REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 847: Spm. om det er rimeligt, at politiet ikke har beføjelser til at undersøge, hvor i en bygning en stjålen genstand befinder sig, til justitsministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

25. november 2016

Politikontoret

Tine Rahr Kristensen

2016-0030-4773

2146131

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 848 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. august 2016.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Søren Pind

Jesper Jarnit

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 847: Spm. om det er rimeligt, at politiet ikke har beføjelser til at undersøge, hvor i en bygning en stjålen genstand befinder sig, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 848 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Hvorfor kan politiet ikke ransage en bygning, hvor man ved

hjælp af GPS kan spore en stjålen genstand til?”

Svar:

Politiet kan foretage ransagning af boliger og andre husrum, dokumen-

ter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande, jf. retspleje-

lovens § 793, stk. 1, nr. 1. Politiet kan endvidere efter § 793, stk. 1, nr. 2,

foretage ransagning af andre genstande samt lokaliteter uden for husrum.

Det følger af § 793, stk. 2, at undersøgelser af lokaliteter eller genstande,

som er frit tilgængelige for politiet, ikke er omfattet af reglerne om ransag-

ning.

Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en mistænkt

har rådighed over, må kun foretages, hvis den pågældende med rimelig

grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påta-

le, og ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efter-

forskningen, jf. § 794, stk. 1.

Ved ransagning omfattet af § 793, stk. 1, nr. 1, dvs. bl.a. af boliger og an-

dre husrum, kræves tillige, enten at sagen angår en lovovertrædelse, der

efter loven kan medføre fængselsstraf, eller at der er bestemte grunde til at

antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes

ved ransagningen, jf. § 794, stk. 2.

Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en person,

der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan ske med samtykke fra den

pågældende. I så fald er ransagningen i medfør af § 795, stk. 1, 1. pkt.,

ikke omfattet af retsplejelovens kapitel om ransagning. Er der ikke givet

samtykke, kan ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande,

som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kun ske, såfremt

efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre

fængselsstraf, og der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller

genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen, jf. § 795,

stk. 1, 2. pkt.

Ransagning må ifølge § 797, stk. 1, ikke foretages, såfremt det efter under-

søgelsens formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som un-

dersøgelsen må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt ind-

greb. Ransagningen skal således være proportional.

Disse betingelser hænger sammen med, at ransagning grundlæggende er et

betydeligt indgreb i husfreden og privatlivets fred.

Det følger af § 796, stk. 1, at afgørelse om ransagning vedrørende de i

§ 793, stk. 1, nr. 2, nævnte genstande eller lokaliteter, som en mistænkt har

rådighed over, træffes af politiet. I andre tilfælde træffes afgørelse om

ransagning ved rettens kendelse, jf. § 796, stk. 2. Politiet kan dog træffe

beslutning om at foretage ransagningen, såfremt undersøgelsens øjemed

ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, jf. § 796, stk. 3. I disse

tilfælde forelægger politiet, hvis den, hvis husrum, lokaliteter eller gen-

stande ransagningen retter sig mod, fremsætter anmodning herom, snarest

muligt og senest inden 24 timer sagen for retten, der ved kendelse afgør,

om indgrebet kan godkendes. Politiet kan endvidere træffe beslutning om

at foretage ransagningen, hvis den mistænkte, hvis husrum, lokaliteter eller

genstande ransagningen retter sig mod, meddeler skriftligt samtykke hertil,

jf. § 796, stk. 5.

Sporings- og lokaliseringstjenester såsom tjenesten ”Find min iPhone”,

der kan anvendes på en række elektroniske genstande, gør det i visse til-

fælde muligt at finde frem til den geografiske placering af f.eks. en mobil-

telefon eller computer, der er tabt eller stjålet. Med tjenesten er det bl.a.

muligt at se på et kort, hvor genstanden er lokaliseret, låse genstanden, så

den ikke kan anvendes, og få genstanden til at udsende en høj lyd, så den

lettere kan lokaliseres.

Politiet er generelt meget opmærksom på de efterforskningsmuligheder,

der følger af sporings- og lokaliseringstjenester, og politiet vurderer løben-

de, hvordan efterforskningen i sager, hvor stjålne genstande kan lokalise-

res via denne type tjenester, kan optimeres. Det bemærkes i den forbindel-

se, at politiet i en række tilfælde – hvor oplysningerne har været tilstræk-

keligt præcise – har lokaliseret stjålne genstande ved hjælp af forskellige

sporingstjenester.

Politiet har endvidere udarbejdet en servicedeklaration om tyveri af gen-

stande, der kan spores via sporings- og lokaliseringstjenester, hvoraf det

fremgår, at politiet efter de nærmere regler i retsplejeloven kan foretage

ransagning som led i efterforskningen, hvis det er muligt at finde frem til

den geografiske placering af en stjålen genstand. Det beror imidlertid i

hvert enkelt tilfælde på en konkret vurdering, om betingelserne for at fore-

tage en ransagning er opfyldt.

Politiet foretager i den forbindelse en umiddelbar vurdering af validiteten

af det pågældende sporingssystem, herunder i forhold til systemets præci-

sion mv., ligesom politiet vil prioritere anmeldelsen alt efter forholdets ka-

rakter, herunder i forhold til genstandens værdi og det strafbare forhold,

som der er mistanke om.

Servicedeklarationen er tilgængelig på politiets hjemmeside,

www.poli-

ti.dk,

og vedlægges som udskrift til Retsudvalgets orientering.

Der har i medierne for nyligt været omtale af en konkret episode, hvor

en person ved hjælp af en stjålen mobiltelefons sporings- og lokaliserings-

tjeneste havde lokaliseret telefonen til Avnstrup Asylcenter i Hvalsø. Det

fremgår, at politiet i den forbindelse over for personen oplyste, at de ikke

kunne ransage, fordi personen alene kunne angive, hvilken bygning telefo-

nen lå i.

Justitsministeriet har fra Rigspolitiet om den konkrete episode fået oplyst,

at vedkommende af Midt- og Vestsjællands Politi blev gjort bekendt med,

at den pågældende adresse, som telefonen var lokaliseret til, var et asyl-

center med bygninger i fire etager med mange værelser, og at politiet der-

for ikke i forhold til hvert af de værelser, det ville være relevant at ransage,

vurderede at have det fornødne grundlag for at foretage ransagning med

henblik på at finde den stjålne telefon.

Det er ofte vanskeligt ud fra GPS-oplysninger, der tilvejebringes via spor-

ings- og lokaliseringstjenester, præcist at fastlægge, hvor tabte eller stjålne

genstande befinder sig, idet sporingen er dynamisk med varierende grader

af nøjagtighed, ligesom pejlingen alene er horisontal og ikke vertikal, og

dermed ikke indeholder nærmere oplysning om, i hvilken højde sporings-

signalet er afgivet.

Det vil således ofte alene være muligt at spore en stjålen genstand til et

nærmere afgrænset område, og ikke til en mere specifik lokalitet. Hvis der

således er tale om en etageejendom eller en anden beboelsesejendom med

høj beboertæthed, vil det typisk ikke være muligt at fastlægge med til-

strækkelig præcision, i hvilken specifik bolig den stjålne genstand befinder

sig.

Justitsministeriet kan afslutningsvist henvise til ministeriets notat af 4. juli

2014 om tyveri af genstande, der kan spores via sporings- og lokaliserings-

tjenester. Notatet blev oversendt til Retsudvalget ved Justitsministeriets

besvarelse af 7. juli 2014 af spørgsmål nr. 839 (Alm. del) fra udvalget.