Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt
1633673_0001.png
Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir
ved besvarelse af samrådsspørgsmål M i Social- og
Indenrigsudvalget den 28. april 2016
Det talte ord gælder
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 278: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 28/4-16 om forskelle i antal underretninger pr. kommune, til social- og indenrigsministeren
1633673_0002.png
[Indledning]
Tak for ordet.
[Samrådsspørgsmål]
Jeg er på baggrund af den nye underretningsstatistik fra
Ankestyrelsen blevet bedt om at redegøre for de store forskelle i
antal underretninger pr. kommune. Og for hvilken sammenhæng,
jeg mener, der er, mellem antallet af underretninger og
kommunernes evne til at afdække behovet for hjælp til udsatte
børn.
Endelig er jeg blevet spurgt om, hvordan jeg vil sikre, at både
kommuner med mange og kommuner med få underretninger
leverer den rette indsats, så ingen børn overses.
[Formålet er at skabe dialog]
Jeg synes, at det er væsentlige og relevante spørgsmål at stille.
Den underretningsstatistik, der udkom sidste år, er den første af
sin slags. Og der er god grund til at drøfte, hvad den viser, og
hvilke slutninger vi kan drage på den baggrund. Netop det ser jeg
faktisk som selve formålet med underretningsstatistikken. Den
skal skabe opmærksomhed på underretninger. Og måske vigtigst
skal den være udgangspunkt for en dialog om underretninger og
indsatser på børneområdet.
1
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 278: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 28/4-16 om forskelle i antal underretninger pr. kommune, til social- og indenrigsministeren
1633673_0003.png
Nu har vi en drøftelse her i udvalget i dag. Og jeg ved, at
underretningsstatistikken også har givet anledning til dialog ude i
kommunerne.
Samtidig har de nye tal givet genlyd hos fagprofessionerne. Fx
BUPL har i deres medlemsblad taget handsken op og sagt til
medlemmerne, at pædagoger faktisk burde underrette oftere, fordi
de har fagligheden til tidligt at opdage, at børnene og deres familie
har behov for støtte. Det er jo enormt positivt!
Vi skal være varsomme med, at vi, hver eneste gang der kommer
en statistik, tænker, at vi skal bruge den til at slå kommunerne
oven i hovedet. Det er enormt dræbende for dialogen og
demotiverende for de mennesker, der hver dag arbejder for at
gøre en positiv forskel.
For forskelle i underretninger mellem kommunerne kan handle om
mere end blot socioøkonomiske forskelle, eller om at være god
eller dårlig.
Og når vi gerne vil se tal for at følge et område eller opstiller mål
for området, er det fordi, det giver et afsæt for at se på, hvordan vi
gør det bedre. For at justere indsatsen, så den tjener formålet. Og
2
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 278: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 28/4-16 om forskelle i antal underretninger pr. kommune, til social- og indenrigsministeren
1633673_0004.png
i sidste ende er det jo det, vi gerne vil: Sikre, at de børn og unge,
der har brug for hjælp, også får den. Det er jeg sikker på, at
spørgeren og jeg er helt enige om.
[Om kommunale forskelle i antallet af underretninger]
Med Overgrebspakken skærpede vi reglerne for underretninger,
så håndteringen blev mere systematisk og rettidig. Det er faktisk
blevet taget godt i mod i kommunerne. Helt overordnet hører jeg,
at man i kommunerne er glade for, at der er kommet en mere
systematisk håndtering af underretninger. Og også, at det giver
socialrådgiverne en tryghed, at der er strammet op, så der ikke
ligger en sag med mange underretninger og bliver væk i systemet.
Samtidig fortæller kommunerne, at de har oplevet en stor stigning
i antallet af underretninger de seneste år. Det er positivt, at vi
generelt er blevet bedre til at handle på den bekymring, vi kan få
over børn, vi møder i vores hverdag. Det var også formålet med
Ankestyrelsens kampagne ”Del din bekymring”, som var en del af
Overgrebspakken. Kampagnen nåede ud til et bredt publikum i
blandt andet PPR, sundhedspleje, privatpraktiserende læger,
pædagoger og almindelige privatpersoner.
Jeg mener ikke, at forskellene i underretningsstatistikken giver
anledning til bekymring.
3
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 278: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 28/4-16 om forskelle i antal underretninger pr. kommune, til social- og indenrigsministeren
1633673_0005.png
Det er ikke i sig selv hverken godt eller skidt at have mange
underretninger. Mange underretninger kan betyde, at børnene i
kommunen har det forfærdeligt, og kommunen ikke løfter sin
opgave godt nok. Men det kan også betyde, at kommunen har
satset på den tidlige opsporing i dagtilbud og skoler, så lærerne
og pædagogerne underretter mere.
På samme måde kan også få underretninger være udtryk for, at
der ikke underrettes tilstrækkeligt. Men det kan også skyldes en
god og tidlig indsats i sundhedsplejen eller i skolen. Eller at der er
et godt og tæt tværfagligt samarbejde, som gør, at sager, der
andre steder ender som en underretning, tilgår socialforvaltningen
på anden vis.
Der er altså ikke en entydig sammenhæng mellem antallet af
underretninger og kommunernes opmærksomhed på den tidlige
opsporing af børn og unge, der har behov for støtte. Når det
alligevel giver mening at have en underretningsstatistik, er det
blandt andet for at fastholde fokus på underretninger i kommunen.
Og for at både kommunerne og vi kan følge udviklingen over
årene og fortsætte med at gøre det bedre.
4
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 278: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 28/4-16 om forskelle i antal underretninger pr. kommune, til social- og indenrigsministeren
1633673_0006.png
[Hvordan vil ministeren sikre, at kommunerne leverer den
rette indsats]
For så vidt angår spørgsmålet om, hvordan jeg vil sikre, at
kommunerne leverer den rette indsats, vil jeg sige, at det er langt
mere end et spørgsmål om underretninger.
Antallet af underretninger i en kommune siger ikke i sig selv noget
om, hvorvidt kommunens børn og unge får den rette indsats. Den
rette indsats handler også om den gode børnefaglige
undersøgelse, den rette inddragelse af barnet, familien og
netværket og den rette opfølgning på, om de iværksatte indsatser
virker.
Det er heller ikke antallet af underretninger i kommunen, der
bestemmer, om kommunen overholder lovgivningen. Det har vi
Ankestyrelsen og det kommunale tilsyn til.
Og derudover har vi blandt andet etableret Task Forcen,
ledernetværket og en række andre indsatser til at støtte
kommunerne i at kvalificere deres arbejde yderligere.
Men lad mig også slå fast, at jeg ikke er blind for, at der er
kommuner, hvor der skal strammes op i forhold til fejl i
sagsbehandlingen. Det er også en tilbagevendende drøftelse her i
5
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 278: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 28/4-16 om forskelle i antal underretninger pr. kommune, til social- og indenrigsministeren
1633673_0007.png
udvalget. Og det er noget, jeg gør helt klart for kommunerne, har
min opmærksomhed. Men vi kommer ikke til at se de ændringer,
vi ønsker på børneområdet, hvis vi altid mistænker kommunerne
og de ansatte for det værste. Eller hvis vi insisterer på at råbe
fremfor på at gå i dialog.
De mennesker, der arbejder på området for udsatte børn, er
drevet af et ønske om at gøre det godt. Det er en rigtig stærk
forudsætning, som vi skal værne om. Og det gør man ikke, hvis
man vælger at slå dem i hovedet med en ny statistik i stedet for at
tage dialogen om, hvad vi kan bruge tallene til.
Dialogen med kommunerne er en helt fundamental forudsætning
for en positiv udvikling af området. Dialog betyder ikke, at man
klapper hinanden på ryggen og er eftergivende og ikke påtaler
reelle problemer. Det betyder bare, at man har lyst til at lytte til
hinanden. Min grundlæggende indstilling er, at jeg har tillid til, at
det er i kommunerne, man kan lave de bedste lokale løsninger.
Med de ord ser jeg frem mod drøftelsen her i udvalget.
6