SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 156: Spm. om, hvordan ministeren vil løse problemerne for de offentligt ansatte, som ikke i dag kan få den samme erstatning som andre voldsofre eller ofre for trusler, hvis de udsættes for vold eller trusler på arbejdspladsen pga. arbejde med personer med udadreagerende adfærd, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2015-16

REU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 76

Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

17. december 2015

Strafferetskontoret

Ida Wiegand Justesen

2015-0030-3968

1802665

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 76 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 20. november 2015.

Søren Pind

Lasse Boje

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 156: Spm. om, hvordan ministeren vil løse problemerne for de offentligt ansatte, som ikke i dag kan få den samme erstatning som andre voldsofre eller ofre for trusler, hvis de udsættes for vold eller trusler på arbejdspladsen pga. arbejde med personer med udadreagerende adfærd, til social- og indenrigsministeren

Spørgsmål nr. 76 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren i forlængelse af foretrædet for Retsudvalget

den 19. november 2015 med en deputation fra BUPL, Dan-

marks Lærerforening og Skolelederforeningen, Dansk Syge-

plejeråd og FOA vedrørende Erstatningsnævnets ændrede

praksis i forhold til politianmeldelser af vold redegøre for år-

sagen til at Erstatningsnævnet har ændret praksis, herunder re-

degøre for status for problemstillingen og overvejelserne bag

justitsministerens seneste brev til de faglige organisationer?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Erstatningsnævnet, der har oplyst følgende:

”1. Efter offererstatningslovens § 1 yder Erstatningsnævnet på

vegne af staten erstatning og godtgørelse for personskade, der

forvoldes ved overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold,

opholdsforbud og bortvisning.

Efter § 10, stk. 1, er det en betingelse for at få erstatning fra

staten, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 ti-

mer. Nævnet kan dog se bort fra en senere politianmeldelse,

hvis forholdene taler for det. Det følger af § 10, stk. 2.

I forbindelse med behandlingen af et lovforslag om ændring af

offererstatningsloven i 1985 drøftede Folketingets Retsudvalg

blandt andet anmeldelseskravet i lovens § 10 (på det tidspunkt

skulle anmeldelse ske ”uden unødigt ophold”, dvs. inden 24

timer). Folketingets Retsudvalg afgav i den forbindelse i en be-

tænkning følgende henstilling (afgivet den 09-05-1985, Folke-

tingstidende 1984-85,Tillæg B, sp. 1355): ”[Retsudvalget] fin-

der, at erstatningsnævnet i forbindelse med nævnets samlede

vurdering af, om kravet om politianmeldelse i § 10 bør fravi-

ges i de konkrete sager, som måtte blive forelagt for nævnet til

afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og be-

handlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse.”

Det er nævnets opfattelse, at Retsudvalget ikke herved har til-

sigtet en automatisk dispensation fra anmeldelseskravet til ple-

jepersonale mv., der i arbejdstiden bliver udsat for en overtræ-

delse af straffeloven og i den forbindelse pådrager sig person-

skade. Således fremgår det af henstillingen, at nævnet i forbin-

delse med nævnets

samlede

vurdering af, om kravet om politi-

anmeldelse bør fraviges i de konkrete sager, bør være opmærk-

som på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn

kan

tale imod en politianmeldelse.

Nævnet har siden da fulgt – og følger fortsat – henstillingen fra

Folketingets Retsudvalg ved behandling af sager om plejeper-

sonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden. Nævnet inddrager så-

ledes også i dag i sagsbehandlingen, om der i forbindelse med

manglende (rettidig) politianmeldelse i den konkrete sag er

pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn, der taler for

fravigelse af kravet om politianmeldelse.

Nævnet er imidlertid med tiden blevet opmærksom på, at den

manglende politianmeldelse i sager om plejepersonales mv. til-

skadekomst i arbejdstiden i en del tilfælde ikke skyldes pæda-

gogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn. Baggrunden for

den manglende (rettidige) politianmeldelse kan i stedet f.eks.

være, at den ansatte ikke ønskede forholdet anmeldt, at den an-

satte eller arbejdspladsen kun anså tilskadekomsten for en ar-

bejdsskade eller ikke betragtede det som sandsynligt, at den

pågældende beboer, elev mv. ville blive straffet. I nogle tilfæl-

de er der blot ikke kutyme for anmeldelse på arbejdspladsen.

Med henblik på til stadighed at træffe afgørelser i så nær over-

ensstemmelse som muligt med lovgivningsmagtens intentio-

ner, som disse er kommet til udtryk i udformningen af offerer-

statningslovens § 10, stk. 1, om (rettidig) politianmeldelse og

henstillingen fra Folketingets Retsudvalg, søger Erstatnings-

nævnet som anført i nævnets årsberetning for 2014 i de enkelte

sager således nu oplyst, om der rent faktisk – som forudsat af

Folketingets Retsudvalg – konkret har gjort sig pædagogiske

og/eller behandlingsmæssige hensyn gældende, der taler imod

(rettidig) politianmeldelse.

Hvor dette konkret er tilfældet, dispenserer nævnet – som hidtil

– fra anmeldelseskravet. Hvor det ikke er tilfældet, finder

nævnet derimod ikke grundlag for – eller hjemmel til – at di-

spensere fra anmeldelseskravet i § 10, stk. 1.

Nævnet er opmærksom på, at den omstændighed, at nævnet

først på et væsentligt senere tidspunkt tager stilling til, om der

er grundlag for at dispensere, kan give anledning til usikkerhed

i forhold til, hvornår det er nødvendigt at politianmelde et for-

hold inden 72 timer.

Nævnet vil imidlertid i den forbindelse gerne understrege, at

nævnet som udgangspunkt lægger arbejdsgiverens vurdering

af, hvorvidt der konkret gjorde sig individuelle pædagogiske

og/eller behandlingsmæssige hensyn gældende, til grund, hvis

der er tale om en entydig udtalelse.

Nævnet finder endvidere grund til at bemærke, at der efter

nævnets opfattelse i mange tilfælde, hvor plejepersonale mv. i

arbejdstiden bliver udsat for en overtrædelse af straffeloven og

i den forbindelse pådrager sig personskade, må antages at gøre

sig sådanne pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn

gældende. Nævnet finder imidlertid ikke at kunne lade egne

formodninger herom være afgørende i de situationer, hvor ar-

bejdsgiveren ikke selv gør opmærksom herpå.

Nævnet kan til illustration nævne et eksempel, hvor en mindre-

årig autistisk dreng med svær mental retardering har været ud-

adreagerende og slået og sparket en pædagog.

Hvis

hændelsen

ikke er blevet politianmeldt, og arbejdsgiveren som baggrund

herfor alene har henvist til skadevolders alder eller be-

vidsthedsniveau, er der ikke oplyst om konkrete og individuel-

le pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn, der kan

give grundlag for at dispensere fra anmeldelseskravet i offerer-

statningslovens § 10. Der er således ikke oplyst om, hvilke

hensyn der er at tage til netop denne skadevolder, om han

f.eks. ville være blevet utryg ved mødet med fremmede men-

nesker, om han ikke har kunnet tale med politiet, om det har

været vigtigt at beskytte ham fra unødvendige stimuli mv.

Hvis

hændelsen ikke er blevet politianmeldt, og arbejdsgiveren op-

lyser, at baggrunden herfor er, at der foreligger konkrete pæ-

dagogiske og behandlingsmæssige hensyn i netop dette tilfæl-

de, eventuelt nærmere uddybet med, at drengen f.eks. ville væ-

re blevet utryg ved mødet med fremmede mennesker, at han

ikke har kunnet tale med politiet, at det har været vigtigt at be-

skytte ham fra unødvendige stimuli mv., vil nævnet lægge det-

te til grund og dispensere.

Det er således ikke korrekt, når det tilbagevendende i den sene-

re tids debat om offererstatningsloven og anmeldelseskravet

heri har været anført, at plejepersonales mv. eneste mulighed

for at opnå erstatning er at foretage politianmeldelse, og næv-

net kan i forlængelse heraf oplyse, at nævnet for eksempel for

nylig har dispenseret fra anmeldelseskravet i en sag, der ligner

føromtalte eksempel.

Det bør for god ordens skyld i forlængelse heraf bemærkes, at

den omstændighed, at nævnet finder grundlag for at dispensere

fra anmeldelseskravet i offererstatningslovens § 10 ikke i sig

selv betyder, at den pågældende ansøger er berettiget til erstat-

ning og godtgørelse efter offererstatningsloven. Loven inde-

holder således også yderligere betingelser, der skal være op-

fyldt.

Det bemærkes endvidere, at der i den senere tids debat om

offererstatningsloven og anmeldelseskravet heri også er blevet

henvist til, at politianmeldelse kan have konsekvenser for den

fremtidige relation mellem den ansatte og skadevolderen (den-

nes værger). Nævnet finder i den anledning grund til særligt at

bemærke, at den omstændighed, at et plejepersonale mv. und-

lader at foretage politianmeldelse af f.eks. en elev eller en psy-

kiatrisk patient, som udgangspunkt ikke er det samme som, at

der ikke vil blive ført en sag mod den pågældende. I medfør af

offererstatningslovens § 17 indtræder staten nemlig – i det om-

fang der ydes erstatning efter offererstatningsloven – i den

skadelidtes krav mod skadevolderen. I sager, hvor Erstatnings-

nævnet tilkender et plejepersonale mv. erstatning, vil staten

derfor som udgangspunkt efterfølgende søge den udbetalte er-

statning inddrevet fra den pågældende elev, patient mv.”

Som det fremgår ovenfor af udtalelsen fra Erstatningsnævnet, har næv-

net fortsat en lempelig praksis i forhold til anmeldelseskravet i offererstat-

ningsloven, når der er tale om plejepersonale, pædagoger og andre perso-

nalegrupper med særlige omsorgsfunktioner, men der stilles nu krav om, at

det dokumenteres, at der i den enkelte sag har gjort sig konkrete pædago-

giske eller behandlingsmæssige hensyn gældende, der taler imod (rettidig)

politianmeldelse.

Den seneste tids offentlige debat understreger imidlertid, at der er behov

for at se på, hvordan der kan skabes større klarhed over, hvornår der skal

ske politianmeldelse i sager, hvor en ansat udsættes for en forbrydelse, så

der ikke er tvivl om den særlige dispensationspraksis for plejepersonale,

pædagoger og andre personalegrupper med særlige omsorgsfunktioner.

Justitsministeriet forventer på den baggrund sammen med Erstatningsnæv-

net i januar 2016 at udsende information til relevante parter, som skal være

med til at skabe større klarhed over, hvornår der skal ske politianmeldelse i

sager, hvor der foreligger pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn.

Samtidig er jeg – som det også fremgår af mit brev til Socialpædagogerne,

FOA, Dansk Socialrådgiverforening og Dansk Sygeplejeråd – bekendt

med, at beskæftigelsesministeren i et brev til de fire organisationer har op-

lyst, at regeringen i øjeblikket ser på mulighederne for at genoptage drøf-

telserne med arbejdsmarkedets parter om et mere moderne arbejdsskadesy-

stem. Beskæftigelsesministeren har i den forbindelse tilkendegivet, at drøf-

telserne indtil nu har taget udgangspunkt i anbefalingerne fra Ekspertud-

valget om arbejdsskadeområdet fra december 2014, hvor det bl.a. anbefa-

les, at der indføres erstatning for svie og smerte og erstatning for tabt ar-

bejdsfortjeneste i arbejdsskadesystemet. Det er beskæftigelsesministerens

forventning, at drøftelserne genoptages, og at der kan findes en løsning på

problemet i den forbindelse.