Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 320
Doknr.
314535
Dato
08-02-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 12.1.2016 stillet følgende spørgsmål nr.
116 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 116:
”Vil ministeren kommentere følgende artikler i Dagbladet Køge fra den 7. januar 2016:
"Handicappede må vente længere på deres penge", "Spinkelt flertal holder kassen
lukket i", "Handicaprådets formand: Jeg savner ord" og "Pårørenderåd er vrede over
manglende afgørelse"?
Svar:
Spørgsmålet vedrører en konkret beslutning truffet på et møde i Køge Kommunes
Social- og Sundhedsudvalg den 5. januar 2016 vedrørende tilbagebetaling af beløb til
borgere på Køge Kommunes institutioner, hvor kommunen har opkrævet betaling for
ledsagelse i forbindelse med ferierejser i perioden 2012 og 2013.
Pårørenderådet ved Agerbækhuse i Køge rettede den 14. februar 2013 henvendelse
til Statsforvaltningen med anmodning om, at Statsforvaltningen tog stilling til lovlighe-
den af Køge Kommunes opkrævning af betaling for ledsagelse og socialpædagogisk
bistand samt udgifter til personalets rejseudgifter, kost, ophold og betaling for vikar-
dækning i forbindelse med ferierejser for borgere, der bor i kommunens botilbud,
Agerbækhuse.
Den 2. oktober 2014 udtalte Statsforvaltningen bl.a., at det er Statsforvaltningens op-
fattelse, at Køge Kommune ikke lovligt har kunnet opkræve borgere i botilbud betaling
for socialpædagogisk ledsagelse på ferieture og lignende, herunder i form af lønudgif-
ter samt opholds- og rejseudgifter for ledsageren.
Statsforvaltningens udtalelse af 2. oktober 2014 vedrørende Køge Kommune er ikke
efterfølgende blevet indbragt for Social- og Indenrigsministeriet som øverste kommu-
nale tilsynsmyndighed.
Den 2. oktober 2014 udtalte Statsforvaltningen sig tilsvarende i en lignende sag ved-
rørende opkrævning af betaling for ledsagerudgifter i forbindelse med ferieophold i
Favrskov Kommune.
Den 30. oktober 2014 indbragte KL denne sag vedrørende Favrskov Kommune for
Social- og Indenrigsministeriet.
Social- og Indenrigsministeriet fandt i medfør af § 53, stk. 1, i lov om kommunernes
styrelse grundlag for at tage Statsforvaltningens udtalelse af 2. oktober 2014 om Favr-
skov Kommunes opkrævning af betaling for ledsagerudgifter i forbindelse med ferie-
ophold op til behandling.