Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 2452
Doknr.
336573
Dato
13-04-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 17.3.2016 stillet følgende spørgsmål nr.
222 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 222:
”Er ministeren bekendt med den problemstilling, at en § 50 undersøgelse kan blive
voldsomt forsinket, fordi kommunen eller barnets/den unges familie ikke vil afholde
udgiften i forbindelse med transport af barnet til børnehuset, eller hvis kommunen ikke
vil afsætte de nødvendige personalemæssige ressourcer til at følge barnet hen til bør-
nehuset? Og vil ministeren redegøre for kommunens forpligtigelser i forhold til befor-
dring til og fra børnehusene, og om kommunen er forpligtiget til at lade en kommunal
medarbejder følge barnet til børnehuset, hvis der er behov herfor?”
Svar:
Jeg er ikke umiddelbart bekendt med, at der er generelle udfordringer med den omtal-
te problemstilling i kommunerne.
Med hensyn til spørgsmålet om kommunens forpligtigelse gælder, at det er barnets
eller den unges handlekommune, der har myndighedsansvaret under hele forløbet i
sager, hvor børnehuse benyttes.
Det fremgår af vejledningen om særlig støtte til børn og unge og deres familier (vej-
ledning nr. 3 til serviceloven), at i løsningen af en konkret sag i børnehuset indgår den
kommunale sagsbehandler i praksis som en del af børnehusteamet. Det fremgår sam-
tidig, at som udgangspunkt følger barnets eller den unges sagsbehandler med barnet
eller den unge til udredning, undersøgelse mv. i børnehuset.
Vurderer børnehusets personale, at barnet eller den unge som led i krisestøtten i bør-
nehuset eksempelvis skal have flere psykologsamtaler, og derfor skal besøge børne-
huset ad flere omgange, vil det oftest være forældre eller andre relevante omsorgs-
personer, der tager med barnet eller den unge.
I visse tilfælde, hvor en ung eksempelvis udtrykker ønske om selv at tage til gentagne
psykologsamtaler, og det vurderes hensigtsmæssigt i forhold til eksempelvis den un-
ges modenhed, transportforholdene mv., kan en ung tage af sted alene. Sagsbehand-
leren vil i de tilfælde dog stadig skulle sikre sig at få den information fra forløbet, som
er relevant for den unges sag, eksempelvis ved at efter den unges afsluttende samtale
med psykologen få en overlevering fra psykologen eller ved telefonisk at drøfte forlø-
bet med psykologen.