Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 3436
Doknr.
350816
Dato
26-05-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 28.04.2016 stillet følgende spørgsmål
nr. 273 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Finn Sørensen (EL).
Spørgsmål nr. 273:
”Vil ministeren redegøre for situationen på Center Lindegaarden, som ifølge TV2 Lorry
den 19. april 2016 er uholdbar, idet et stort antal beboere ifølge personalet ikke burde
være på bostedet, da man hverken har ressourcer eller kvalifikationer til at give de
pågældende den rette behandling, og idet det åbenbart ikke er muligt at anvise de
pågældende pladser på en institution, der er i stand til at løse opgaven?
Der henvises til TV2 Lorry nyheden ”Personale på Lindegaarden: hjælp os” fra den 19.
april 2016.”
Svar:
Det er Københavns Kommune, der driver det socialpsykiatriske botilbud Center Lin-
degården. Det er derfor kommunen, der er ansvarlig for at sikre gode forhold for be-
boere og medarbejdere på botilbuddet. Som det fremgår blandt andet af Københavns
Kommunes hjemmeside, pågår der for tiden en dialog mellem blandt andre Køben-
havns Kommune og Arbejdstilsynet om forholdene på Lindegården, og jeg vil derfor
ikke gå nærmere ind i en drøftelse af situationen i den konkrete sag.
I forhold til den generelle problemstilling vil jeg fastslå, at vold og drab på medarbejde-
re på botilbud er helt uacceptabelt. Der er allerede igangsat en række initiativer på
området, herunder en kortlægning af regler, afprøvning af metoder til voldsforebyggel-
se og konfliktnedtrapning samt udarbejdelse af nationale retningslinjer til voldsfore-
byggelse.
Den seneste sag understreger dog, at der fortsat er tale om en stor udfordring. Derfor
mødes jeg sammen med sundheds- og ældreministeren med en række parter på om-
rådet, herunder også KL og Danske Regioner, for i fællesskab at se på, hvilke tiltag
der kan iværksættes med henblik på at skabe trygge botilbud og et styrket samarbejde
med behandlingspsykiatrien.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann