Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt
1670752_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 6419
Doknr.
368452
Dato
03-10-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 5. september 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 380 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 380:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke initiativer ministeriet konkret tog, da Ankestyrelsens
undersøgelse fra 2011 gjorde det klart, at kommunerne i 65 pct. af sagerne om flyt-
ning eller hjemgivelse af anbragte børn undlod at holde de lovpligtige samtaler med
børnene, inden der blev truffet afgørelse i sagerne? Hvordan har det daværende res-
sortministerium konkret reageret på sin viden fra denne undersøgelse, og hvilke kon-
sekvenser har det fået for de kommuner, der som undersøgelsen viste, ikke har gen-
nemført de lovpligtige børnesamtaler? Spørgsmålet stilles på baggrund af samrådet
den 1. september 2016 om Rigsrevisionens beretning (21/2015) vedr. indsatsen over
for anbragte børn, jf. SOU alm. del – samrådsspørgsmål P og Q.”
Svar:
Ankestyrelsens praksisundersøgelser er stikprøveundersøgelser af kommunale afgø-
relser og konkret sagsbehandling inden for et bestemt tema og omfatter et begrænset
antal sager, som ikke har været anket til og/eller behandlet i det administrative klage-
system. Den omtalte undersøgelse omhandlede i alt 81 sager fra 16 kommuner, hvor
der var truffet afgørelse om flytning eller hjemgivelse af unge over 12 år i perioden 1.
januar 2010 til 1. marts 2011.
Når Ankestyrelsen har gennemført en praksisundersøgelse, skal kommunalbestyrel-
serne i de kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, have forelagt og drøfte un-
dersøgelsen af kommunens praksis på området på et møde. Det sker for at sikre, at
kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune får kendskab til problemer og uregel-
mæssigheder i kommunens praksis, da det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre
overholdelsen af den gældende lovgivning. Det er således op til den enkelte kommu-
nalbestyrelse at tage stilling til, hvilke initiativer man lokalt vil iværksætte på baggrund
af resultaterne af en praksisundersøgelse, eller om undersøgelsen skal have konse-
kvenser i forhold til forvaltningen.
Med virkning fra 1. januar 2010 blev der desuden fastsat udtrykkelige regler i retssik-
kerhedsloven om, at Ankestyrelsen også kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal
orientere Ankestyrelsen om kommunalbestyrelsens behandling af undersøgelsen og
herunder om, hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til i
kommunen. Baggrunden for ændringen af reglerne var et ønske om at understrege
vigtigheden af, at de berørte kommunalbestyrelser i rimelig tid efter en praksisunder-
søgelse forholder sig til de problemer, undersøgelsen kan have påpeget.
Den viden, som bl.a. praksisundersøgelser og øvrige undersøgelser har givet ministe-
riet, har løbende givet anledning til at iværksætte relevante politiske initiativer på om-
SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 380: Spm. om, hvilke initiativer ministeriet konkret tog, da Ankestyrelsens undersøgelse fra 2011 gjorde det klart, at kommunerne i 65 pct. af sagerne om flytning eller hjemgivelse af anbragte børn undlod at holde de lovpligtige samtaler med børnene, inden der blev truffet afgørelse i sagerne, til social- og indenrigsministeren
1670752_0002.png
rådet. Som eksempel kan nævnes, at der med satspuljeaftalen for 2012 bl.a. blev
afsat midler til at styrke reglerne om handleplaner for unge, til børn og unges partsta-
tus i klagesager, og til at styrke Folketingets Ombudsmand og Børnerådets tals-
mandsfunktion. Med Overgrebspakken i satspuljeaftalen for 2013 blev der desuden
afsat midler til at styrke Task Forcen på børneområdet og til at permanentgøre det
kommunale ledernetværk, ligesom serviceloven blev ændret i forhold til reglerne om
børnesamtale og behandling af underretninger.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2