Folketingets Retsudvalg
Sagsnr.
2015 - 10134
Doknr.
302136
Dato
12-01-2016
Folketingets Retsudvalg har d. 15.12.2015 stillet følgende spørgsmål nr. 120 (alm.
del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Peter Kofod Poulsen (DF).
Spørgsmål nr. 120:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke sanktionsmuligheder kommunerne har over for
unge, som ikke ønsker at overholde det ungepålæg, de har fået af kommunen til f.eks.
at opholde sig derhjemme på bestemte tidspunkter?”
Svar:
Kommunen kan give et barn eller en ung i alderen 12-17 år et ungepålæg, når denne
har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er
risiko for at barnets eller den unges udvikling er i fare.
Det kan fx være, hvis barnet eller den unge har ulovligt skolefravær eller har begået
kriminalitet. Det er samtidig et krav, at et frivilligt samarbejde om en social indsats er
utilstrækkelig til at afhjælpe barnets eller den unges problemer. Et ungepålæg skal
angive en eller flere handlepligter for den unge, fx at modtage en social indsats eller at
være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt.
En afgørelse om ungepålæg kan træffes uden samtykke fra barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren.
Med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ungepålæg kan politiet yde bistand til, at
kommunen kan hente og bringe barnet eller den unge til det sted, hvor ungepålægget
skal opfyldes.
Hvis en ung ikke overholde de handlepligter, der indgår i ungepålægget, skal kommu-
nen overveje, om der er behov for at træffe afgørelse om en anden og evt. mere ind-
gribende indsats, som bedre kan imødekomme barnets eller den unges problemer.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann