Spørgsmål nr. 98 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren oplyse, hvilke byer der indtil videre meldt sig
på banen til at huse den nye politiskole i Vestdanmark, om der
derudover er yderligere byer i spil, og hvor mange af byerne,
der lever op til kravet om, at en ny politiskole ikke må være
placeret mere end 2 timer væk fra København i
udrykningskørsel?”
Svar:
Som en del af aftalen ”Et styrket politi. Et tryggere Danmark” om politiets
og anklagemyndighedens økonomi i 2016-2019 skal der etableres en ny
politiskole i det vestlige Danmark for at imødekomme politiets fremtidige
uddannelsesbehov og samtidig bidrage til øget aktivitet i hele Danmark og
en bedre balance mellem landsdelene.
Justitsministeriet har i forbindelse med beslutningen om at etablere en ny
politiskole i det vestlige Danmark modtaget henvendelser fra en række
kommuner, som har udtrykt interesse for, at skolen placeres i deres
kommune. Det drejer sig om følgende kommuner; Esbjerg, Fredericia,
Haderslev, Herning, Holstebro, Horsens, Kolding, Randers, Silkeborg,
Skanderborg, Svendborg og Sønderborg. Ministeriet har endvidere
modtaget henvendelser fra Business Region Aarhus og Trekantområdet
Danmark.
Der vil for at sikre den bedst mulige løsning for etableringen af den nye
politiskole blive gennemført et projektforløb, der forventes tilrettelagt som
andre statslige byggeprojekter. Dette indebærer, at Rigspolitiet i
samarbejde med Bygningsstyrelsen vil foretage en afklaring af de nærmere
bygningsmæssige behov i forhold til bl.a. kapacitet, størrelse, særlige
faciliteter og beliggenhed mv., hvorefter der skal ses på, om der findes
eksisterende bygninger, som kan anvendes til skolen, eller om der skal
bygges nyt. På dette grundlag vil der blive udarbejdet et endeligt
beslutningsoplæg til regeringen.
Der er således ikke på nuværende tidspunkt foretaget nærmere
overvejelser om, i hvilke kommuner en ny politiskole i det vestlige
Danmark vil kunne placeres.
Processen for etablering af den nye politiskole er overordnet beskrevet i
vedlagte notits ”Proces for ny politiuddannelse i det vestlige Danmark”,
2
som blev udarbejdet i forbindelse med forhandlingerne om aftalen om
politiets og anklagemyndighedens økonomi.
Der er i notitsen nævnt en række af de relevante krav, som bl.a. forventes
at indgå i specifikationen af de bygningsmæssige faciliteter, herunder
”kortest mulig transport til København (helst ikke over 2 timers
udrykningskørsel, da en del af de studerende i beredskabssituationer skal
kunne indgå i beredskabet med kort varsel)”. Rigspolitiet har over for
Justitsministeriet supplerende oplyst, at formuleringen ”helst ikke”
indbefatter, at det er muligt at placere skolen mere end 2 timers
udrykningskørsel fra København, men at det i givet fald vil skulle
sammentænkes med planlægningen af politiskolens rolle i beredskabet,
særligt i og omkring hovedstadsområdet. Dette aspekt vil indgå i den
videre analyse i Rigspolitiets igangværende forberedelse af et
beslutningsoplæg for placering af den nye politiskole i det vestlige
Danmark.
3