REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 320: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24. februar 2016 om FN-samlingen om narkotikapolitik, UNGASS, jf. REU alm. del - samrådsspm. U, til justitsministeren, kopi til sundheds- og ældreministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

09. marts 2016

Politikontoret

Tina Pedersen

2016-0030-4228

1902294

UDKAST TIL TALE

til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål U

fra Folketingets Retsudvalg den 24. februar 2016

Samrådsspørgsmål U:

”Vil ministeren redegøre for, hvilken stilling Danmark

vil tage i de kommende drøftelser under den særlige

FN-samling om narkotikapolitik, UNGASS, i april 2016,

herunder særligt hvordan Danmark vil stille sig i

drøftelser omhandlende nationers muligheder for at

afkriminalisere narkotikaområdet helt eller delvist?”

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper

(EL).

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 320: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24. februar 2016 om FN-samlingen om narkotikapolitik, UNGASS, jf. REU alm. del - samrådsspm. U, til justitsministeren, kopi til sundheds- og ældreministeren

Svar:

[Sundheds- og ældreministeren indleder besvarelsen og

vil i sin tale særligt fokusere på regeringens linje i

forhold til UNGASS]

Som sundheds- og ældreministeren sagde, vil jeg i

min besvarelse komme ind på de spørgsmål, som

knytter sig til håndhævelsen og strafforfølgelsen på

narkotikaområdet.

Lovgivningen er indrettet således, at både ind- og

udførsel,

salg,

køb,

udlevering,

modtagelse,

fremstilling,

forarbejdning

besiddelse

euforiserende stoffer er forbudt. Der gælder så visse

undtagelser vedrørende f.eks. medicinske formål, som

sundheds- og ældreministeren var inde på før.

Samtidig er det fastlagt i lovgivningen, at der i

strafforfølgelsen skal tages højde for, at farligheden af

de strafbare handlinger kan være meget forskellig:

Strafferammen i loven om euforiserende stoffer er bøde

eller fængsel indtil 2 år. De grove tilfælde straffes efter

straffeloven med fængsel i op til 10 år – eller i op til 16

år, hvis der f.eks. er tale om overdragelse af særlig

farlige stoffer.

Det fremgår desuden af loven om euforiserende stoffer,

at det skal anses for en skærpende omstændighed, hvis

der sker salg på f.eks. diskoteker, musikfestivaler

eller andre arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig

er børn eller unge mennesker, der deltager.

Samtidig fremgår det eksplicit af loven, at der i

almindelighed ikke kan anvendes advarsel, medmindre

sociale forhold taler for at meddele en advarsel, og

besiddelsen af stoffet er udslag af en stærk afhængighed

som følge af et længere og vedvarende misbrug af

euforiserende stoffer.

Det sidste vender jeg tilbage til om lidt.

Som sagt går regeringen ikke ind for at ændre

lovgivningen på dette punkt – heller ikke i forhold til en

eventuel

afkriminalisering

besiddelse

euforiserende stoffer til eget brug.

Det skyldes dels de sundhedsfaglige aspekter, som

sundheds- og ældreministeren har redegjort for, og dels

at regeringen ønsker, at besiddelse af sådanne stoffer –

også til eget brug – skal have klare strafferetlige

konsekvenser.

Vi vil ikke acceptere, at brugen af sådanne stoffer bliver

almindelig i det danske samfund. For det er hverken

samfundet eller misbrugerne tjent med.

Formålet

med

straffebestemmelserne

narkotikalovgivningen er at begrænse udbredelsen af

euforiserende stoffer. Målet er at beskytte befolkningen

mod de skadevirkninger, som er en følge af brugen af

narkotika, og at beskytte samfundet mod de

følgevirkninger, som denne brug medfører. For det er

oplagt, at brug af euforiserende stoffer også kan have

negative konsekvenser for andre end den, der bruger

stofferne.

Straffen afspejler således samfundets afstandtagen fra

denne adfærd.

Desuden kan en mærkbar sanktion forhåbentlig

medvirke til at begrænse det eksperimenterende forbrug

– herunder blandt unge mennesker.

Regeringen er altså ikke til sinds at gennemføre en

afkriminalisering på området – og heller ikke at

legalisere visse af disse stoffer.

Og det er indlagt som en forudsætning i

lovgivningen, at hvor brugen af stoffer er udslag af en

stærk afhængighed, kan sociale hensyn tale for

anvendelse af en advarsel i stedet for bøde eller anden

straf.

Det er en betingelse for at give en advarsel, at

gerningsmandens sociale forhold taler for det.

Det vil i almindelighed være tilfældet, hvis den

pågældende misbruger f.eks. modtager kontanthjælp

eller førtidspension og ikke har anden indkomst eller en

opsparing af en vis størrelse.

Derimod vil de sociale forhold – uanset misbrugets

karakter – i almindelighed ikke tale for at anvende

advarsel, hvis den pågældende har arbejdsindtægter ved

lovligt arbejde eller får dagpenge.

Advarsel skal heller ikke anvendes i forhold til f.eks.

unge, som kun lejlighedsvis i weekender eller til fester

bruger euforiserende stoffer, selv om de pågældende

kan antages at have en vis afhængighed af stoffet.

I den situation skal der gives en bøde, fordi bøden netop

er med til klart at signalere, at vi som samfund tager

afstand fra brugen af sådanne stoffer.

Politiet skal bruge de muligheder, som lovgivningen

giver og anviser, til konkret at meddele en advarsel til

personer, som er stærkt afhængige af euforiserende

stoffer på grund af et længerevarende og vedvarende

misbrug, og hvor sociale hensyn taler herfor.

Politiet har i almindelighed et godt kendskab til den

gruppe af personer, hvor både de sociale hensyn og

karakteren af narkotikamisbruget taler for anvendelse af

advarsel. Det vil derfor normalt ikke være nødvendigt at

indhente oplysninger fra andre myndigheder om den

pågældendes indtægtsforhold, og der vil formentlig kun

i sjældne tilfælde være behov for at indhente en

lægeerklæring om den pågældendes misbrug.

Jeg ved, at der bl.a. på den narkotikapolitiske

konference, som Gadejuristen afholdt den 8. februar

2016 på Christiansborg, blev peget på, at politiet ikke

anvender advarsler i særlig vidt omfang. Og at det fra

visse sider hævdes, at det sker så sjældent, at det må

antages at være i strid med de anvisninger, som er i

lovgivningen.

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Rigsadvokaten på

baggrund af de oplysninger, der fremkom under

konferencen,

vil

henlede

politikredsenes

opmærksomhed på reglerne om advarsler til

misbrugere.

Afslutningsvis vil jeg gentage, at regeringen ikke går

ind for en afkriminalisering.

Vi mener, at de nuværende regler sikrer en rimelig

balance.

Vi tager således skarp afstand fra både produktion, salg

og besiddelse af euforiserende stoffer og markerer som

udgangspunkt denne afstandtagen med en mærkbar

sanktion. Men samtidig er der mulighed for, at personer,

der er stærkt afhængige og i alvorlige sociale

problemer, kan meddeles en advarsel i stedet for en

bødestraf.

Tak for ordet.