Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1647037_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. juni 2016
J.nr. 16-7112-000009
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 958 (MOF alm. del) stillet den 13. juni 2016
efter ønske fra Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 958
”Hvilke konsekvenser vil det få for dansk fiskeri, forarbejdningsindustrien, eksporten og BNP, hvis
Storbritannien forlader EU, og der ikke opnås en bilateral fiskeriaftale med Storbritannien?”
Svar
Der er ingen, der endnu kan sige noget konkret om britisk samarbejde og relation til EU efter den
britiske folkeafstemning den 23. juni 2016.
Med de nuværende fiskerimønstre vil danske fiskere bliver påvirket, såfremt Storbritannien udtræder
af EU, og der ikke indgås en bilateral fiskeriaftale mellem EU og Storbritannien. Danske fiskere vil i
det tilfælde ikke have adgang til fiskeri i britisk farvand og de fiskepladser, som de traditionelt har
benyttet. Tilsvarende vil britiske fiskere ikke have adgang til EU-farvand. De danske fiskere vil dog
stadig have adgang til EU-farvand og farvand i tredjelande, som EU har en fiskeriaftale med.
Skulle Storbritannien udtræde af EU uden at indgå bilateral fiskeriaftale med EU, må det forventes, at
de danske fiskerimønstre ændrer sig med henblik på fortsættelse af det mest muligt effektive fiskeri. At
danske fiskere eventuelt mister adgangen til fiskeri i britiskfarvand, er altså ikke ensbetydende med, at
de kvoter, der traditionelt fiskes hér, ikke længere fiskes. Det vil derfor ikke give et retvisende billede af
de økonomiske konsekvenser ved Storbritanniens udtræden af EU at sidestille indtægten ved det
nuværende danske fiskeri i britisk farvand med et tilsvarende tab af indtægt. Dertil kommer, at
udviklingen i fiskerimuligheder og dermed kvoterne for de enkelte arter varierer fra år til år afhængig
af bestandenes tilstand. Der skal endvidere tages højde for, at britiske fiskere ikke vil have adgang til
EU’s farvand.
Konsekvenserne for forarbejdningsindustrien, eksporten og BNP af en eventuel britisk udtræden af EU
afhænger af de danske fiskeres fiskerimønstre, landingssteder og bestandsudviklingen. Det ville derfor
være forbundet med for stor usikkerhed at udtale sig om konsekvenserne for disse dele.
Esben Lunde Larsen
/
Bjørn Wirlander
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk