SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 279: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 28/4-16 om hvorfor der er sket et fald i udgifterne til merudgiftsydelser, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir

Det talte ord gælder

Anledning:

Besvarelse af SOU samrådsspørgsmål N

Tid og sted: Torsdag den 28. april 2016

Social- og Indenrigsudvalget

Samrådsspørgsmål N stillet af Karina Adsbøl (DF)

”Vil ministeren forklare, hvorfor der er sket et fald i udgifterne til

merudgiftsydelser, herunder om ministeren kan være sikker på, at

kommunernes ændringer i deres vurderinger i sagerne ligger in-

den for intentionen i lovgivningen (jf. svar på SOU alm. del – spm.

15)? Hvordan kan ministeren være sikker på, at lovgivningens in-

tentioner efterleves, når handicaporganisationerne oplever, at

borgere ikke får den rette hjælp?”

SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 279: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 28/4-16 om hvorfor der er sket et fald i udgifterne til merudgiftsydelser, til social- og indenrigsministeren

Indledning

Tak for invitationen til samrådet her i dag.

Også tak til spørgeren for uddybningen af spørgsmålet, som vi

skal drøfte.

Ud fra spørgsmålets henvisning til svaret på SOU spørgsmål 15,

forstår jeg det sådan, at spørgsmålet handler om merudgiftsydel-

sen til børn i servicelovens § 41.

Jeg bliver først bedt om at forklare, hvorfor der er sket et fald i ud-

gifterne til merudgiftsydelsen, og i den forbindelse bliver jeg

spurgt, hvordan jeg kan være sikker på, at kommunernes ændrin-

ger i deres vurderinger i sagerne ligger inden for intentionen i lov-

givningen.

Jeg bliver desuden spurgt, hvordan jeg kan være sikker på, at

lovgivningens intentioner efterleves, når handicaporganisationerne

oplever, at borgere ikke får den rette hjælp.

Forklaring på fald i udgifterne til merudgiftsydelsen

Hvis vi starter med årsagerne til faldet i udgifterne til merudgifts-

ydelsen, så er det korrekt, at udgifterne har været faldende de se-

nere år.

Det samme gælder for antallet af modtagere og den gennemsnitli-

ge udgift pr. modtager.

Som jeg også nævnte i svaret på SOU spørgsmål 15, så er mit

ministerium ikke i besiddelse af oplysninger, der kan forklare år-

sagerne til faldet.

Men det er min vurdering, at udgiftsfaldet skyldes ændrede vurde-

ringer i kommunerne af den enkelte sag inden for lovgivningens

rammer.

Jeg kan naturligvis ikke være sikker på, at dette er hele forklarin-

gen, men forklaringen understøttes af tal fra Ankestyrelsen. Det

vender jeg tilbage til om lidt. Jeg kan i øvrigt også oplyse, at det er

en opfattelse som KL deler.

Det, at en kommune kan anlægge en ændret vurdering af en sag

uden nødvendigvis at bringe sig på kant med lovgivningen, hæn-

ger sammen med, at hver enkelt afgørelse om merudgiftsydelse

altid skal træffes ud fra en konkret og individuel vurdering.

For eksempel skal det altid vurderes konkret og individuelt, om de

udgifter, som en familie med et barn med funktionsnedsættelse

har til for eksempel befordring, kost eller tøj til barnet, rækker ud

over, hvad familier med – om jeg så må sige - raske børn har.

Lovgivningen tillægger altså kommunerne et vist råderum inden

for hvilket, de skal foretage vurderingen i den enkelte sag, og det

giver igen mulighed for kommunerne for at ændre vurderingerne

uden at overskride den lovgivningsmæssige ramme.

Og i en tid hvor der ikke er ubegrænsede midler til rådighed - hel-

ler ikke i kommunerne - må man nok se i øjnene, at kommunerne i

nogle sager ændrer deres vurderinger i skærpende retning.

Og det gælder – tror jeg – både vurderingen af, om familierne har

merudgifter, der overstiger lovens minimumsbeløb på 4.656 kr.

om året, og vurderingen af størrelsen på de enkelte merudgiftspo-

ster, der indgår i den samlede bevilling til den enkelte familie.

Dette, vurderer jeg, er i hvert fald en del af forklaringen på faldet

både i udgifterne til merudgiftsydelsen samlet set, faldet i antallet

af modtagere og faldet i gennemsnitsudgiften pr. modtager.

Ændrede vurderinger ligger inden for lovens intentioner

Hvis vi så går over til at se på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kan

være sikker på, at kommunernes ændringer i deres vurderinger i

sagerne ligger inden for intentionen i lovgivningen:

Jeg kan jo aldrig være 100 pct. sikker på, at alle afgørelser på det-

te område bliver truffet i overensstemmelse med intentionen i lov-

givningen.

Men ministeriet har ikke holdepunkter for at sige, at faldet i udgif-

ter til merudgiftsydelsen, faldet i antallet af modtagere og faldet i

gennemsnitsudgiften pr. modtager er udtryk for, at kommunerne

tilsidesætter lovgivningens intentioner. Eller med andre ord har vi

ikke holdepunkter for at sige, at kommunerne ikke handler inden

for det råderum, som de efter loven har fået tillagt.

Dette støtter jeg på tal fra Ankestyrelsen, som viser, at andelen af

ændrede sager om merudgiftsydelsen har ligget stabilt siden

2013.

Ankestyrelsens tal viser således, at ca. 10 pct. af det samlede an-

tal afgørelser om merudgiftsydelsen efter servicelovens § 41 i pe-

rioden fra juli 2013 til og med december 2015 har været ændrin-

ger.

Ydermere viser tallene, at hjemvisningsprocenten i perioden har

varieret inden for et spænd på mellem ca. 20 og 30 pct., mens

Stadfæstelsesprocenten har varieret inden for et spænd på mel-

lem ca. 60 og 70 pct.

Den stabile ændringsprocent siger mig, at selv om kommunerne

har ændret deres vurderinger i de enkelte sager i skærpende ret-

ning, ligger ændringerne inden for lovgivningens rammer.

Hvis kommunernes vurderinger var blevet for hårde, må man jo alt

andet lige gå ud fra, at Ankestyrelsens ændringsprocent i sagerne

var steget. Og det har som sagt ikke været tilfældet.

Jeg vil også gerne omkring hjemvisning sige, at en hjemvisning jo

ikke nødvendigvis er udtryk for, at kommunens afgørelse har væ-

ret i strid med loven. En hjemvisning skyldes således oftest, at sa-

gen ikke har været tilstrækkeligt oplyst i første omgang.

Når kommunen så har tilvejebragt de nødvendige oplysninger,

kan afgørelsen dermed godt få samme resultat som i første om-

gang – blot på et bedre oplysningsgrundlag.

Til sidst vil jeg lige omkring tallene fra Ankestyrelsen sige, at der

har været et såkaldt databrud i 2013, som gør, at det ikke er mu-

ligt at sammenligne med tidligere år, hvor opgaven med statistik-

ker lå i andre myndigheder.

Efterlevelse af lovens intentioner og oplevelsen af ikke at få

den rette hjælp

Så vil jeg som det sidste gå over til den del af spørgsmålet, der

handler om, hvordan jeg kan være sikker på, at lovgivningens in-

tentioner efterleves, når handicaporganisationerne oplever, at

borgere ikke får den rette hjælp.

Inden jeg svarer på denne del af spørgsmålet, vil jeg egentlig ger-

ne udfordre præmissen om ikke at få den rette hjælp.

For på hvilket grundlag baseres dette udsagn, og hvem inden for

handicaporganisationerne er det mere præcist, der oplever, at

borgerne – her børn med handicap – ikke får den rette hjælp? Og

det ligger jo i sagens natur, at når vi har et system, hvor der i den-

ne type sager altid skal træffes en konkret og individuel afgørelse,

ja så er det jo svært at sige noget generelt om, hvad der er den

rette hjælp.

Grunden til, at jeg tillader mig at udfordre præmissen lidt, er, at vi i

ministeriet ikke er bekendt med, at borgerne generelt ikke får den

rette hjælp til dækning af merudgifter, men det er klart, at jeg også

er optaget af, at så få som muligt skal føle, at de ikke får den rette

hjælp.

Derfor rammer denne del af spørgsmålet for mig at se ned i den

tillidsdiskussion, der har været omkring forholdet mellem borgerne

og kommunerne. Og som jeg jo selv har italesat i forbindelse med

mit arbejde med at revidere Servicelovens voksenbestemmelser.

For mig at se er en del af løsningen her at få genskabt tilliden mel-

lem borger og kommune, og jeg tror, at hvis man skal lykkes med

det, skal der ske en forventningsafstemning, så man ved, hvor

man har hinanden.

En forventningsafstemning der skal ske på såvel et generelt som

på et konkret niveau.

På det konkrete niveau handler det om en dialog mellem borger

og sagsbehandler om, hvilken hjælp borgeren mener at have be-

hov for sammenholdt med, hvad kommunen kan yde inden for

lovgivningens rammer.

Det understøttes også af den GAP-analyse, DCH udgav i april

2015, som netop viser, at alle er enige om, at gensidig tillid, god

forberedelse og solidt kendskab til lovgivningen er blandt de vig-

tigste parametre for en god kontakt i sagsbehandlingen.

På det mere generelle niveau handler det snarere om, at vi alle

som aktører på dette her område går ud og hjælper hinanden med

at formidle det klare budskab, at ingen borger skal opleve at stå i

den situation ikke at få den hjælp, som loven giver ret til, og – for

sådan tror og håber jeg, at det er – at ingen kommune bevidst

handler i strid med lovgivningens intentioner.

Men vi skal også – selv om det kan være svært – turde at sige, at

der kan være situationer, hvor borgere oplever, at hjælpen skæres

ned inden for lovgivningens rammer.

Og det er jo ikke det samme som, at kommunerne ikke agerer in-

den for loven.

Jeg tror, at forventningsafstemning kan medvirke til at skabe tillid

til, at kommunen agerer inden for lovgivningens rammer, og tilli-

den kan også skabe grobund for en god dialog om begrundelsen

for, at en tidligere ydet hjælp eventuelt bliver reduceret.

Afslutning

Hvis jeg så lige skal samle lidt op her til sidst, så vurderer jeg og

mit ministerium, at faldet i udgifterne til merudgiftsydelsen skyldes

ændrede vurderinger i kommunerne i de enkelte sager inden for

rammerne af lovgivningen.

Det, at de ændrede vurderinger, selv om de er i skærpende ret-

ning, ligger inden for lovens intentioner, bygger jeg på, at æn-

dringsprocenten i Ankestyrelsen er stabil, hvilket den jo ikke ville

være, hvis kommunerne tilsidesatte lovens intentioner.

Det, at nogle borgere oplever, at de ikke får den rette hjælp, selv

om lovens intentioner efterleves, hænger for mig at se sammen

med manglende forventningsafstemning mellem borger og kom-

mune – en forventningsafstemning, der ikke mindst er vigtig i dis-

se tider, hvor der ikke er ubegrænsede økonomiske ressourcer til

rådighed derude, og hvor vi derfor uundgåeligt vil se situationer,

hvor kommunerne inden for lovens rammer begrænser hjælpen.

Vi må alle trække i arbejdstøjet og gøre vores til at forventningsaf-

stemme, så der igen bliver fuld tillid til, at kommunerne agerer in-

den for lovgivningens rammer og efterlever intentionen med reg-

lerne.

Tak for ordet.