SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 17/12-15 om kommunernes tilbud til borgere med sjældne handicap og erhvervet hjerneskade, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir

Det talte ord gælder

Anledning:

Besvarelse af SOU samrådsspørgsmål F-J

Tid og sted: torsdag d. 17.12.2015

Social- og Indenrigsudvalget

Samrådsspørgsmål F, stillet af Karina Adsbøl (DF)

”Mener ministeren, at kommunerne har de rette kompetencer til at

træffe afgørelser på det mest specialiserede socialområde, når

Ankestyrelsens praksisundersøgelse fra november 2015 om

kommunernes visitation til tilbud efter serviceloven til borgere med

sjældne handicap og erhvervet hjerneskade, jf. SOU alm. del –

bilag 61, viser, at 40 pct. af sagerne i undersøgelsen ville have

været hjemvist eller omgjort, hvis de var blevet påklaget, og at

borgerne i 37 pct. af sagerne efter en samlet vurdering ikke har

fået dækket deres behov for hjælp, og mener ministeren, at det er

betryggende for borgernes retssikkerhed?”

Samrådsspørgsmål G, stillet af Karina Adsbøl (DF)

”Mener ministeren, at kommunerne i tilstrækkelig grad benytter de

mest specialiserede tilbud til borgere med sjældne handicap og

erhvervet hjerneskade, når det af Ankestyrelsens praksisundersø-

gelse fra november 2015, jf. SOU alm. del – bilag 61, ses, at

kommunerne i 68 pct. af sagerne anvender egne leverandører?”

Samrådsspørgsmål H, stillet af Karina Adsbøl (DF)

SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm. om talepapir fra det åbne samråd den 17/12-15 om kommunernes tilbud til borgere med sjældne handicap og erhvervet hjerneskade, til social- og indenrigsministeren

”Hvilke initiativer agter ministeren at igangsætte som opfølgning

på Ankestyrelsens praksisundersøgelse fra november 2015, jf.

SOU alm. del – bilag 61, med henblik på at forbedre indsatsen

over for borgerne på det mest specialiserede socialområde?”

Samrådsspørgsmål I, stillet af Jakob Sølvhøj (EL)

”Vil ministeren på baggrund af Ankestyrelsens praksisundersøgel-

se fra november 2015, jf. SOU alm. del – bilag 61, tage initiativ til

at indføre regler om kompensation til borgere med handicap, der

på grund af fejl i den kommunale sagsbehandling ikke er blevet

visiteret til den støtte eller hjælp, de efter lovgivningen har krav

på?”

Samrådsspørgsmål J, stillet af Jakob Sølvhøj (EL)

”Vil ministeren på baggrund af Ankestyrelsens praksisundersøgel-

se fra november 2015, jf. SOU alm. del – bilag 61, tage initiativ til

at ændre bestemmelserne om refusion i dyre enkeltsager, således

at finansieringen af disse sager i højere grad bliver et fælleskom-

munalt eller et statsligt ansvar?”

Indledning

Tak for invitationen til samrådet her i dag.

Også tak til spørgerne for uddybningen af de fem spørgsmål, som

vi skal drøfte.

Inden jeg går i gang, vil jeg gerne bede jer indstille jer på, at jeg

kommer til at tale i et godt stykke tid, for der er jo fem spørgsmål,

som jeg skal svare på. Men vi skal nok nå debatten og dialogen

også.

Generelt før svarene på de fem samrådsspørgsmål

Alle fem spørgsmål er stillet på baggrund af Ankestyrelsens prak-

sisundersøgelse om kommunernes visitation til tilbud efter ser-

viceloven til borgere med sjældne handicap og erhvervet hjerne-

skade, som blev udsendt her i november.

Jeg vil forsøge at behandle hvert spørgsmål for sig. Jeg vil under-

vejs sige, hvilket spørgsmål jeg kommenterer.

Men inden jeg svarer på de fem spørgsmål, vil jeg indledningsvis

mere generelt og overordnet sige, at serviceloven er en

meget

bred rammelov, som – uden at det skal være en undskyldning for

kommunerne eller andre – kan være svær at navigere i.

Som I nok alle ved, forsøgte den tidligere regering at få gennem-

ført en forenkling af servicelovens voksenbestemmelser, hvilket

dog ikke lykkedes.

Nu har vi i regeringen netop besluttet at tage handsken op. Vi ved,

at det bliver svært, men vi ønsker at gennemføre en reform af ser-

vicelovens voksenbestemmelser, som er mere ambitiøs, og som

både indeholder en mærkbar forenkling og afbureaukratisering af

loven, og et styrket fokus på borgerens retssikkerhed. Det viser

praksisundersøgelsen jo med al tydelighed, at der er behov for.

Men vi må også holde os for øje i diskussionen, at der lige nu er

en markant mistillid mellem borgere og kommuner på den her

dagsorden. Der skal gøres en stor indsats fra alle parter for at

skabe mere tillid, for ellers kommer mistilliden til at spænde ben

for os i alt, hvad vi forsøger at gøre på området.

Samrådsspørgsmål F

Efter disse generelle betragtninger vil jeg så gå over til at svare på

de enkelte spørgsmål, og det første af dem går på kommunernes

kompetence til at træffe afgørelser og borgernes retssikkerhed i

den forbindelse.

Spørgsmålet lyder, om jeg mener, at kommunerne har de rette

kompetencer til at træffe afgørelser på det mest specialiserede

socialområde.

Der henvises til, at praksisundersøgelsen viser, at 40 pct. af sa-

gerne ville være blevet hjemvist eller omgjort, hvis de var blevet

påklaget til Ankestyrelsen.

Desuden viser undersøgelsen, at borgerne i 37 pct. af sagerne

efter en samlet vurdering ikke har fået dækket deres behov for

hjælp.

Jeg bliver også spurgt, om jeg mener, at det er betryggende for

borgernes retssikkerhed.

Kommunernes kompetencer til at træffe afgørelser

Jeg vil sige helt ærligt, at praksisundersøgelsens resultater gør

mig bekymret.

Selv om serviceloven er en rammelov, der kan være svær at gå til,

så gør kommunerne det ganske enkelt ikke godt nok, når mere

end 1/3 af borgerne ikke har fået en fyldestgørende hjælp.

Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er sagsbehandlernes kompe-

tencer, der er noget galt med, men det er klart, at ledelsen i den

enkelte kommune bør have fokus på at sikre, at medarbejderne er

godt nok klædt på til at tage sig af disse vanskelige sager.

Der er også behov for, at kommunerne ser på, hvordan de organi-

satorisk kan understøtte sagsgange og tilrettelæggelsen af arbej-

det.

Ifølge praksisundersøgelsen er problemerne først og fremmest, at

kommunerne har svært ved at få lavet en helhedsvurdering af

borgeren, ligesom kommunerne heller ikke undersøger sagerne

godt nok.

Problemerne med sagsbehandlingen afspejler sig også i, at 4 ud

af 10 sager ville være blevet ændret eller hjemvist, hvis de var

blevet indbragt for Ankestyrelsen.

Her må det retfærdigvis siges, at en hjemvisning ikke behøver at

være ensbetydende med, at borgeren ikke har fået den hjælp,

som pågældende har ret til efter loven. En hjemvisning kan også

være begrundet i, at en sag ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at der

kan træffes afgørelse.

F.eks. kan der mangle oplysninger om borgernes helbredsmæssi-

ge forhold, eller der kan være utilstrækkelig præcisering af den

hjælp, kommunerne har tildelt.

Det kan derfor ikke afgøres, hvorvidt borgeren er berettiget til en

ansøgt ydelse, før de manglende oplysninger er tilvejebragt. I nog-

le af sagerne ville borgeren have været berettiget til den ansøgte

hjælp og i andre ikke.

Borgernes retssikkerhed

Men der skal ikke herske tvivl om, at der skal rettes op på dette

her, for det er naturligvis ikke betryggende for borgernes retssik-

kerhed med så høj en fejlprocent i sagsbehandlingen, som der er

tale om her. Særligt ikke, når man tager i betragtning, at vi har at

gøre med en gruppe ofte meget svage borgere med komplekse

funktionsnedsættelser.

Jeg går derfor som en helt naturlig ting ud fra, at kommunerne nu

påtager sig deres del af opgaven og ser meget nøje på de anbefa-

linger, som Ankestyrelsen kommer med i praksisundersøgelsen.

Men Ankestyrelsens anbefalinger og kritik af kommunerne fra os

Christiansborgpolitikere gør det ikke alene, så derfor vil jeg også

som minister ændre lovgivningen på området, så vi får sikret en

mere helhedsorienteret indsats og bedre belysning af sager. Det

vil jeg vende tilbage til om lidt, når jeg skal svare på spørgsmål H.

Samrådsspørgsmål G

Men først vil jeg gå til spørgsmål G, som har fokus på kommuner-

nes brug af de mest specialiserede tilbud.

Der bliver spurgt, om jeg mener, at kommunerne i tilstrækkelig

grad benytter de mest specialiserede tilbud til borgere med sjæld-

ne handicap og erhvervet hjerneskade, når det af praksisunder-

søgelsen ses, at kommunerne i 68 pct. af sagerne anvender egne

leverandører.

Tallene i praksisundersøgelsen

Hvis man dykker lidt ned i tallene i praksisundersøgelsen, kan

man se, at de 68 pct., hvor kommunerne anvender egne leveran-

dører, er et gennemsnit af alle sagerne.

Og her slår det stærkt igennem, at kommunerne næsten udeluk-

kende anvender egne leverandører, når der ydes personlig og

praktisk hjælp (hjemmehjælp) eller socialpædagogisk støtte. Det

er meget naturligt, da denne hjælp typisk ikke er specialiseret. Det

er typisk nogle former for hjælp, hvor de fleste kommuner – også

små kommuner – selv har egnede tilbud.

Billedet ser straks anderledes ud, hvis man ser på visitation til bo-

tilbud, som kan være mere specialiserede tilbud.

Her kan man se, at kommunerne ved visitation til midlertidige bo-

tilbud anvender egne leverandører i 41 pct. af sagerne og andre

kommuners, regioners eller private tilbud i 59 pct. af sagerne. Alt-

så en noget lavere andel end gennemsnittet på 68 pct.

Det samme billede tegner sig for længerevarende botilbud.

Her tyder det altså på, at kommunerne afsøger markedet for at

finde det rette tilbud til den enkelte borger, når der er tale om mere

specialiserede tilbud.

Det er selvfølgeligt helt afgørende, at tilbuddene indeholder de

rette kompetencer. I den sammenhæng vil jeg nævne den natio-

nale koordinationsstruktur, som i 2014 blev oprettet i Socialstyrel-

sen.

Den nationale koordinationsstruktur indebærer, at Socialstyrelsen

kan pege på målgrupper eller indsatser, hvor der er behov for

øget koordination eller planlægning mellem kommunerne. Formå-

let er således, at de rette specialiserede tilbud er til stede og til-

gængelige for alle kommuner.

Den første målgruppe, som blev udpeget sidste år, var voksne

med kompleks erhvervet hjerneskade, altså en af de målgrupper,

som Ankestyrelsens praksisundersøgelse handler om. Det arbej-

der kommunerne med lige nu, og jeg er spændt på at se deres

afrapporteringer, som de skal indsende til Socialstyrelsen senest

1. marts.

Konklusion om brug af specialiserede tilbud

Jeg mener, at man om kommunernes brug af de mest specialise-

rede tilbud kan konkludere, at praksisundersøgelsen ikke i sig selv

giver anledning til bekymring. For resultaterne tyder jo netop på, at

kommunerne afsøger markedet der, hvor det er relevant, nemlig i

forhold til de mest specialiserede tilbud. Og der hvor kommunerne

hovedsageligt bruger egne tilbud er bl.a. i forhold til praktisk hjælp

i hjemmet, hvor kommunerne typisk selv har kompetencerne til at

udføre hjælpen, fordi det ikke er en kompliceret eller specialiseret

indsats.

Man kan også konkludere, at kommunerne i høj grad samarbejder

med andre kommuner, regioner og private, og at der fra centralt

hold også er initiativer, som skal sikre dette samarbejde på det

mest specialiserede socialområde.

Samrådsspørgsmål H

Så vil jeg gå over til at svare på spørgsmål H, som drejer sig om

opfølgning på praksisundersøgelsen.

Jeg bliver her spurgt, hvilke initiativer jeg agter at igangsætte som

opfølgning på undersøgelsen med henblik på at forbedre indsat-

sen over for borgerne på det mest specialiserede socialområde.

Kommunernes ansvar

Selv om serviceloven kan være svær at gå til, er det kommuner-

nes ansvar at sikre, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse

med loven, og at borgerne får den hjælp, som de efter lovgivnin-

gen har ret til. Kommunerne skal altså træffe lovlige og forståelige

afgørelser.

Og som jeg også sagde, da jeg svarede på spørgsmål F, går jeg

ud fra, at kommunerne nu sætter sig ned og studerer Ankestyrel-

sens anbefalinger nøje, så de kan gøre deres til, at der kan blive

rettet op på sagsbehandlingen på det her område.

Når det så er sagt, så vil jeg som minister naturligvis også gøre

mit til, at området her kan blive rettet op ude i kommunerne.

Og det, som jeg kan og vil gøre, er at påtage mig at sørge for, at

kommunerne får den bedst mulige hjælp og støtte til at leve op til

deres ansvar.

Nyt initiativ: Reform af servicelovens voksenbestemmelser

Som jeg nævnte indledningsvis har regeringen netop besluttet at

igangsætte et arbejde med en reform af servicelovens voksenbe-

stemmelser.

Reformen skal ses i lyset af, at vores nuværende servicelov –

særligt på voksenområdet – efter min mening er blevet for kom-

pleks og svær for kommunerne at administrere korrekt. Reformen

skal derfor munde ud i en mærkbar forenkling til gavn for såvel

kommuner som borgere.

Reformen skal også understøtte, at kommunerne ser på borge-

rens situation under ét og giver en helhedsorienteret indsats, som

samlet set imødekommer borgerens behov. Vi skal have skærpet

kravene til, hvordan disse sager bliver belyst, for praksisundersø-

gelsen peger jo på, at der i dag er udfordringer med at komme he-

le vejen rundt om borgerens situation og få de rette oplysninger til

at indgå i sagsbehandlingen. Og der skal være fokus på borge-

rens retssikkerhed. Altså netop det, som praksisundersøgelsen

viser, at der er brug for at styrke, og som Ankestyrelsen anbefaler

kommunerne at gøre.

Og jeg vil lægge op til et bredt samarbejde, hvor bl.a. brugerorga-

nisationerne vil blive inddraget på et tidligt tidspunkt. Jeg vil meget

gerne have en god dialog, hvor vi kan være konstruktive og disku-

tere tingene på en god måde. Så jeg vil opfordre til, at vi trækker i

arbejdstøjet og tager den konstruktive hat på.

Jeg håber, at den kommende reform af serviceloven kan være

med til at mindske risikoen for, at vi fremadrettet ser praksisun-

dersøgelser med så bekymrende resultater, som tilfældet er med

den praksisundersøgelse, vi sidder med nu.

Allerede iværksatte initiativer

Men derudover er der jo, som I nok ved, allerede taget en række

initiativer.

Her vil jeg nævne task forcen på handicapområdet, som består af

en gruppe eksperter fra Socialstyrelsen og Ankestyrelsen.

Task forcen kommer ud i den enkelte kommune og ser på, hvor-

dan de konkret arbejder på handicapområdet. På den baggrund

får den enkelte kommune målrettet hjælp med at kvalificere sags-

behandlingen på handicapområdet og på den måde træffe flere

rigtige afgørelser.

Et andet initiativ er, at ministeriet sammen med KL har udviklet

voksenudredningsmetoden, som kommunerne kan bruge, når de

behandler sager med borgere med særlige behov.

Voksenudredningsmetoden er en rigtig god metode, som skal sik-

re en helhedsorienteret og individuel vurdering af borgerens funk-

tionsevne. Jeg er glad for, at næsten alle kommuner har valgt at

bruge den.

Ud over de initiativer har ministeriet også drøftet praksisundersø-

gelsen med KL, og KL har lovet at tage udfordringerne op med

kommunerne.

Samrådsspørgsmål I

Spørgsmål I drejer sig om indførelse af en kompensationsordning.

Jeg forstår det sådan, at der spørges til en kompensationsordning,

som går ud på, at hvis en kommune har truffet en afgørelse, der

giver borgeren mindre hjælp, end borgeren efter lovgivningen har

ret til, skal borgeren have en kompensation, der står i forhold til

den manglende hjælp, hvis borgeren får medhold i en klage.

Vi er enige om, at alle borgere skal have den hjælp, de har ret til

efter lovgivningen. Og de skal have den rigtige afgørelse om hjæl-

pen i første omgang.

Kompensationsordning er administrativt tung

Men en kompensationsordning er efter min mening en administra-

tivt tung og dyr ordning, der ikke vil medvirke til, at vi opnår det

ønskede resultat.

Den myndighed, der skal administrere ordningen, vil i hver enkelt

sag skulle bruge ressourcer på at tage stilling til, hvilken kompen-

sation borgeren skal have.

Og på hvilket grundlag skal en sådan kompensation overhovedet

opgøres? Den ydelse, borgeren skulle have haft, er jo yderst

sjældent en pengeydelse, men derimod naturaliehjælp, f.eks. led-

sagelse. Her ligger en betydelig vanskelighed, og det vil i givet

fald være nødvendigt at lave et regelsæt for fastsættelse af kom-

pensation i forskellige situationer. Det forekommer meget tungt

administrativt.

Samtidig vil en økonomisk kompensation alligevel ikke give borge-

ren det, borgeren har ønsket og har ret til, nemlig hjælp efter ser-

viceloven, når behovet er til stede.

Og hvis der er tale om en pengeydelse, får borgeren jo allerede i

dag hjælpen med tilbagevirkende kraft til ansøgningstidspunktet,

hvis det efterfølgende viser sig, at afgørelsen var forkert i første

omgang. Det gælder f.eks. ved merudgiftsydelse og tabt arbejds-

fortjeneste.

Jeg mener ikke, at en kompensationsordning vil føre til flere rigtige

afgørelser fra kommunerne. Det er for mig at se ikke den rette vej

at gå.

To hovedelementer i retssikkerheden

Som jeg har sagt på et tidligere samråd, består borgernes retssik-

kerhed i forbindelse med afgørelser efter serviceloven efter min

mening primært i to bærende hovedelementer:



Det første er, at borgerne skal kunne regne med, at kom-

munerne gør deres bedste for at træffe korrekte afgørelser

i første omgang.



Det andet er, at borgerne skal have en ordentlig klagead-

gang, hvis de mener, kommunen har truffet en afgørelse,

der ikke fuldt ud er i overensstemmelse med loven.

Det er her, jeg mener, at indsatsen skal koncentreres.

Målsætningen for alle må være, at borgerne skal have korrekte og

forståelige afgørelser i første omgang.

Det har jeg tillid til, at kommunerne grundlæggende har viljen til,

også selv om praksisundersøgelsen viser et bekymrende resultat.

Som jeg også sagde lidt tidligere, så er det kommunernes ansvar

at sikre, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse med lovgiv-

ningen. Til gengæld er det også vigtigt, at kommunerne får den

bedst mulige støtte til at leve op til deres ansvar.

Det første retssikkerhedselement: Initiativer for at understøtte

kommunernes sagsbehandling

Der er i de senere år taget en række initiativer med henblik på at

understøtte den kommunale sagsbehandling og udbrede viden om

korrekt praksis. Kvaliteten af den kommunale sagsbehandling er

det første retssikkerhedselement, jeg lige har nævnt.

Jeg nævnte tidligere task forcen på handicapområdet og voksen-

udredningsmetoden.

Jeg kan også pege på, at:



Ankestyrelsen i sommeren 2015 har moderniseret sin juridiske

hotline, hvor kommunale sagsbehandlere kan få vejledning.

Langt flere svar fra hotlinen bliver nu lagt på Ankestyrelsens

hjemmeside, og søgemulighederne er blevet forbedret, så det

nu er lettere for kommunerne at finde svarene.



Der bliver fra Ankestyrelsens side foretaget praksisundersø-

gelser, som den vi drøfter i dag, og på den baggrund givet an-

befalinger til kommunerne, der kan styrke sagsbehandlingen.

Selv om resultatet af denne her praksisundersøgelse er be-

kymrende, kan og skal dens resultat og anbefalinger bruges

som et redskab i dialogen med kommunerne med henblik på

at højne sagsbehandlings-kvaliteten.



Ministeriet har også en revision af vejledningen om servicelo-

vens formål og generelle bestemmelser på vej. Her vil bl.a. be-

tingelserne for at nedsætte en ydelse i forbindelse med æn-

dring af et kommunalt serviceniveau blive tydeliggjort.

Derudover er det naturligvis også vigtigt, at vi i denne kreds tager

ansvar for, at lovgivningen er forståelig for både borgere og kom-

muner, og at den er udformet på en måde, så den er til at admini-

strere korrekt.

Og det er her, at den kommende reform af servicelovens voksen-

bestemmelser bliver afgørende, og jeg håber, at I vil trække i ar-

bejdstøjet sammen med mig og gå konstruktivt ind i dialogen.

Det andet retssikkerhedselement: Initiativer, der har nedsat

sagsbehandlingstiden i klagesystemet

Det andet retssikkerhedselement er borgernes klageadgang til

Ankestyrelsen.

Her er det afgørende, at klager behandles indenfor en rimelig tid,

så borgeren får afklaret endeligt, hvad han eller hun har ret til. På

den måde bliver det samtidig hurtigt klart for kommunen, hvordan

lovgivningen skal administreres på det pågældende område.

Sagsbehandlingen i Ankestyrelsen har været lang, også alt for

lang. Men der er taget en række initiativer for at nedbringe den

gennemsnitlige sagsbehandlingstid – og det har virket efter hen-

sigten.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for klager over kommuna-

le afgørelser er faldet i de første tre kvartaler i 2015, og til og med

oktober er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2015 opgjort

til 4,3 måneder. Samtidig er den sagspukkel, der har været på om-

rådet, blevet væsentligt mindre.

Den udvikling synes jeg godt, at vi kan være tilfredse med. En kort

sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen har fortsat meget høj prioritet,

og ministeriet følger løbende sagsbehandlingstiderne.

Det, tror jeg, er den rigtige vej: At skabe klarhed i lovgivningen, at

blive ved med at understøtte kommunerne i at træffe korrekte af-

gørelser på baggrund af faglige og økonomiske hensyn og ud fra

den enkeltes behov og at arbejde for at sikre hurtig klagesagsbe-

handling. Derfor støtter jeg ikke en kompensationsordning.

Samrådsspørgsmål J

Så når vi til spørgsmål J, som drejer sig om ændringer i finansie-

ringsbestemmelserne i retning af en højere grad af et fælleskom-

munalt eller et statsligt ansvar.

Evalueringen af kommunalreformen gav ikke grundlag for

ændringer

Spørgsmålet om kommunernes økonomiske bæredygtighed og

behovet for ændringer i finansieringsbestemmelserne blev be-

handlet under den evaluering af kommunalreformen, som blev

gennemført for et par år siden.

Evalueringen viste, at de større kommunale enheder har en god

faglig og økonomisk bæredygtighed, og at der ikke var grundlag

for at ændre på, at kommunerne fortsat skal have det fulde myn-

digheds-, forsynings- og finansieringsansvar på det sociale områ-

de.

En ændring af refusionsgrænserne, så finansieringen af disse sa-

ger i højere grad bliver et fælleskommunalt eller et statsligt an-

svar, vil efter min mening medføre en skæv incitamentsstruktur.

Den enkelte kommune vil få mindre incitament til at forebygge, at

problemerne vokser sig store, ligesom der vil være mindre incita-

ment til at finde det rette og økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Så nej: Jeg har ikke planer om at ændre finansieringsbestemmel-

serne.

Afslutning

Som sagt gør praksisundersøgelsens resultater mig bekymret, og

der ligger her en opgave i forhold til at få rettet op på området –

både for kommunerne og for os Christiansborg-politikere.

Jeg går, som jeg sagde før, ud fra, at kommunerne påtager sig

deres del af ansvaret og gennemgår Ankestyrelsens anbefalinger,

så sagsbehandlingen kan blive rettet ind.

Desuden håber jeg, at vi snart for alvor kan begynde at se effek-

ten af kommunernes brug af voksenudredningsmetoden, af Anke-

styrelsens mere målrettede vejledning, og at task forcens arbejde

vil bære frugt i forhold til en højnet kvalitet i sagsbehandlingen.

Og så vil vi i regeringen som sagt nu sætte fuld gang i arbejdet

med den kommende reform af servicelovens voksenbestemmel-

ser og se på, hvordan reglerne kan forenkles, så det også ad den

vej gøres enklere for kommunerne at administrere korrekt.

Vi får ikke med et slag fuldt korrekte afgørelser i hver eneste sag i

alle kommuner, men jeg tror på, at vi med fortsat fokus på at støt-

te kommunernes sagsbehandling gradvis vil se flere og flere rigti-

ge afgørelser i kommunerne, hvor borgerne får den hjælp, som de

efter lovgivningen har ret til.

Det, tror jeg, er den rigtige vej - at skabe klarhed i lovgivningen og

blive ved med at understøtte kommunerne i at træffe korrekte af-

gørelser.

Men som jeg sagde indledningsvis handler dette her også om tillid

mellem kommuner og borgere, og her har vi en fælles opgave i at

være med til at få genskabt en god dialog.

Det er helt afgørende, at vi får genskabt den tillid, der gør, at en

borger trygt kan gå til kommunen og være sikker på at få den

hjælp, som loven giver ret til, uden at være bekymret for manglen-

de retssikkerhed og skjulte økonomiske dagsordener hos sagsbe-

handlerne.

Tak for ordet.