Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt
1596579_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 320
Doknr.
314535
Dato
08-02-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 12.1.2016 stillet følgende spørgsmål nr.
117 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 117:
”Vil ministeren kommentere artiklen fra www.altinget.dk af den 12. januar 2016: "Hjer-
neskadeforeningen: Forbrydelse betaler sig for kommunerne"?
Svar:
Spørgsmålet vedrører særligt to konkrete sager fra henholdsvis Køge Kommune og
Kolding Kommune.
1.
Den ene sag vedrører en konkret beslutning truffet på et møde i Køge Kommunes
Social- og Sundhedsudvalg den 5. januar 2016 vedrørende tilbagebetaling af beløb til
borgere på Køge Kommunes institutioner, hvor kommunen har opkrævet betaling for
ledsagelse i forbindelse med ferierejser i perioden 2012 og 2013.
Udvalgets beslutning vedrørte Statsforvaltningens udtalelse af 2. oktober 2014. Stats-
forvaltningen udtalte bl.a., at det er Statsforvaltningens opfattelse, at Køge Kommune
ikke lovligt har kunnet opkræve borgere i botilbud betaling for socialpædagogisk led-
sagelse på ferieture og lignende, herunder i form af lønudgifter samt opholds- og rej-
seudgifter for ledsageren.
På mødet i Køge Kommunes Social- og Sundhedsudvalg den 5. januar 2016 beslutte-
de udvalget, at afvente Social- og Indenrigsministeriets behandling af en tilsvarende
sag om Favrskov Kommunes opkrævning af betaling for ledsagerudgifter i forbindelse
med ferieophold.
Jeg kan i den forbindelse generelt oplyse, at hverken Statsforvaltningen eller Social-
og Indenrigsministeriet som led i det almindelige kommunale tilsyn har hjemmel til at
tillægge behandlingen af sådanne sager, hvor tilsynet afgiver vejledende udtalelser,
opsættende virkning.
Når Køge Kommune har besluttet at afvente ministeriets behandling af sagen vedrø-
rende Favrskov Kommune, er det således ikke sket på baggrund af en beslutning
truffet af Statsforvaltningen eller ministeriet om at tillægge ministeriets behandling af
sagen opsættende virkning.
Jeg kan oplyse, at ministeriet netop har afsluttet behandlingen af sagen vedrørende
Favrskov Kommune. Ministeriet er enigt i Statsforvaltningens konklusioner i udtalelsen
til Favrskov Kommune af 2. oktober 2014. Ministeriet har meddelt Statsforvaltningen
og alle kommuner sin retsopfattelse.
SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 117: Spm. om kommentar til artiklen fra www.altinget.dk den 12/1-16: "Hjerneskadeforeningen: Forbrydelse betaler sig for kommunerne", til social- og indenrigsministeren
1596579_0002.png
Det er således min forventning, at de kommuner, som ikke allerede af egen drift har
fulgt op på Statsforvaltningens udtalelser af 2. oktober 2014 til henholdsvis Favrskov
Kommune og Køge Kommune, nu vil gå i gang med dette snarest muligt.
2.
Sagen fra Kolding Kommune vedrører en konkret indstilling fra Kolding Kommunes
arbejdsmarkedsudvalg til kommunens økonomiudvalg og byråd vedrørende kommu-
nens behandling af en række sager om tilbagebetaling af sygedagpenge, som blev
vedtaget på et møde i udvalget den 6. januar 2016.
Kolding Kommunes arbejdsmarkedsudvalg behandlede sagen på baggrund af en
Højesteretsdom, som har medført en praksisændring inden for behandlingen af syge-
dagpengesager.
Kolding Byråd har på et møde den 25. januar 2016 truffet beslutning om at indbringe
sagen for Statsforvaltningen, hvilket er sket den 27. januar 2016. Kolding Kommunes
behandling af sagen er således endnu ikke afsluttet.
Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt udtale mig nærmere om sagen, da spørgsmålet,
jf. ovenstående, er indbragt for det kommunale tilsyn, hvor ministeriet varetager opga-
ven som øverste tilsynsmyndighed.
Jeg kan dog generelt oplyse, at der normalt ikke er mulighed for, at kommuner kan
handle pr. kulance i økonomiske spørgsmål. Kommunerne har en generel forpligtelse
til at handle økonomisk forsvarligt. Det indebærer bl.a. en pligt til at udvise ansvarsbe-
vidsthed i sine økonomiske anliggender, så der ikke påføres kommunen udgifter, der
kunne være undgået.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 110 (alm. del) fra Social- og In-
denrigsudvalget om samme sag.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2