Skatteudvalget 2015-16
SAU Alm.del
Offentligt
1615321_0001.png
31. marts 2016
J.nr. 16-0290027
Til Folketinget – Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 273 af 4. marts 2016 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Hans Kristian Skibby (DF).
Karsten Lauritzen
/ Thomas Fogtmann
SAU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 273: Spm. om, hvordan det kan lade sig gøre, at helt ens grunde beliggende på samme adresse vurderes forskelligt i forhold til at opnå fradrag for grundforbedringer i forbindelse med byggemodning, til skatteministeren
1615321_0002.png
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, hvordan det kan lade sig gøre, at helt ens grunde beliggende
på samme adresse vurderes forskelligt i forhold til at opnå fradrag for grundforbedringer i
forbindelse med byggemodning, idet den eneste forskel på grundene er, at der på den ene
halvdel af grundene er opført andelsboliger, og hvor der er fradrag for forbedringer, og
den anden halvdel af grundene er ejet af private, som ikke har fradrag for forbedringer, og
synes ministeren, at denne forskel er rimelig?
Svar
Adgangen til fradrag for grundforbedringer blev ophævet pr. 1. januar 2013. Der kan
derfor ikke længere anmodes om grundforbedringsfradrag, idet der dog gælder visse sær-
lige overgangsregler. Allerede eksisterende fradrag beregnes herefter som en fast procent-
del af grundværdien, dog højst beløbet pr. 1. januar 2013, indtil fradraget udløber.
Udover at ejer skulle sandsynliggøre og dokumentere udgifterne for den enkelte ejendom,
var det en grundlæggende betingelse for fradrag, at forbedringerne medførte en stigning
af værdien af grunden i ubebygget stand. Der kunne alene gives fradrag for vej- og forsy-
ningsanlæg mv. uden for grunden, men for større ejendomme – med f.eks. andelsboliger i
tæt lav bebyggelse – kunne der dog gives fradrag for udgifter til hovedanlæg på grunden
på samme måde som adgangen til fradrag for almindelige parcel- og rækkehuse.
Adgangen til fradrag for forbedringer var således den samme, uanset om der var tale om
andelsboliger eller parcel- og rækkehuse mv., og det er ikke muligt ud fra den i spørgsmå-
let skitserede situation nærmere at angive, hvad der i den konkrete situation kan være
baggrunden for, at grunden med andelsboliger har opnået fradrag for forbedringer, og
grunden ejet af private ikke har et tilsvarende fradrag. Det vil således kræve flere oplys-
ninger om ejendommene (beliggenhed m.v.), for at dette forhold kan belyses yderligere.
Jeg kan derfor heller ikke på det foreliggende grundlag tage stilling til, om forskellen i den
skitserede situation er rimelig.
Side 2 af 2