Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt
1661922_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 6003
Doknr.
383954
Dato
07-09-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 18. august 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 355 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Rune Lund (EL).
Spørgsmål nr. 355:
”Finder ministeren det hensigtsmæssigt, at navne- og adressebeskyttelse, sådan som
det fremgår på www.borger.dk, kun gælder ét år ad gangen?”
Svar:
Efter § 1, nr. 4, i CPR-loven (lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013), er ét af formå-
lene med loven at sikre, at oplysningerne i CPR på en hensigtsmæssig måde kan
videregives til offentlige myndigheder og private med en berettiget interesse heri.
Efter CPR-lovens § 28, stk. 1, har enhver ret til ved henvendelse til sin bopælskom-
mune at få navne- og adressebeskyttelse, således at vedkommendes navn og adres-
se i CPR, med visse i loven anførte undtagelser, ikke må videregives til private. Be-
skyttelsen bortfalder efter et år, medmindre vedkommende ønsker et tidligere bortfald,
eller kommunalbestyrelsen finder, at helt særlige forhold berettiger til en beskyttelse
for længere tid end ét år.
Muligheden for at få registreret navne- og adressebeskyttelse i CPR er en nem og
smidig løsning, hvor alle, der ønsker det, kan få registreret beskyttelsen i CPR for et år
ad gangen, uden at skulle redegøre for baggrunden herfor og uden en konkret be-
hovsvurdering fra kommunalbestyrelsens side.
Såfremt en borger ved udløbet af beskyttelsesperioden ønsker navne- og adressebe-
skyttelsen fornyet, er der ikke noget til hinder herfor, men borgeren skal selv fremsæt-
te anmodning herom.
Kommunalbestyrelsen kan herudover meddele en borger navne- og adressebeskyttel-
se for en længere periode, hvis kommunalbestyrelsen finder, at helt særlige forhold
berettiger til en beskyttelse for længere tid end ét år.
Det er min opfattelse, at der med den nuværende løsning er fundet en god balance,
hvor alle har mulighed for at få registreret navne- og adressebeskyttelse hurtigt og
uden en nærmere begrundelse, og hvor der samtidig er mulighed for at give en læn-
gere beskyttelsesperiode, hvis borgeren har et særligt behov herfor.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann