Folketingets Retsudvalg
Sagsnr.
Doknr.
285547
Dato
27-11-2015
Folketingets Retsudvalg har d. 19. oktober 2015 stillet følgende spørgsmål nr. 27
(alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).
Spørgsmål nr. 27:
”Vil ministeren redegøre for de udgifter, der pålægges offentlige myndigheder, når
unge kriminelle stikker af fra institutioner (socialpædagogiske døgninstitutioner)?
Der henvises til REU alm. del - svar på spørgsmål 5 (folketingsåret 2014-15,
2.samling).”
Svar:
Social- og Indenrigsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger, der kan bidrage til
besvarelsen af spørgsmålet. Der er til brug for besvarelsen anmodet Justitsministeriet
om bidrag. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet oplysninger fra
Rigspolitiet, der oplyser:
”Rigspolitiet kan henvise til Rigspolitiets tidligere bidrag til Social og
Indenrigsministeriets besvarelse af 19. oktober 2015 af spørgsmål nr. 5
(Alm. del) fra Retsudvalget vedrørende blandt andet politiets brug af
ressourcer på at eftersøge doms- eller tvangsanbragte unge, der forlader
institutionen.
Som det fremgår af Rigspolitiets bidrag, er det ikke muligt ved et
elektronisk udtræk i politiets tidsregistreringssystem at opgøre antallet af
timer brugt på at eftersøge doms- eller tvangsanbragte unge, der forlader
institutionen. Besvarelsen af spørgsmålet vil derfor kræve en større
manuel gennemgang af et meget stort antal sager. En sådan
gennemgang er ikke gennemført.
Rigspolitiet kan supplerende oplyse, at der i 2014 er anvendt ca. 43.000
timer på eftersøgninger i alt. Det er dog som nævnt ikke muligt at opgøre,
hvor mange af disse timer, der er anvendt i forbindelse med, at doms-
eller tvangsanbragte unge forlader en institution, hvor de er doms- eller
tvangsanbragt. Det er således ikke muligt nærmere at opgøre politiets
udgifter på området.”
Med venlig hilsen
Karen Ellemann