Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt
1650496_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 4324
Doknr.
361509
Dato
27-06-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 31. maj 2016 stillet følgende spørgsmål
nr. 305 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF) og Laura Lindahl (LA).
Spørgsmål nr. 305:
Vil ministeren indhente en redegørelse i sagen, jf. fortroligt alm. del - bilag 300, her-
under kommentere på, om ministeren mener, at der er taget højde for barnets tarv i
den konkrete sag? Mener ministeren, at det er muligt at skabe forbedringer i service-
loven, så hensynet til barnets tarv forbedres?
Svar:
Jeg forstår den konkrete sag sådan, at spørgsmålet om, hvorvidt der har været taget
højde for barnets tarv hovedsageligt vedrører, i hvilket omfang hensynet til barnets
tilknytning og relationer til plejefamilien, samt dennes indgående kendskab til barnet,
er blevet inddraget i en afgørelse om hjemgivelse fra plejefamilien til de biologiske
forældre.
Jeg har stor respekt for den indsats og omsorg, som plejefamilier yder over for udsatte
børn og unge, og den tid og de følelser, de investerer i disse børn. Det er plejefamili-
erne, som til daglig får viden og indtryk om barnet, dets situation og behov. Derfor er
der i servicelovens § 69, stk. 5, fastsat en pligt for kommunen til at inddrage og høre
anbringelsesstedet, når der træffes afgørelser om samvær, hjemgivelse og ændret
anbringelsessted. Anbringelsesstedets udtalelse skal indgå i sagens samlede vurde-
ring og tillægges passende vægt i kommunens afgørelse.
Der er for mig ingen tvivl om, at sager om særlig støtte til børn og unge indeholder
svære faglige skøn, bl.a. i forhold til balancen mellem hensynet til barnets bedste og
familiens retssikkerhed. Det er også en del af baggrunden for, at jeg mener, at vi
landspolitisk som udgangspunkt bør afholde os fra at gå ind i enkeltsager, der er et
fagligt og juridisk klage- og domstolssystem til at tage hånd om.
Som jeg læser sagen, er Ankestyrelsen således allerede blevet underrettet om kom-
munens afgørelse om hjemgivelsen af barnet for anden gang, men på tidspunktet for
henvendelsen til Social- og Indenrigsudvalget har Ankestyrelsen endnu ikke truffet en
afgørelse i sagen. Når der således er tale om en verserende sag, som er under be-
handling i klagesystemet, mener jeg ikke, at det er hensigtsmæssigt at indhente en
redegørelse.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 305: Spm. om at indhente en redegørelse i sagen, jf. fortroligt alm. del - bilag 300, til social- og indenrigsministeren
1650496_0002.png
Det er et grundlæggende princip i de gældende regler, at støtte efter serviceloven skal
ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal således
efter servicelovens formålsparagraf i § 46 sikre barnets tarv ved, at børn og unge og
deres familier, som har behov for særlig støtte, har de rette opvækstvilkår, så de kan
opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt vok-
senliv som deres jævnaldrende. Desuden gælder det, at hvis der er konflikt mellem
forældrenes interesser og hensynet til barnets bedste, skal der lægges afgørende
vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Jeg ser derfor ikke
anledning til en yderligere tydeliggørelse af reglerne på området.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2