Folketingets Finansudvalg
Sagsnr.
2015 - 8636
Doknr.
307860
Dato
28-01-2016
Folketingets Finansudvalg har d. 10.11.2015 stillet følgende spørgsmål nr. 69 (alm.
del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares endeligt.
Spørgsmål nr. 69:
”Vil ministeren oversende en oversigt over de enkelte kommuners nettodriftsudgifter til
ældrepleje pr. 65+-årig samt forskellen til hhv. landsgennemsnittet og gennemsnittet
for regionen? ”
Svar:
Ældreområdet hører under Sundheds- og Ældreministeriet, og jeg har derfor bedt
ministeriet om bidrag til besvarelsen af spørgsmålet. Svaret erstatter det tidligere om-
delte svar den 13. januar 2016.
Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse følgende:
”Kommunernes nettodriftsudgifter til ældrepleje pr. +65-årig kan opgøres som angivet i
nedenstående tabel 1 til 5.
Der er flere grunde til, at udgifterne til ældreområdet pr. borgere over 65 år skal fortol-
kes med forsigtighed. Udgiftsniveauerne skal bl.a. ses i lyset af, at der er forskelle i
kommunernes rammevilkår, organisering, alder- og sygdomsmæssig sammensætning
mv.
Forskelle i udgiftsniveau pr. +65-årig borger er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for
forskelle i serviceniveau i ældreplejen. Forskelle kan eksempelvis skyldes en mindre
plejekrævende befolkning over 65 år eller en bedre ressourceanvendelse eksempelvis
gennem anvendelse af velfærdsteknologiske løsninger, bedre organisering af ældre-
plejen mv.
Det skal bemærkes, at opgørelsen ikke tager højde for løftet på 1 mia. kr. til ældreom-
rådet, der følger af finanslovsaftalen for 2014. Løftet er udmøntet som en ansøgnings-
pulje, der indgår under det statslige delloft for drift. Udgifterne indgår derfor ikke i ne-
denstående opgørelse af kommunernes nettodriftsudgifter.”