Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt
1597218_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 854
Doknr.
316624
Dato
09-02-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 25.1.2016 stillet følgende spørgsmål nr.
143 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 143:
”I to principafgørelser 71-14 og 72-14 har Ankestyrelsen truffet afgørelse om, at en
borger med behov for et midlertidigt botilbud (servicelovens § 107) ikke kan visiteres til
et længerevarende botilbud (servicelovens § 108), og at nogle borgere kan have så
specielle behov, at de kun kan opfyldes i et længerevarende botilbud efter servicelo-
vens § 108, og derfor ikke kan visiteres til tilbud efter almenboliglovens § 105. Botilbud
efter almenboliglovens § 105 omfatter umiddelbart den samme personkreds som ser-
vicelovens § 108. Vil ministeren redegøre for, hvem der med baggrund i Ankestyrel-
sens praksis, er i målgruppen for henholdsvis servicelovens §§ 107 og 108 tilbud samt
tilbud efter almenboliglovens § 105? Og vil ministeren præcisere forskellen på mål-
gruppen for tilbud efter servicelovens § 108 og målgruppen for tilbud efter almenbolig-
lovens § 105?”
Svar:
Personer med betydelig nedsat funktionsevne er i lighed med andre meget forskellige
og har forskellige behov med hensyn til boform. Når det handler om boformer, der
kræver forudgående kommunal visitation, er der regler om forskellige boformer efter
serviceloven og almenboligloven m.v.
Botilbud til midlertidigt ophold efter servicelovens § 107 adskiller sig fra længereva-
rende botilbud efter servicelovens § 108 og fra almene ældre- og handicapboliger
efter almenboliglovens § 105 ved, at det ved visitationen af en borger til et midlertidigt
botilbud vurderes, at borgerens behov for et botilbud ikke er varigt, men fx har til for-
mål at sikre rammen om en behandlingsmæssig indsats.
Midlertidige botilbud retter sig mod borgere, der i en periode har behov for omfattende
hjælp, fx i forbindelse med genoptræning eller anden udvikling af færdigheder. Formå-
let med et ophold i et midlertidigt botilbud er at gøre borgeren i stand til at klare sig i
eget hjem, eventuelt med støtte. Der kan også være tale om situationer, hvor borgere i
en kort periode visiteres til et midlertidig botilbud for at få udredt behov og for at finde
frem til det rette fremtidige botilbud.
Hvis borgeren har behov for et botilbud af midlertidig karakter, kan kommunen ikke
visitere borgeren til et permanent tilbud.
Både tilbud efter almenboliglovens § 105 og tilbud efter servicelovens § 108 er længe-
revarende botilbud. Borgere, der visiteres til disse tilbud, har en varigt nedsat funkti-
onsevne og permanent behov for omfattende hjælp.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 143: MFU spm. om at redegøre for hvem der med baggrund i Ankestyrelsens praksis er i målgruppen for henholdsvis servicelovens §§ 107 og 108 tilbud samt tilbud efter almenboliglovens § 105, til social- og indenrigsministeren
1597218_0002.png
I den konkrete sag i Ankestyrelsens principafgørelse 71-14 var der tale om en borger
med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, men som samtidig havde mange res-
sourcer, når han/hun havde det godt. Borgeren havde behov for et sted at bo, mens
hans/hendes funktionsniveau blev afklaret i forhold til fremtidig bolig. Borgeren havde
derfor alene behov for et midlertidig botilbud. Kommunen havde visiteret borgeren til
et tilbud efter almenboliglovens § 105, der er et tilbud af mere permanent karakter,
idet kommunen ikke uden videre kan bringe et sådant tilbud til ophør. Ankestyrelsen
vurderede på den baggrund, at boligen ikke matchede borgerens behov.
I Ankestyrelsens principafgørelse 72-14 vurderede Ankestyrelsen i tre sager, at borge-
rens behov ikke kunne tilgodeses i de konkrete tilbud efter almenboliglovens § 105, og
at borgerne i stedet skulle visiteres til et tilbud efter servicelovens § 108. I en af de tre
sager var der tale om en borger, hvis udviklingsalder var vurderet til 4 år. Borgeren
havde behov for massiv støtte og et døgndækket botilbud, da borgeren havde en
grænsesøgende, udadreagerende og selvskadende adfærd. Borgeren ødelagde bl.a.
inventar, og idet der var tale om en selvstændig bolig efter almenlovens § 105, skulle
borgeren selv betale udgiften for disse ødelæggelser.
På baggrund af Ankestyrelsens principafgørelse er det Social- og Indenrigsministeri-
ets vurdering, at det i langt de fleste tilfælde vil være muligt via den socialfaglige ind-
sats at støtte borgeren i at få og fastholde en almen ældre- eller handicapbolig. Der
kan imidlertid være en lille målgruppe med nedsat psykisk funktionsevne, hvor en
udlejningsbolig ikke skønnes foreneligt med de pligter, borgeren har som lejer. Det
kan fx være borgere, der (i perioder) er massivt tingsskadende og har en raserende
adfærd. Ankestyrelsens principafgørelse skal fortolkes i forhold til den målgruppe, som
afgørelsen vedrører. I dette tilfælde var der som beskrevet ovenfor tale om en borger,
der var udadreagerende og ødelagde inventar, hvilket var baggrunden for, at Ankesty-
relsen vurderede, at borgerens behov ikke kunne tilgodeses i et tilbud efter almenbo-
liglovens § 105.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2