Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 957 (MOF alm. del) stillet d. 9. juni 2016
efter ønske fra Ida Auken (RV).
Spørgsmål nr. 957
”Danmark tilsluttede sig i 2015, sammen med Storbritannien, Holland, Frankrig og Tyskland,
Amsterdam-erklæringen om støtte til bæredygtig palmeolie i forsyningskæden i 2020 ”The Amsterdam
Declaration in Support of a Fully Sustainable Palm Oil Supply Chain by 2020”. Det fremgår af
erklæringen, at de underskrivende lande vil understøtte den private sektors indsats for bæredygtig
palmeolie, herunder fremme RSPO certificering som minimum. Hvilke initiativer har regeringen taget -
eller planer om at tage - for at leve op til dette, og vil regeringen for at understøtte den private sektors
indsats søge at sikre, at offentlige indkøb ikke bidrager til skovrydning?”
Svar
Udenrigsministeriet oplyser, at Danmark over udviklingsbistanden støtter the Sustainable Trade
Initiative’s (IDH) arbejde med at fremme bæredygtighed i globale værdikæder, herunder palmeolie.
IDHs program for palmeolie har til formål at øge mængden af bæredygtig palmeolie globalt med fokus
på produktionen i Malaysia og Indonesien, herunder træning af uafhængige småproducenter mhp. at
opnå RSPO certificering. IDH står også bag the European Sustainable Palm Oil Initiative (ESPO), som
søger at harmonisere tilgangen mellem de europæiske lande og dele ‘best practices’ mellem lande og
virksomheder med henblik på at fremme overgangen til bæredygtig palmeolie. IDH og ESPO
samarbejder med the Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO).
Miljø- og Fødevareministeriet bakker op om DI Fødevarers palmeolie-initiativ, hvor virksomheder
tilslutter sig målsætning om 100 pct. RSPO senest ved udgangen af 2016 (med mulighed for at købe
kreditter for at nå målet), og 100 pct. segregeret RSPO senest ved udgangen af 2018. Miljø- og
Fødevareministeriet deltager i en task force for dette initiativ.
Miljø- og Fødevareministeriet arbejder på nordisk og europæisk plan for bl.a. at stille krav om
bæredygtig palmeolie i miljømærkede produkter i den udstrækning, at markedet kan bære det bl.a. set
i forhold til andelen af fx RSPO certificeret palmeolie på markedet. Der kan derfor være forskel på,
hvilke produktområder der opstilles kriterier for, og hvilke konkrete krav der sættes. Der er allerede
vedtaget krav til brug af bæredygtig palmeolie inden for EU miljømærket sæbe og shampoo, og i
forbindelse med flere kriteriesæt undersøges mulighed for at sætte krav til bæredygtig palmeolie både i
EU miljømærket og Svanemærket. Via Miljøstyrelsens forskellige indsatser for grønne indkøb arbejdes
der på at udbrede brug af miljømærker i offentlige indkøb.
Esben Lunde Larsen
/
Anders Klöcker
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk