REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 10: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 7/10-15 om politiets ressourcemæssige udfordringer i forbindelse med registrering af flygtninge, til justitsministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Dok.:

5. oktober 2015

1731343

UDKAST TIL TALE

til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål B og C

fra Folketingets Retsudvalg den 7. oktober 2015

Samrådsspørgsmål B:

”Justitsministeren

bedes

redegøre

for,

hvorfor

aftalekredsen bag politiets økonomi ikke straks blev

indkaldt, da det stod klart at der var tale om

ressourcemæssige udfordringer hos politiet.”

Samrådsspørgsmål C:

”Integrationsministeren udtaler i DR Nyhederne den

10. september 2015, at "politiets ressourcer ikke strakte

REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 10: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 7/10-15 om politiets ressourcemæssige udfordringer i forbindelse med registrering af flygtninge, til justitsministeren

til at håndtere situationen" samt, at "vi kan sidestille det

med det, vi ser i Tyskland, hvor de heller ikke har

ressourcerne til at få taget fingeraftryk og registrere alt

og alle". Ministrene bedes i den forbindelse redegøre

for, hvorvidt det var et ressourcemæssigt hensyn, der lå

til grund for beslutningen om ikke at registrere

flygtninge i Danmark.”

Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Trine Bramsen

(S).

Tak for ordet.

Spørgsmål B er stillet til mig alene, hvorimod

spørgsmål C er stillet til både integrationsministeren og

mig.

Jeg vil foreslå, at spørgsmålene besvares samlet, og at

integrationsministeren starter med at svare på de

elementer, som vedrører hende.

Så med formandens tilladelse vil jeg give ordet videre

til integrationsministeren.

[Integrationsministerens besvarelse]

[Integrationsministeren giver ordet tilbage til

justitsministeren]

[Indledning]

Vi oplever i disse måneder et ekstremt pres fra

flygtninge og migranter, som søger mod Europa. Ikke

mindst oplever vi, at de ikke søger beskyttelse i det

første sikre land, de kommer til, men har et ønske om at

søge om asyl i et helt bestemt land.

Det stiller hele EU og Schengen-samarbejdet over for

nye og store udfordringer, som det er afgørende, at vi

finder et fælles europæisk svar på.

Det er en anden situation, end vi i Danmark har været

vant til, og dermed også en anden situation, end vores

politi har været vant til.

Især tiden fra den 6. september i år og dagene herefter

var

usædvanligt

krævende

for

implicerede

myndigheder – ikke mindst politiet.

På kort tid ankom tusindvis af flygtninge og migranter,

som ikke ønskede at søge asyl i her i landet, og som

ikke havde et lovligt opholdsgrundlag. Der var tale om

både enlige og familier med små børn. Mange sårbare,

trætte og udmattede.

Inden jeg går videre til besvarelsen af spørgsmålene, vil

jeg gerne slå fast – igen – at jeg synes, at de danske

myndigheder har håndteret denne opgave godt.

Der er orden og sikkerhed i hele landet, også i

grænseområderne.

[Politiets prioritering i den ekstraordinære situation]

I samrådsspørgsmål C bliver jeg spurgt, om det var et

ressourcemæssigt hensyn, der lå bag politiets beslutning

om at ændre strategien for håndteringen af de mange

flygtninge og migranter og ikke at registrere dem alle.

Som bekendt begyndte de første større ”bølger” af

flygtninge og migranter at ankomme søndag den 6.

september. Politiet håndterede i dagene herefter

situationen ud fra den strategi, som normalt anvendes,

når udlændinge uden lovligt opholdsgrundlag antræffes

i Danmark. Det vender jeg tilbage til om lidt.

I løbet af onsdag den 9. september udviklede situationen

sig, så det efter politiets vurdering var nødvendigt at

ændre den strategi, man hidtil havde fulgt. Rigspolitiet

udsendte derfor natten til torsdag en instruks til

politikredsene om, hvordan politiet skulle forholde sig i

den helt ekstraordinære situation, som den stadig

stigende ophobning af flygtninge og migranter ved

grænsen havde medført.

Den efterfølgende dag sendte jeg en kopi af instruksen

til Folketinget til orientering.

Som det også fremgår af instruksen fra Rigspolitiet, har

hovedfokus for dansk politi været på at sikre liv og

undgå, at nogen kom til skade, samt at sikre

opretholdelse af ro og orden i Danmark. Det var

nødvendigt at prioritere denne opgave over andre.

I øvrigt en prioritering, jeg er helt enig i.

[Sagsbehandlingen]

For at lede op til spørgsmålet om ressourcemæssige

hensyn, som der spørges om i spørgsmål C, vil jeg kort

gøre rede for de procedurer og den strategi, som hidtil

har været fulgt.

Når politiet antræffer en udlænding uden lovligt ophold,

afhænger

sagsbehandlingen

af,

udlændingen

ansøger om asyl eller ej.

Ansøger

udlændingen

asyl,

foretager

politikredsen en helt indledende sagsbehandling, der

omfatter registrering af bl.a. udlændingens navn,

fødselsdata og nationalitet.

Når

denne

sagsbehandling

afsluttet,

vejledes

udlændingen om at rejse til Center Sandholm, hvor

Rigspolitiet afslutter den indledende sagsbehandling.

Herefter vil politiet videregive sagen til behandling i

Udlændingestyrelsen, der skal træffe selve afgørelsen

om, hvorvidt personen skal have asyl. En udlænding,

der

ansøger

asyl,

vil

typisk

ikke

være

frihedsberøvet.

Ansøger udlændingen ikke om asyl, vil den

pågældende som udgangspunkt blive frihedsberøvet

efter reglerne i udlændingeloven med henblik på at

sikre personens tilstedeværelse under sagsbehandlingen

og ved en efterfølgende udsendelse.

Udlændingen vil så blive afhørt af politiet med henblik

på at fastlægge vedkommendes identitet og nationalitet.

Politiet

vil

herefter

forelægge

sagen

for

Udlændingestyrelsen, der skal træffe afgørelse om,

hvorvidt der skal ske administrativ udvisning på grund

af det ulovlige ophold.

Er der ikke udsigt til, at en udsendelse kan ske inden for

en rimelig tid, kan frihedsberøvelsen dog ikke

opretholdes, og den pågældende skal løslades. Og

løsladelsen skal ske, så snart det står klart, at

udsendelsen ikke kan ske inden rimelig tid.

[Den ændrede situation]

Den sagsbehandling, jeg netop har beskrevet, blev

anvendt af politiet i forbindelse med kontrollerne i de

grænsenære områder, indtil situationen – og dermed

forudsætningerne for sagsbehandlingen – ændrede sig

markant søndag den 6. september 2015 og dagene

derefter.

Den markante ændring bestod af en kombination af

flere forskellige forhold.

For det første oplevede man en hidtil uset stigning i

antallet af flygtninge og migranter.

For det andet ønskede kun en meget begrænset del af

disse flygtninge og migranter at ansøge om asyl i

Danmark.

Og for det tredje ønskede de pågældende ikke at

medvirke til politiets sagsbehandling.

Den fortsatte tilstrømning af nye flygtninge og

migranter medførte en sådan ophobning, at det viste sig

urealistisk

fastholde

”normalt”

sagsbehandlingsforløb på en både sikkerhedsmæssigt og

retssikkerhedsmæssigt forsvarlig måde og inden for de

gældende frister for frihedsberøvelse.

Rigspolitiet traf derfor afgørelse om en ændret tilgang

til behandlingen af de mange flygtninge og migranter,

der var samlet dels i Rødby Havn, dels ved

landegrænsen til Tyskland i Sønderjylland.

Den ændrede tilgang kom til udtryk ved den omtalte

instruks til politikredsene natten til den 10. september.

[Hensynet bag den ændrede strategi]

Den ændrede strategi betød, at størstedelen af de

tilbageholdte personer blev løsladt igen, ligesom politiet

tilpassede strategien i forhold til håndteringen af de

flygtninge og migranter, der efterfølgende rejste ind i

landet.

Politiet stod på ganske kort tid med flere tusinde

flygtninge og migranter samlet på ét sted. Og der kom

hele tiden flere til. Og der var i meget vid udstrækning

tale om personer, der ikke ønskede at være i dialog med

politiet.

Det medførte selvfølgelig et pres på kapaciteterne i det

eksisterende set-up og dermed også et pres på politiets

sædvanlige

sagsbehandling,

som

jeg

netop

har

beskrevet. Det gjorde, at det var nødvendigt for politiet

at foretage en prioritering.

Og her vil jeg minde om, at der altså ikke findes en

offentlig myndighed – eller virksomhed i øvrigt – som

ikke hver eneste dag foretager prioriteringer mellem

forskellige opgaver. Det gælder selvfølgelig ikke

mindst, når der opstår ekstraordinære begivenheder.

Det samme gælder i øvrigt også de andre myndigheder,

der medvirker til den sædvanlige sagsbehandling.

Så det er rigtigt, at ressourcemæssige hensyn i bred

forstand har haft betydning for, at Rigspolitiet valgte at

ændre strategien på det pågældende tidspunkt.

I den konkrete situation handlede det for politiets

vedkommende om at prioritere orden og sikkerhed over

en normal sagsbehandling.

10.

Ved at tilpasse strategien forhindrede man, at der

blev skabt panik blandt flygtningene og migranterne

med fare for deres egen og andres sikkerhed.

Vi har undgået scener, som vi desværre har set andre

steder i Europa, hvor bevæbnet politi og flygtninge og

migranter har været i kamplignende konflikter. Selv i

lande med langt større politistyrker end vores har man

haft udfordringer med at håndtere situationen.

Dansk politi har valgt ikke at bruge stave og tåregas

mod desperate flygtninge og migranter, men derimod en

”dansk løsning” – den rigtige balance mellem empati og

magtanvendelse.

Når politiet har ændret tilgang til situationen ved

Padborg og Rødby, er det et udtryk for, at politiet – som

politiet jo hver dag gør – prioriterer, hvor indsatsen skal

lægges. Det er operative beslutninger, der træffes ud fra

en politifaglig vurdering.

[Afslutning]

11.

Lad mig afslutningsvist opfordre til, at vi

herhjemme står sammen om at håndtere denne

udfordring. Vi skal tilgå situationen med omtanke.

Vi står over for snart at skulle indgå en ny flerårsaftale

om dansk politis økonomi, og her er alle synspunkter og

idéer velkomne. Lad os, som ønsker at tage et ansvar i

denne sag, drøfte fremtidens politis vilkår omkring

forhandlingsbordet.

Tak for ordet.