Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 122
Doknr.
307402
Dato
03-02-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 6.1.2016 stillet følgende spørgsmål nr.
109 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 109:
”Vil ministeren redegøre for, om der er tilstrækkeligt med pladser på landets herber-
ger, samt hvilken opsøgende indsats der sker overfor hjemløse, der sover på gaden i
vinterens frostvejr?”
Svar:
Statsrevisorerne har over for Social- og Indenrigsministeriet gjort opmærksom på, at
de finder, at der er for få pladser på forsorgshjem. Ministeriet har ikke detaljeret viden
om, hvorvidt antallet af pladser på § 110-tilbud dækker efterspørgslen hos den gruppe
af hjemløse, der har behov for og ønsker at overnatte på et § 110-tilbud. Med satspul-
jen for 2016 er der derfor afsat 3,6 mio. kr. til tre praksis- og velfærdsundersøgelser,
der frem mod 2019 bl.a. skal give ministeriet viden om antallet af pladser på forsorgs-
hjem i forhold til antallet af hjemløse.
Det følger af Servicelovens § 110, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tilbyde
midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke
har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud
om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. I henhold til Serviceloven § 4
skal kommunalbestyrelsen sørge for, at der er de nødvendige pladser på § 110-
boformer.
Ankestyrelsen udgiver hvert år en statistik om botilbud efter servicelovens § 110. Den
seneste statistik blev offentliggjort i august 2015 og viser, at der i 2014 var 2.184 plad-
ser fordelt på 71 § 110-tilbud, og at der i løbet af året var 6.369 brugere, der benyttede
et forsorgshjem eller herberg til overnatning i kortere eller længere tid.
SFI tæller hvert andet år antallet af hjemløse, og i 2015 var der 6.138 hjemløse i uge
6. 34 pct. heraf oplyste, at de overnattede på botilbud, 31 pct. at de sov hos venner og
familie, og 10 pct. svarede, at de sov på gaden. Den sidste gruppe oplyste, at de
overnattede i natvarmestuer, i kriminalforsorgen, på hospitaler mv.
Regeringen er opmærksom på, at der kan være behov for akut hjælp til hjemløse i de
koldeste vintermåneder. Derfor er der fra 2010 løbende afsat midler til etablering af
nødovernatningstilbud. Nødovernatningstilbud er målrettet gadesovende hjemløse,
der ikke benytter et midlertidigt botilbud efter serviceloven eller andre etablerede tilbud
til målgruppen, og som har behov for et akut overnatningstilbud i vintermånederne.
Med satspuljeaftalen for 2015 blev der afsat 6,7 mio. kr. til etablering af nødovernat-
ningstilbud i perioden januar-marts 2015 og vinteren 2015/2016, og i satspuljeaftalen