SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 100: Spm. om kommentar til Michael Graatangs udtalelse nævnt i Berlingske Tidende den 9/12-15 under overskriften Syv børnehjem forsømmer indsats mod sexovergreb om, at der mangler handleplaner i halvdelen af sager, hvor udsatte børn har været udsat for et seksuelle overgreb, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Sagsnr.

2015 - 9962

Doknr.

301436

Dato

06-01-2016

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 15.12.2015 stillet følgende spørgsmål

nr. 100 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Marianne Jelved (RV).

Spørgsmål nr. 100:

”Vil ministeren kommentere Michael Graatangs udtalelse nævnt i Berlingske Tidende

den 9. december 2015 under overskriften ”Syv børnehjem forsømmer indsats mod

sexovergreb” om, at der mangler handleplaner i halvdelen af sager, hvor udsatte børn

har været udsat for et seksuelle overgreb, og hvad agter ministeren at gøre for, at

kommunerne overholder deres forpligtigelser i forhold til dette område?”

Svar:

Kommunerne har pligt til at udarbejde handleplaner for indsatsen over for børn og

unge, der er anbragt uden for hjemmet. I forbindelse med, at der træffes afgørelse om

anbringelse af et barn eller en ung på et anbringelsessted, skal kommunen selvsagt

gøre anbringelsesstedet opmærksom på, hvilken opgave, som anbringelsesstedet

forventes at løse på baggrund af den børnefaglige undersøgelse og den handleplan,

som kommunen har udarbejdet.

Handleplanen er og bør være et vigtigt redskab for både kommunen, for anbringelses-

stedet og for familien i forhold til at angive, hvad der er formålet med indsatsen, og

hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Og der er selvsagt større klar-

hed over, hvad der skal iværksættes, hvis handleplanen foreligger skriftligt og er kendt

af alle, den er relevant for.

Der har tidligere været tvivl om, hvilke grænser tavshedspligten sætter i forhold til,

de oplysninger, som anbringelsesstederne må få om indsatsen over for konkrete børn

og unge. På den baggrund blev det med Tilsynsreformen fra 1. januar 2014 tydelig-

gjort i serviceloven, at tilbuddene skal have indsigt i de relevante dele af handlepla-

nen, dvs. de dele, som er af betydning for den indsats, som anbringelsesstedet skal

yde.

I en handleplan kan der indgå oplysninger, som anbringelsesstedet ikke skal have.

Det kan eksempelvis dreje sig om oplysninger om barnets eller den unges forældre,

der ikke er relevante for anbringelsesstedet. I sådanne tilfælde skal den anbringende

kommune ikke udlevere hele handleplanen til anbringelsesstedet, men kun de dele af

handleplanen, der er relevante i forhold til anbringelsesstedets indsats over for barnet

eller den unge. Det betyder samtidig, at et anbringelsessted derfor ikke nødvendigvis

er i besiddelse af den samlede handleplan, der er udarbejdet for støtten til familien.

Jeg ikke har kendskab til indholdet af eller præmisserne for den undersøgelse om

manglende handleplaner på anbringelsessteder for børn og unge, som omtales i artik-

len. Derfor vil jeg ikke kommentere undersøgelsen nærmere. Som jeg forstår artiklen

SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 100: Spm. om kommentar til Michael Graatangs udtalelse nævnt i Berlingske Tidende den 9/12-15 under overskriften Syv børnehjem forsømmer indsats mod sexovergreb om, at der mangler handleplaner i halvdelen af sager, hvor udsatte børn har været udsat for et seksuelle overgreb, til social- og indenrigsministeren

har den rundspørge, som LOS’ formand henviser til, dog ikke været rettet mod sager,

hvor børn og unge har været udsat for overgreb.

Hvis der er anbringelsessteder, som oplever, at de ikke får udleveret de relevante dele

af handleplanen, vil jeg råde disse tilbud til at rette henvendelse til den kommune, som

har anbragt barnet eller den unge i tilbuddet. Det følger således af serviceloven, at det

klare udgangspunkt er, at det er en forudsætning for anbringelsen, at der er udarbej-

det en handleplan.

Samtidig ville jeg som anbringelsessted være yderst kritisk over for at modtage børn

og unge, hvor der ikke er opstillet et klart mål for deres anbringelse, og uden angivelse

af, hvilken opgave, der skal løses. Og som kommune ville jeg overveje, om borgeren

får bedst muligt hjælp for pengene, hvis ikke der er angivet et klart mål for indsatsen.

Vi ser eksempler på, at nogle kommuner fortsat har udfordringer med implementering

af lovgivningen. Derfor har satspuljepartierne iværksat en række initiativer, som un-

derstøtter kommunernes sagsbehandling på området for børn og unge. Det gælder

bl.a. i forhold til rådgivning og understøttelse fra Socialstyrelsen, en permanent Task

Force på børneområdet, efteruddannelse af socialrådgiverne og en juridisk hotline og

læringsteams hos Ankestyrelsen. Disse initiativer vil jeg fortsat følge tæt.

Generelt oplever jeg, at der i kommunerne er fokus på, at forbedre sagsbehandlingen

på børneområdet og at flere og flere kommuner arbejder målrettet med at styrke det

forebyggende arbejde på området for børn og unge. Partierne bag satspuljeaftalen for

2016 har i fællesskab valgt at understøtte kommunernes arbejde med at omlægge

deres indsats med fokus på forebyggelse og mere effektive indsatser, og det forventer

jeg også, at vi kommer til at se positive effekter af fremadrettet.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann