Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt
1568853_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Christiansborg
1240 København K
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
EAN 5798000398566
Social- og Indenrigsudvalget har i brev af 21. oktober 2015 stillet følgende spørgs-
mål nr. 13 (SOU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 13:
17. november 2015
J.nr. 2015-5172
”Vil ministeren kommentere artiklen fra www.dr.dk : ’Helsingør: hjemløse skal
fremvise boner’ fra den 15. oktober 2015, herunder vurdere, om kommunen har en
saglig grund til at kræve, at borgeren kan fremvise boner for at dokumentere, at
vedkommende bor i kommunen og dermed er berettiget til at modtage kontant-
hjælp fra kommunen. Hvordan vil ministeren sikre, at hjemløse borgere kan få kon-
tanthjælp, selvom de ikke har nogen bopæl, og dermed ikke har nogen fast tilknyt-
ning til én bestemt kommune?”
Endeligt svar:
For at få kontanthjælp er det en betingelse, at ansøgeren har været ude for ændrin-
ger i sine forhold fx i form af sygdom eller arbejdsløshed (en såkaldt ’social begi-
venhed’), at den sociale begivenhed har medført, at ansøgeren ikke har mulighed
for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet
ikke kan dækkes gennem andre ydelser.
Det at være hjemløs er en social begivenhed. At en person er hjemløs betyder ikke,
at der generelt kan sættes spørgsmålstegn ved personens ophold i en kommune og
ret til hjælp efter den sociale lovgivning.
De relevante regler om denne problemstilling hører under Social- og Indenrigsmi-
nisteriet, som har oplyst følgende:
”Reglerne om opholdskommune og handlekommune i kapitel 3 i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område fastlægger, hvilken kommune der
har pligt til at yde hjælp til borgere, der ansøger om eller modtager hjælp eller
ydelser i henhold til den sociale lovgivning mv.
Lovens grundlæggende princip er, at der altid skal være en kommune, som har
pligt til at give hjælp, således at borgeren ikke risikerer at blive henvist fra kom-
mune til kommune og ikke får den nødvendige hjælp i tide.
Det er fastsat i § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp. En person har ifølge § 9,
stk. 2, opholdskommune, hvor personen bor eller sædvanligvis opholder sig.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om at kommentere artiklen af 15/10-15 fra www.dr.dk: "Helsingør: hjemløse skal fremvise boner", til beskæftigelsesministeren, kopi til social- og indenrigsministeren
I kapitel 32 i vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 er nærmere redegjort for reglerne
om opholdskommune og pligt til at yde hjælp.
Heri anføres bl.a.:
”Ved afgørelsen af, hvilken kommune der er opholdskommune, kan der lægges
vægt på flere momenter. Det kan ikke angives udtømmende, hvad der kan lægges
vægt på. Folkeregistertilmeldingen er et vigtigt moment, men de faktiske forhold
vejer tungere. Dette gælder særligt i forhold til hjemløse. Et væsentligt moment er
personens egne oplysninger, herunder om hvor den pågældende har været, og hvor
den pågældende har mest lyst til at opholde sig. Der kan også lægges vægt på, hvor
en person senest har været i kontakt med offentlige myndigheder for at få hjælp el-
ler få udbetalt ydelser.
Man skal være opmærksom på, at alle personer altid har en opholdskommune, og
at der derfor ikke kan stilles minimumskrav til den tilknytning en person skal have
til en kommune, for at kommunen kan anses for opholdskommune.
Fastlæggelsen af, hvilken kommune der er opholdskommune kræver ofte, at der fo-
retages en vurdering af en persons tilknytning til flere kommuner for at fastslå,
hvilken kommune der er nærmest til at anse for at være personens opholdskommu-
ne.”
Har en kommune en konkret og berettiget tvivl om, hvorvidt den hjemløse ophol-
der sig i kommunen, beror det således på vurdering af de konkrete omstændighe-
der. Her vil en persons fremvisning af dokumentation for tilknytning til kommunen
efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse kunne indgå som et element.
Som anført vil en række elementer kunne indgå i vurderingen af, hvilken kommune
der er en persons opholdskommune. Det er på den baggrund ministeriets opfattelse,
at fremvisning af kasseboner og kontoudtog, der viser dagligvareindkøb i kommu-
nen, ikke kan være en forudsætning for, at en kommune betragtes som opholds-
kommune for en borger, men at dette kan indgå som et element i vurderingen.
Det skal dog bemærkes, at ministeriet ikke er bekendt med principafgørelser fra
Ankestyrelsen om det rejste spørgsmål.
Det kan herudover oplyses, at der i lovgivningen er taget højde for kommunal
uenighed. For at undgå, at en borger kommer i den situation, at ingen kommune
anser sig som forpligtet til at yde hjælp, er det i § 9, stk. 10, i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område fastsat, at opstår der uenighed mellem to
eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune og
dermed handlekommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller
senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er
afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune.
Når rette opholdskommune er fastlagt, og den fungerende opholdskommune ikke
er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den funge-
rende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået.”
2
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om at kommentere artiklen af 15/10-15 fra www.dr.dk: "Helsingør: hjemløse skal fremvise boner", til beskæftigelsesministeren, kopi til social- og indenrigsministeren
Som det fremgår af svaret fra Social- og Indenrigsministeriet, tager reglerne såle-
des højde for, at borgeren skal have den hjælp, vedkommende er berettiget til, uan-
set om der skulle være uenighed om, hvilken kommune der er opholdskommune.
Venlig hilsen
Jørn Neergaard Larsen
3