilbagemeldinger fra Task Forcens arbejde i
kommunerne.
Det gælder også i forhold til kommunernes tilsyn med anbragte børn og unge. Anke-
styrelsen gennemførte i 2011-12 to undersøgelser for ministeriet om håndteringen og
organiseringen af både det personrettede og det driftsorienterede tilsyn i kommunerne
og om anbringelsesstedernes oplevelse af det kommunale tilsyn. Den viden, der er
indhentet fra disse undersøgelser og fra andre kilder, har indgået i ministeriets løben-
de udvikling af området. Ministeriet har sammen med KL bl.a. udarbejdet anbefalinger
til kommunerne om det gode tilsyn, ligesom emnet har været drøftet på de kommunale
ledernetværk. Desuden er en vigtig del af den såkaldte ”Sveriges-model”, som sats-
puljepartierne støttede udbredelsen af ved satspuljeaftalen sidste år, at der udføres en
tæt og løbende opfølgning på det enkelte barn og på indsatsen.
Ankestyrelsens praksisundersøgelser bygger på stikprøver at et mindre antal sager i
et mindre antal kommuner. Det er derfor ikke muligt med et redskab som praksisun-
dersøgelserne at få systematisk indblik i, hvorvidt alle kommuner overholder alle lov-
givningens krav. En sådan form for kontrol vil potentielt indebære et betydeligt bu-
reaukrati og forudsætte, at der afsættes betydelige ressourcer både til at foretage
løbende indberetninger og til at kvalitetssikre de indberettede oplysninger. Det vil efter