Skatteudvalget 2015-16
SAU Alm.del
Offentligt
1640558_0001.png
31. maj 2016
J.nr. 16-0652486
Til Folketinget – Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 464 af 17. maj 2016 (alm. del).
Karsten Lauritzen
/ Kiann Stenkjær Hein
SAU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 464: Spm. om, at lette byrderne for små og mellemstore virksomheder ved at indberetninger om moms, skat mm. bruges til, at der automatisk generes skatteregnskab, til skatteministeren
1640558_0002.png
Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, om der er et arbejde i gang i ministeriet med at lette byrderne
for små og mellemstore virksomheder ved at indberetninger om moms, skat mm. bruges
til, at der automatisk generes skatteregnskab m.v.
Svar
Som en del af aftale om en vækstpakke 2014, der er indgået mellem den daværende SR-
regering, V, DF, SF, EL og KF, er der igangsat initiativet NemVirksomhed i Skattemini-
steriet/SKAT, som har til formål at reducere enkeltmandsvirksomheders tidsforbrug på
bogføring samt afregning af moms og skat. Det forventes p.t., at der igangsættes en grad-
vis implementering af løsningen fra udgangen af 2016, idet dele af projektet dog først
forventes at kunne idriftsættes i løbet af foråret 2017.
Skatteministeriet bidrager desuden aktivt til initiativet ”Automatisk Erhvervsrapporte-
ring”, som indgår i den nyligt offentliggjorte fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-
2020. Initiativet skal analysere og teste grundlaget for at etablere automatisk erhvervsrap-
portering på området for finansielle og økonomiske data (bogføring og regnskab). Det
overordnede mål for automatisk erhvervsrapportering er at reducere og på sigt helt fjerne
virksomhedernes indberetningsbyrder ved at automatisere relevante datastrømme fra
virksomhederne, så virksomhederne kan slippe for at foretage ressourcekrævende indbe-
retninger af forskellig art. Dette skal ske under hensyntagen til den nødvendige databe-
skyttelse og uden at gå på kompromis med datakvalitet samt det offentliges myndigheds-
udøvelse. Under forudsætning af fuld implementering af automatisk erhvervsrapportering
vurderes konceptet at reducere virksomheders administrative byrder betragteligt.
De nævnte initiativer til automatisering og digitalisering af virksomhedernes skattehåndte-
ring er attraktive og visionære, men vedrører samtidig komplekse problemstillinger og
systemer, som kræver grundige og længerevarende projektforløb.
Skatteministeriet har løbende fokus på at lette byrderne for små og eller mellemstore
virksomheder gennem øget automatisering og digitalisering, ligesom Skatteministeriet
arbejder for at bidrage til regeringens målsætning om at lette virksomhedernes byrder
med op mod 3 mia. kr. frem mod 2020. Samtidig er det afgørende, at byrdelettelsestilta-
gene ikke modvirker effektiv kontrol eller virker uhensigtsmæssige på andre parametre,
herunder fx i forhold til skatteprovenuet.
Side 2 af 2