REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 176: Spm. om ministeren vil kommentere artiklen "Senioranklager lod dømte menneskesmuglere blive i Danmark", samt redegøre for sagens forløb, til justitsministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

4. februar 2016

Strafferetskontoret

Thomas Jørn Rasmussen

2016-0030-4071

1840994

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 176 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. januar 2016. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Peter Kofod Poulsen (DF).

Søren Pind

Lasse Boje

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 176: Spm. om ministeren vil kommentere artiklen "Senioranklager lod dømte menneskesmuglere blive i Danmark", samt redegøre for sagens forløb, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 176 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren kommentere artiklen, "Senioranklager lod

dømte menneskesmuglere blive i Danmark", EkstraBladet, den

7. januar 2016, redegøre for sagens forløb, og oplyse, om der

efter ministerens opfattelse er internationale konventioner, der

forhindrer, at Danmark som udgangspunkt udviser menneske-

smuglere i sager som den, der omtales i artiklen?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Den sag, der er omtalt i spørgsmålet, har været behandlet af

Statsadvokaten i Viborg. Jeg har derfor til brug for besvarelsen

af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra statsadvokat Jan

Reckendorff, Statsadvokaten i Viborg.

Statsadvokaten har om den konkrete straffesag bl.a. oplyst,

at der er tale om en sag, hvor seks iranske statsborgere, født

henholdsvis i 1954, 1960, 1980, 1982, 1983 og 1985, ved dom

afsagt af Retten i Århus den 30. juni 2014 blev idømt fængsel

mellem 5 måneder og 1 år for overtrædelse - til dels som for-

søg - af straffelovens § 125 a, jf. udlændingelovens § 59, om

menneskesmugling. Der var rejst tiltale i seks forhold. Alle var

tiltalt i fire af forholdene. Der skete frifindelse i et af disse for-

hold samt delvis frifindelse i et andet af forholdene, da de på-

gældende i dette forhold alene blev dømt for overtrædelse af

udlændingeloven. De pågældende blev endvidere udvist af

Danmark med indrejseforbud i 6 år. Om udvisningsspørgsmå-

let anførte byretten følgende i dommen:

”Hjemlen til udvisning af de tiltalte findes i udlæn-

dingelovens § 22, nr. 5. Da forhold 1 og 2, som de

tiltalte er fundet skyldige i, er begået inden den 1.

juli 2011, skal de tiltalte i anledning af disse for-

hold udvises, medmindre de forhold, der er nævnt i

udlændingelovens § 26, stk. 1, taler afgørende der-

imod, jf. den dagældende udlændingelovs § 26, stk.

2. Da forhold 5 er begået efter den 1. juli 2011 føl-

ger det af den nugældende bestemmelse i udlæn-

dingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvi-

ses efter §§ 22-24, medmindre det vil være i strid

med Danmarks internationale forpligtelser.

To voterende stemmer for at tage udvisningspå-

standen til følge i medfør af udlændingelovens §

22, nr. 5, jf. § 23, nr. 1, for så vidt angår A, B, C,

og D [anonymiseret her], og i medfør af udlændin-

gelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, for så vidt angår

E og F [anonymiseret her]. De forhold, der er

nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, taler således

efter disse voterendes vurdering ikke afgørende

mod udvisning. Udvisningen vil heller ikke være i

strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Disse voterende lægger herved vægt på, at ingen af

de tiltalte har haft lovligt ophold i Danmark i mere

end de sidste 9 år. De er alle kommet til Danmark

som voksne. Bortset fra A og B taler de kun i be-

grænset omfang dansk. De har efter de foreliggen-

de oplysninger fortsat en vis tilknytning til Iran.

Der foreligger ikke oplysninger om, at de nu har en

særlig stærk tilknytning til herboende personer,

bortset fra B, der også er voksen og datter til C og

E og dermed søster til F, A og D. Endelig taler ud-

visningens konsekvenser for deres herboende fami-

liemedlemmer, herunder i relation til familiens en-

hed, heller ikke afgørende mod udvisning.

En voterende stemmer for alene at udvise de tiltalte

betinget, jf. udlændingelovens § 24 b. Denne vote-

rende finder således, at de forhold, der er nævnt i

udlændingelovens § 26, stk. 1, taler afgørende mod

udvisning, og at udvisning vil være i strid med

Danmarks internationale forpligtelser.

Denne voterende lægger herved vægt på, at forhold

1 og 2, som de tiltalte er fundet skyldige i, er begå-

et for mere end 4 år siden. B og A taler flydende

dansk. De har netop fået en datter. E har dårligt

helbred. B, der også er voksen og datter af C og E

og søster til F, A og D, bor her. Hvis nogle af de

tiltalte udvises, vil det indebære et voldsomt ind-

greb i forhold til B og de tiltalte, der ikke udvises,

og dermed hensynet til familiens enhed.

Efter stemmeafgivningen tager retten udvisnings-

påstandene til følge.”

Fem af de tiltalte ankede dommen til frifindelse, subsidiært til

formildelse af straffen, herunder således at de frifandtes for

udvisningspåstanden. Anklagemyndigheden kontraankede til

skærpelse med påstand om domfældelse i overensstemmelse

med tiltalen for byretten for så vidt angik alle seks tiltalte. Det

vil sige med påstand om (ubetinget) udvisning af de tiltalte.

Om sagens behandling i landsretten har statsadvokaten op-

lyst, at den var berammet til at begynde den 2. december 2015

med 18 retsmøder frem til februar 2016. Under den første rets-

dag foreslog en af forsvarerne, at de tiltalte frafaldt deres på-

stand om frifindelse, mod at anklagemyndigheden frafaldt på-

standen om (ubetinget) udvisning.

Den mødende anklager oplyste, at anklagemyndigheden ville

være interesseret i at fremme sagen som udmålingsanke, hvor

beviserne for de tiltaltes skyld ikke prøves, således at ankla-

gemyndigheden ville påstå stadfæstelse af fængselsstraffen og

betinget udvisning.

Ved begyndelsen af sagens andet retsmøde den 3. december

2015 oplyste samtlige forsvarere, at de havde drøftet sagen

med deres klienter, og at de var enige om at frafalde deres be-

visanke, mod at anklagemyndigheden nedlagde påstand om be-

tinget udvisning. Dog fastholdte F sin anke vedrørende straf-

fen, men alene med påstand om at den af byretten udmålte straf

blev gjort helt eller delvist betinget, eventuelt med vilkår om

samfundstjeneste.

Anklageren meddelte herefter landsretten, at påstanden blev

ændret i overensstemmelse hermed. Sagen blev således ændret

fra at være en bevisanke til en udmålingsanke, og anklage-

myndigheden nedlagde påstand om betinget udvisning.

Statsadvokaten har oplyst, at en vicestatsadvokat hos Stats-

advokaten i Viborg blev orienteret om aftalen med forsvarerne

ved en mail den 2. december 2015, dvs. efter at anklageren i

retten havde tilkendegivet, at anklagemyndigheden var villig til

at indgå aftalen. Herefter blev statsadvokaten selv orienteret

om aftalen. Den mødende anklager blev underrettet om, at det

var problematisk at indgå en sådan aftale, og at muligheden for

at komme ud af aftalen skulle drøftes næste morgen.

Spørgsmålet blev herefter drøftet i statsadvokaturen om mor-

genen den 3. december 2015 før retsmødets begyndelse, her-

under med statsadvokaten. Da samtlige forsvarere imidlertid

efter drøftelser med deres klienter efter retsmødets afslutning

den 2. december 2015 var enige om at frafalde deres bevisan-

ke, mod at anklagemyndigheden nedlagde påstand om betinget

udvisning, var det statsadvokaturens opfattelse, at det ikke var

muligt at trække anklagemyndighedens tilsagn om at ændre sin

ankepåstand tilbage.

Vurderingen heraf beroede bl.a. på princippet om bindende på-

talebegrænsning, hvorefter anklagemyndigheden kan blive

bundet af processuelle skridt eller tilkendegivelser om f.eks.

tiltalens omfang, der er fremsat overfor de tiltalte under straf-

fesagens behandling.

Vicestatsadvokaten meddelte herefter den mødende anklager,

at hun måtte nedlægge påstand i overensstemmelse med den

tilkendegivelse, hun havde afgivet i forbindelse med retsmødet

den 2. december 2015.

Statsadvokaten har videre oplyst, at byrettens dom herefter ved

Vestre Landsrets ankedom af 8. december 2015 blev stadfæstet

med de ændringer, at fem af de tiltalte alene blev udvist betin-

get på vilkår af, at de i en prøvetid på 2 år ikke begår strafbart

forhold, som kan give anledning til udvisning efter udlændin-

gelovens §§ 22-24.

Som begrundelse for afgørelsen anførte landsretten følgende:

”Efter sagens samlede omstændigheder og parter-

nes samstemmende påstande gøres udvisningen af

de øvrige tiltalte betinget, jf. udlændingelovens §

24 b.”

Frihedsstraffen for F blev endvidere gjort betinget med vilkår

om samfundstjeneste, og F blev som følge heraf frifundet for

påstanden om udvisning. Denne del af afgørelsen har således

ikke tilknytning til den af anklagemyndigheden indgåede afta-

le, da det følger af loven, at der i et tilfælde som det forelig-

gende, hvor der idømmes en betinget frihedsstraf, skal ske fri-

findelse for påstanden om udvisning.

Om baggrunden for, at den mødende anklager indgik den

ovennævnte aftale, har statsadvokaten oplyst, at det efter den

mødende anklagers anklagerfaglige vurdering var højst sand-

synligt, at landsretten efter en samlet vurdering af sagens om-

stændigheder ville ændre byrettens doms bestemmelse om ud-

visning fra en (ubetinget) udvisning til en betinget udvisning,

og at procesøkonomiske grunde derfor talte for at indgå afta-

len, som en af forsvarerne som anført tog initiativet til.

Statsadvokaten har overfor Rigsadvokaten tilkendegivet, at det

efter hans opfattelse var en fejl, at den mødende anklager ind-

gik en sådan aftale. Den mødende anklager skulle således have

afvist at indgå i drøftelser med forsvarerne om at indgå en afta-

le, uanset at hun ud fra et anklagerfagligt skøn fandt, at sagen

højst sandsynligt ville ende med en betinget udvisning, således

at det blev overladt fuldt og helt til landsretten at vurdere, om

betingelserne for (ubetinget) udvisning var opfyldt.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt internationale

konventioner forhindrer udvisning i en sag som den forelig-

gende har statsadvokaten anført, at der i sager om udvisning

skal ske en konkret vurdering af, om udvisning vil være mulig

inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser,

og det er den klare hovedregel i tilfælde, hvor udlændinge

idømmes frihedsstraf for begået kriminalitet, at der skal ske

(ubetinget) udvisning, og at (ubetinget) udvisning kun vil kun-

ne udelades, hvis det vil være i strid med Danmarks internatio-

nale forpligtelser. Statsadvokaten har i den forbindelse henvist

til Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/2006 (seneste revideret ju-

ni 2015), afsnit 4.1.2.1, hvor udlændingelovens § 26, stk. 2, om

Danmarks internationale forpligtelser gennemgås.

Statsadvokaten har endvidere henvist til afsnit 4.3.1.1 i medde-

lelsen, hvoraf det fremgår, at det vil bero på en helt konkret

vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, om udvis-

ning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,

og i denne vurdering vil bl.a. indgå praksis fra Menneske-

rettighedsdomstolen.

Statsadvokaten har anført, at to af byrettens dommere i den

konkrete sag som nævnt ikke fandt, at udvisning ville være i

strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvorimod den

tredje dommer kom til det modsatte resultat og henviste til

”hensynet til familiens enhed”.

Landsretten ændrede byrettens dom, således at de pågældende

alene blev betinget udvist og henviste som anført ovenfor til

”sagens samlede omstændigheder og parternes samstemmende

påstande”.

Statsadvokaten har endvidere anført, at anklagemyndigheden

som nævnt ikke burde have ændret sin påstand om stadfæstelse

af byrettens beslutning om (ubetinget) udvisning af de pågæl-

dende, hvilket ville have medført, at landsretten ikke kunne

henvise til ”parternes samstemmende påstande” som (delvis)

begrundelse for alene at udvise de pågældende betinget.

Endelig har statsadvokaten anført, at det ikke er til at vide,

hvorvidt landsrettens dom ville være faldet anderledes ud, hvis

anklagemyndigheden havde fastholdt sin oprindelige påstand,

men at det i hvert fald kan konstateres, at et flertal af dom-

merne i byretten ikke fandt, at internationale konventioner for-

hindrede udvisning af de pågældende.

Statsadvokaten har endelig oplyst, at sagen har givet anled-

ning til, at han har udsendt retningslinjer til anklagerne hos

statsadvokaturen, hvor det bl.a. fremgår, at ændring af ankepå-

stande mv. i sager om udvisning i ”mildere” retning, skal drøf-

tes med ledelsen, inden en eventuel ændring eller tilkendegi-

velse herom sker.

Jeg er enig i, at anklagemyndigheden i en situation som den

foreliggende, hvor anklagemyndigheden i byretten havde fået

medhold i en nedlagt påstand om udvisning, og hvor de faktu-

elle omstændigheder ikke havde ændret sig ved sagens behand-

ling i landsretten, ikke burde have ændret sin påstand om stad-

fæstelse af byrettens afgørelse.

Jeg har endvidere noteret mig, at statsadvokaten har taget

skridt til at sikre, at spørgsmålet om ændring af ankepåstande i

sager om udvisning nu skal forelægges ledelsen hos statsadvo-

katuren, inden en eventuel ændring eller tilkendegivelse herom

sker.

I øvrigt kan jeg mere generelt oplyse, at anklagemyndigheden

gennem min ovennævnte meddelelse nr. 5/2006 om udvisning

ved dom (senest revideret juni 2015), er instrueret om, at der

altid skal nedlægges påstand om udvisning, hvis anklagemyn-

digheden vurderer, at betingelserne for udvisning er opfyldt.

Det følger heraf bl.a., at anklagemyndigheden i en situation

som den foreliggende ikke kan indgå en aftale om at opgive en

tidligere nedlagt påstand om udvisning.”

Ingen skal være i tvivl om, at det er regeringens holdning, at reglerne om

udvisning skal strækkes så langt, som Danmarks internationale forpligtel-

ser tillader. Derfor har jeg også tilkendegivet over for rigsadvokaten, at jeg

finder det af afgørende betydning, at sager om alvorlig eller gentagen kri-

minalitet, i hvilke anklagemyndigheden har vurderet, at betingelserne for

udvisning er til stede, fremmes så langt, som det er muligt.

I forhold til den konkrete sag, som spørgsmålet angår, har jeg noteret mig,

at Statsadvokaten i Viborg over for Rigsadvokaten har tilkendegivet, at det

efter statsadvokatens opfattelse var en fejl, at den mødende anklager ind-

gik en aftale om begrænsning af påtalen om udvisning af de tiltalte. Jeg har

endvidere noteret mig, at statsadvokaten har taget skridt til at sikre, at

spørgsmålet om ændring af påstande i sager om udvisning nu skal fore-

lægges ledelsen hos statsadvokaturen, inden en eventuel ændring eller til-

kendegivelse herom sker.